:::

 

Studie i Rødt, (forsvunden detalje)

 

Apolonia Sokol vs. Karen Blixen og Niels Frank

 

Dokumentarfilmen Apolonia Apolonia er filmet gennem 13 år af Apolonia Sokols liv. Filmen dokumenterer, hvordan glidningen hen mod at sælge sin sjæl til gengæld for berømmelse kan foregå. Hvor svært det er at bremse op i den proces, når først den første 'pagt' er indgået. Hvilke omkostninger tidens jag efter udelukkende egen selvtilfredstillelse og berømmelse har.

Filmen dokumenterer, at det har omkostninger at indgå en pagt med den industrialiserede brug af menneskesjæle.

Men filmen dokumenterer også på samme tid, at det kan have lige så høje og smertefulde omkostninger, hvad enten man står i en pagt eller ikke.

Filmen rejser derfor spørgsmålet om menneskets skæbne. Hvordan menneskelig egoisme kan rette sig både indad mod familien som en i filmens tilfælde livstruende begivenhed og ud af familien som et brud med den æstetik, man stående på slægtens ryg - ellers ville kunne udfolde.

Undervejs i filmen morer Apolonia sig over, at de, der skal vurdere hendes afslutningsopgave på akademiet, interesserer sig mere for hendes personlighed end for hendes malerier. Noget der står i skærende kontrast til den kommercielle interesse hun møder, da hun senere drager fra Paris til New York, hvor der er mere interesse for, hvor mange døde malerier hun kan male - end for hendes personlighed og malerierne som udtryk for noget besjælet. Man ser godt nok, at det besjælede er fraværende, at malerierne fremstiller sjælenes snehvidetilstand, men godtager at det er sådan, når blot der kan produceres den ønskede mængde af død.
Apolonias læremester på maleskolen i Paris ser dødsprocessen netop som en proces, en fase og et udtryk, som han genkender som tidens tegn og dermed som trivielt og almindeligt, imens han ser på de malerier, som Apolonia malede før hun startede på akademiet, som noget han aldrig har set før. Og disse malerier, som tydeligvis tager et alvorstag med Apolonias besjælede slægtsrødder i de russiske aner, er rigtignok hjertegribende smukke og sande. Disse malerier er gennemarbejdede og fulde af sjælfulde og nærmest hemmelighedsfulde og poetiske detaljer. Denne poesi, som hun giver dødsstødet for at forsøge at opfylde omverdenens forventninger, går i første omgang tabt og om det vil komme tilbage for fuld blus er uvist, meget uvist. En pendant til denne livsproces ser jeg i digteren Niels Frank, blot med et andet udtryk. Hvor Niels Frank forlader poesien, fordi den med hans egne ord er løbet ud af ham, prøver han netop ikke at opfylde omverdensforventninger, men arbejder efter de to første poetiske udgivelser på at give omverdenen  og kunstverdenen  fingeren gennem en mere aggressiv og apoetisk tilgang til litteraturen og dermed kunsten. Apolonia Apolonia viser en personlighed, der gennemgår samme proces, men som dog i filmens slutning viser en form for belivet tilnærmelse til sit udgangspunkt. Jeg kan kun ønske for Sokol, at hun når fuldblown tilbage til dette udgangspunkt - nu på et højere spiralniveau.

For Apolonia Sokol når nemlig lige akkurat at give den industrialiserede udsugning af menneskesjælen fingeren på både konkret og symbolsk facon. Når man giver djævelen en lillefinger, så tager han hele armen, siger man – om Apolonia nåede at trække lillefingeren helt til sig, er den undren eller det spørgsmål, som filmen Apolonia Apolonia levner sit publikum.

At filmen der ud over også har temaer, der berører helt andre aspekter ved det at være menneske, vil jeg blot nævne, for at den interesserede kan vide, at der er mere at komme efter, end hvad jeg her sætter fokus på.

En person, der i dansk kontekst mere tydeligt giver den hele armen i djævelsk forstand, er tilfældet Karen Blixen. At give sin sjæl væk for berømmelse - er ikke noget som bare kan affejes som pjat. Det er en virkelig eksisterende realitet.

En sådan realitet i skandinavisk kontekst er som sagt ganske nøje beskrevet fra mange sider - og ikke mindst fra fænomenet selv. Ud over sin egen skrifts belysning af temaet - står vidnesbyrd fra professor Aage Henriksen, digter og miljøforkæmper Thorkild Bjørnvig - samt ikke mindst Aage Henriksens søn Morten Henriksen, der i både film og litterært har behandlet og belyst, hvilke ofre og tragedier det medfører, at sælge sin sjæl til det onde - til gengæld for sin egen berømmelse.

I følgende artikel skrevet af Mikkel Vigilius behandles med et kristent blik både fænomenet Blixen og efterfølgende popstjernernes aktuelle besværgelser: HER.

Til et endnu ufærdigt maleri af Lone Høgh Leonard

Undfangelse væbnet med fødselsdagslys 

selv gedebukkeguden synes smittet med glæde 

og også fra moderkroppen står kerter hvæsset 

som klør mod soldæmonens port 

vil de endnu ikke fødte drukne 

eller glider de i al uskyld 

af en hemmelig kanal 

ned og fordriver 

underverdenens stivnede gespenst.

 

 

 

  

 

 

Album den Haag

En spændende fisk

Den er spændende, fordi den når at forsvinde, inden den bliver kedelig, ej, den er spændende, fordi den er en kontrast til resten af maleriet, og den er en kontrast til sig selv - vanlig vis er den en forholdsvis temperamentsfuld stimefisk, men her står den som et åbent spørgsmål, lige så rolig som resten af maleriet, men man spørger sig, hvordan kan det lade sig gøre. Det kan kun lade sig gøre, fordi maleren har bestemt det sådan, det lægger en form for fastholdt humor i det, et postulat, et udråb men også et spørgsmål, hvor er min flok, hvad laver jeg i dette stivnede landskab, jeg, der ellers bevæger mig i det altid bevægelige og ellers aldrig alene. Det er et billede på det moderne menneskes jeg, faldet ud af sammenhængen, faldet ud af det levende kosmos, men stadig med sin humor i behold, som en pegefinger der griner med fra et sted lige bag billedets ramme.

:

Tankens fugl stikker skriget tilbage i halsen på fredens professor-FREMSTORMENDE TYR og glemmer alt om Indsovning:

**

~~~

Såfremt Albert Dam i stedet var blevet maler, ville han have debuteret med et maleri i mixet impressionistisk-ekspressionistisk stil, hvor man ser gennem blafrende gardiner ind i et rum, hvor det modstående vindues gardin også står florlet og duver. I rummet ville konturene af tre piger fremstå, som var de neddykkede i vand. Maleriet ville være renset for kriminalistiske over- eller undertoner. Elementerne i det drømmende undine-præg ville i al sin sindssyge kolonihave-uskyld virke som en skyggedøs i middagsheden, imens brødene hæver. Arbejdstitlen, ville man gerne tro, havde været Den Mørke Stue, men dette ville så åbenlyst ikke passe med det endelige motiv. Så der ville derfor aldrig blive tale om anden titel for Dams udstillede debutmaleri end: Mellem de to vinduer.