INDBLIK I EURYTMIEN

Det islandske trykkerforbund havde eksisteret i ni år, da afi blev født (ja, det er afi, der er ud af Arnardalsslægten; den tidligst noterede i den slægt, hedder Bárður Illugason. Amma sad ofte og bladrede i sådan 5 tykke slægtsbøger, som hun alle havde nøje overblik over, og viste mig engang Bárðurs slægtslinje fra 1710 op til min mor). Da forbundet havde 75 års jubilæum, udgav de to jubilæumsmønter - én i kobber - og én i sølv. Mønterne har identiske motiver. En dobbelthovedet griff med et prenteredskab i hver klo - på den ene side, og påskriften HIÐ ISLENZKA PRENTARAFÉLAG - 1897-1972. Og vender man mønten, er motivet en trykpresse og påskriften PRENTLIST ÞU GYDÐJAN GOÐA ..... Altså en ubetinget hyldest til Fantasien & Trykkerkunsten. Jeg var tolv år, da jeg fik disse to mønter i hånden, og afi havde da allerede i mange år været trykker/sætter. Jeg har siden været på museum sammen med ham og set sådan en sættemaskine, som den han arbejdede med, da han begyndte i faget. Det foregik, som sikkert alle ved, med spejlvendte blybogstaver, og hvert bogstav i en tekst blev møjsommeligt placeret med håndkraft. Hver sætningskonstruktion var en håndgribelig udformning. Og avisen omsluttede på den måde de fleste af døgnets timer.

Kaffe & Stål

Hamrer op maver forlenet med valgfrie lån udspændte skind af fabrikkers fossiler fiskenes febersyge hospitaler dobbeltfyldte vafler fra oven kuffertgeviret i nyhedsaviser vi hælder dueslags hullede vinger op i tyste tavse tragter med.

....

Dagbladet Information bringer i dag en artikel om AirPlay Street Gallery og det tværkunstneriske installationsprojekt Shades of Fear, hvor Julie Sten-Knudsen og jeg bl.a. har indtalt digte til. Artiklen indledes således: "En basketbane på Nørrebro henligger i bølgende røg. Et maleri af et menneske knuget i frygt, pressebilleder fra en terror-aktion og en film med unge, der spiller basket, projiceres op på husmuren ved banen. Lydsporet består af oplæsning og musik. Musikken gentager samme tone, mens oplæserstemmen insisterer: 'Luk vinduet i!'." Artiklen er skrevet af Malene Wichmann, og jeg synes hun giver en meget stemningsmættet skildring af AirPlay Street Gallery som Gade-Galleri.

...

Jeg er ham du skal skubbe fra dig forarg dig over mine digtes urørlige skønhed sorg og lykke er siamesiske men du skal være mit jeg når jeg forlader dig og sproget skal efterlyses før en drift fanger de stjålne alfabeter. ...

Citationstegn er forelskelsens glemsel. ...

Kotum bl.a.

Vi boede ikke langt fra et hjem for døve kolbøttesinker. Øst for. Senere byggede mine bedsteforældre hus vest på. Min mor kunne gå lige hen til klinikken. Der var bare tre huse imellem. Vi boede i nr. 14, og klinikken ligger på nr. 6. Eller lå. Nu er det igen almindelig beboelse. Sådan går det. Der var plads til seks eller måske syv fødende. Tænk så meget du allerede ved, og så lidt der står til diskussion, når jeg nu én gang for alle har plantet imperfektum i beskrivelsen af en boligsituation. Jo, vi flyttede. For helved da hvor vi flyttede. Men i første omgang var det nu ikke så langt. Alting lå helt nær ved. Et bjerg var hvad, der kunne ligge under en hånd. Et bjerg eller en pige. Og sådan en var der i det nye hus. Og amerikansk fjernsyn i køkkenet. Mine forældre var så smukke, at værtsfolkene begge på kryds forelskede sig i dem. Akkurat som med Ingeborg Pamperin og Viggo Stuckenberg. Næsten helt oppe på toppen, da vi rejste vore hoveder mod himlen og alligevel måtte læne os fremover; det var først da, at jeg og min bror opdagede, at der var vokset et bjerg frem under vore hænder. Og så hørte vi råbet langt langt borte under den store svimle grønne flade. Det var derfor, vi måtte flytte: Fordi de helst ville have hinanden. Og vi trimlede ned ad bjergfoden, da vi nu mærkede, hvor langt buen var spændt. Ned til kartoffelmos, torsk og tran. Og Roberts rolige hænder og de skælmske ord, som han dog i denne sag godt kunne spare sig, for jeg var færdig med lever. Absolut helt og aldeles i en så stor og mistroisk grad, at det mest af alt var begyndt at minde om et karaktertræk. Overfor den slags var jeg lige så døv som tumperne fra anstalten. Min far skulle engang male den. Udvendigt. Og vistnok også indvendigt. Så jeg havde haft rigelig lejlighed til at iagttage, hvordan man ser ud, når man synes, at verden taler et andet sprog. Den ligger der stadig den dag i dag; dér midt mellem der, hvor afis og ammas hus og vores lejlighed var. Den ligger med udsigt over den snævre lavvandede fjord, hvor jeg senere fandt nogle store blyplader i vandkanten. Hvilket sagtens kunne have været rammen om nogle af min fars tosse-historier. Det er kun en tynd streg, der skiller idioten fra geniet, sagde han. Men når det gjaldt de langhalsede flasker og jobbet med at svinge malerkostene, synes lige netop dén streg ikke særlig iøjnefaldende, selvom det endnu på det tidspunkt ikke havde nået nær det omfang, det senere skulle. Min afi var ikke vant til spiritus. Ingen på Kotum eller Flateyri havde nogensinde rørt en dråbe. Det fandtes ikke. Jo, ammas far Hannibal, der var fisker, havde vist. Han kom en dag hjem med en flaske sortedød, men langamma tog den og hældte indholdet ud på jorden. Men de havde da ellers svært nok ved at leve af det, jorden på Kotum kunne give dem. Det var vel derfor Hannibal måtte ud at fiske. Afi og amma mødte hinanden, da de begge tjente på Baldursheim ved Mývatn. Ikke alene fandt de ud af, at de var kommet der til fra samme fjord, de var også i familie. Den ene gård, de tjente på, eksisterer ikke længere; der er bygget et andet hus - næsten på samme sted som det gamle. Der er meget skønt på Baldursheim. Gårdene er stadigt i den samme slægts besidelse. Senere bygger amma og afi et hus i Isafirði; et hus i to etager. Amma slæbte strandsand op af bjergsiden, og afi støbte elementerne. Min mor er kommet til verden dér i Isafirði. Bag huset fandt hun mælkebøtter mellem klippestykkerne; det var hendes dukkebørn. Og også bjergene var levende. Ét bjergfremspring er en trold, et andet en prins. Hun ser på skyerne og med solens stråler gennem skyerne skifter bjergformationerne karakter, og sådan folder dagens eventyr sig ud. Selv de store og sjældne blå klokkeformede blomster får plads i et hjørne, selvom de ikke helt passer til hendes temperament. Engang kom de tilbage til sommerhuset, som lå dybere inde i fjorddalen end Kotum. Helt inde ved bjerget, der ser ud som en mægtig hest med rytter, og derfor kaldes Rytter. Her kom de hver sommer og plukkede blåbær. Og når sæsonen var forbi samlede de hønsene sammen og drog tilbage. Men engang da de kom tilbage efter den lange vinter, fandt de i staldtilbygningen en høne, som de må have glemt. Gad vide hvad den har levet af. Den havde overlevet hele vinteren låst inde i stalden. ...

Omhyggeligt sammenrullede digitalsekvens nu står byens ovne åbne snart vil du krølle dig endnu mere sammen tro mine øjne et enkelt kast her beskæftiger vi os ikke med fiktion ingen bøsse springer ud som blomst intet våben er for stort for os.

Mine tårer blev et hav du skilte med en sætning din sætning er et skulderbjerg jeg druknet forløfter.

Et spor af al smerte hæfter ved dit væsen fra de andres stemmebånd.

Vinter

Livsgnist 
midnatstime 
guldhjemsnat 
sign jorden selv 
åbn dig i hønseæg og sol.

Vinter/ af Simon Grotrian

http://i14.photobucket.com/albums/a311/Kitub/vintersg.jpg

Efterår

Hvert øjeæble 
sømmet til krigerengle 
meteorens jern. 

Flammemod 
du menneske 
er den dødbringende drik jeg elsker.

Efterår/ af Simon Grotrian

http://i14.photobucket.com/albums/a311/Kitub/efter_rsg.jpg

Sommer

Fnugdyr svæver hver sin hakkedreng 
og fugle sejrstomter dufterum i støvfangs katapult 
blinde broder se din fremtid 
hiver måner ned med kroge.

Sommer/ af Simon Grotrian

http://i14.photobucket.com/albums/a311/Kitub/sommersg.jpg

Forår

Det rabler trompeter 
med hver sin mundskænks vinge 
ildrøde blades 
talrige veer 
lige lukt i volt. 

Seglet skærer kors af sin kreds.