Michael & dragen

Jeg kan ikke tage andres handlinger på mig og må alligevel til en vis grad gøre det velvidende at kun i den frie tanke findes trøst: Det 'vi', jeg søger, findes som fysisk kendsgerning, imens afstanden er mental som tomrummet mellem kroppens celler løfter sig i tomrummet mellem himlens stjerner. Mennesket er spændt ud mellem ærkeenglen Michael og ridder Georg, der intet er uden i kontakten med Michaels åndens tankefrihed. Dragen ænses ikke et blik; sværdet i sig selv er uovervindeligt:


Ved at se op til det højere i det andet menneske fordufter dragen som dug for sol.