Gru, Sternberg og Rosenkrantz:

Robert Henningsson i Ordkidé, april, 2004:

Gru & Satiren

Digteren Sternberg har for nylig i nogle notitser proklameret navneændring til H.C. Andersen. Hvis man skal tage denne udtalelse for mere og andet end blot provokation af den polemiske art, kan man godt undre sig over Sternbergs valg, når nu hans digte synes at være så meget mere i familie med Storm P.; mere end helheder handler digtene nemlig om livets mange skæve vinkler – som f.eks. i denne den anden samling Sternberg har udgivet på forlaget Bændelormen, hvor dog den skævhed, der allerede træder frem på omslaget, samtidig også er udtryk for en helhed, idet bl.a. et forlagsikon på vittig facon folder sig ud i comic-streg på sølvfarvet grund. Og det kunne jo henlede én på det i Danmark engang huserende tegneserie-album “Gru” (med morbide tegninger a lá tidlig Arild Rosenkrantz).

I digtet, der indleder samlingen, optræder ordet ‘fluer’ ikke mindre end syv gange. Nu kan der være mange anknytningspunkter til fænomenet ‘flue'; det gælder både litterært [Storm P.: “Det gælder om at skrive tydeligt: En kanon kan godt være en kanin, som er stavet forkert] og inden for malerkunst – og i den folkelige bevidsthed står én ting i forgrunden – forbindelsen til fænomenet ‘lort'; således kommer Sternberg – ved at placere syv fluer i samlingens første digt – enhver kritiker i forkøbet, om denne ville sige, at der jo ikke er tale om andet end affald kylet tilfældigt ned i en såkaldt samling; jamen, siger Sternberg med slet skjult ironi – det ved jeg da godt:

lige som alt andet vi råder over, er fluer et produkt
der skal vinkles, tilpasses og lanceres

Ironien er tve-ægget, da den både kan gå på digterens lod i forhold til en kommercialiseret virkelighed – og på denne kommercialitet i sig selv.

Men så meget mere er digtet (da(også)) en parafrase over den pt. gældende politiske jargon, hvor fraser som ‘miljø for pengene’ etc er udtryk for, at alt bliver kommercialiseret – og her altså også … fluer … i …. digtet …

Sternbergs tekster stikker på bedste merkuriale manér ud i mange retninger, fra ren nonsens a lá Lennon til knirke-dunkel og Bukdahlsk-lidt-tjek-er-der-da-på-det-hele-ditto-logik; der er aforistisk og anekdotisk ordsprogs-agtighed, barokke, morbide, overnaive gruk-absurditeter – og det mere lyrisk-anekdotiske, som her:

det er på tide at vi høre virkelig efter året rundt
vi sidder så godt parkeret når vi sidder
så sidder vi
som sort kaffe der får lov at stå

Begrundelsen for omslagets hanekylling får vi i samlingens sidste digt; om det nu er dén, der bærer navnet ‘Gru’ (som jo ligger snublende nær på Gruk) – og hvorfor den vælger mælkevejen – får vi imidlertid intet konkret at vide om; så der appelleres (også her) til læserens fantasi. For hvad er det dog, den gode Sternberg har med kyllinger? Det kan vi måske få et fingerpeg om ved at gå til ”Korte strømme” – en tekst han har publiceret på minimalportalen:

Her helt uretfærdigt citeret ud af sin sammenhæng:

”… han elsker kylling/ først kram, så kys og så den helt våde omgang/ som han står dér helt nøgen på stranden minder han om en afpillet hane”.

Således ser det ud til, at fænomenet ikke er helt uden freudiansk symbolværdi. Og meget apropos omslaget til ‘Gru vælger mælkevejen’ – hedder det videre i ”Korte strømme”:

”Du bliver en fugl du får hvide vinger/ og et smukt tegneserienæb”.

Men gru’en kommer måske, måske ikke (?) af at være gennemperforeret af bændelorm; (og de er som bekendt ikke sådan at slippe af med. [Bændelorm -iflg. nudansk ordbog: ‘snyltende orm af ordenen Cestodes, der lever i dyrs og menneskers tarmkanal og hvis flade form får den til at minde om et bændel.’] Så måske skulle forlaget i fremtiden vedhæfte et af de midler, der gør, at ormene mister tilhæftningen i tarmslimhinden og udskilles med afføringen i løbet af 1-2 døgn; så man dog som læser ikke skal vende de udgivne sider med alt for stor angst og gru?).

Langsomt men sikkert kommer dét digtningen – med 80’ernes æstetisering – tabte – nu tilbage, hvor det hører hjemme — nemlig i humoreskens mangefacetterede sprogdragt – i digtet og i digterens liv-digt-liv; (b)liv! Sternbergs digte vælger – i modsætning til omtalte Gru – at falde ned fra mælkevejen – og ind i en burlesk skævvredet munterhed. Det er hip; det er pip!