~

Alle skygger faldt fra dig, til du selv blev én, svajende, svingende, dinglende, som alt, der før svansede om dig på skrøbelige ben. Din stolthed for et liv i gummi; cellen er vores gave, hvor før du som en sol var gruppesjælens centrum.

Aldrig vil jeg bo i dit mellemnavn, hvor tumperne tromler korn på Mols. Okse eller hane - den mørke flod af gråd. Ignatia, guddommelige nat. Et skød syet sammen med stiktunger. Du gav mig en port gennem hjertet, hvor fra børnene som jobstårer synger. Du gav mig paraplyer under brosten og en ubestemmelig brummen af katedral.

Som i en lavastrøm fanges den glød, birketræet gav sin chaga. Hver ruin af forreven nat gemmer i sit indre - mindet om alt, der var: