Forbindelsen til det andet

Ethvert menneske, jeg (du eller enhver anden) har noget med at gøre, er vores medmenneske, er det andet menneske. Og alle mennesker har kun én ting til fælles: den fysiske del af den krop hvert enkelt menneske befinder sig i. Åndelig-sjæleligt har menneskeheden aldrig før rummet så megen forskellighed. Der hvor nogle ser de smukke hvide tænder, ser andre kun hestens rådnende kadaver.

Det, der gør os ens, forløser os ikke tilfredsstillende, om ikke det fører til transcendens. Og det er ikke det, der gør os ens, der fører til transcendens. Ligesom det ikke er trappen, der fører os fra stuen til første sal, men det, at vi går op ad den.

Jeg er stærkest forbundet med det i andre, jeg selv er første årsag til og omvendt. At føle sig forbundet med eller at være tiltrukket af er netop følelses og viljesliv, som for mange af os synes af dunkel oprindelse. Når jeg FØLER mig mere forbunden med nogen end med andre, så skyldes det, at jeg endnu ikke rigtigt har opdaget, hvad det er, de andre rummer og at jeg måske kun kan rumme at forløse og indgå netop de her relationer, som jeg føler mig mest forbundet med. At et menneske fx føler sig mere forbunden med sin hund eller med et træ i haven, end med naboen, betyder jo ikke, at naboen er mindre interessant end en hund eller et træ. At graden og karakteren af forbundenhed eller tiltrækning har så vidt et spektrum skyldes den pågående forvandling i langt den største del af alle menneskers sind og seksuelle grundenergi.

At se de smukke hvide tænder, der, hvor vi før kun så et råddent kadaver, betyder ikke at vi skal være blinde for, at der findes rådne kadavere; det er lige så gådefuldt, at der findes rådnende kadavere, som at de af og til kan have smukke hvide tænder.