Kotum bl.a.

Vi boede ikke langt fra et hjem for døve kolbøttesinker. Øst for. Senere byggede mine bedsteforældre hus vest på. Min mor kunne gå lige hen til klinikken. Der var bare tre huse imellem. Vi boede i nr. 14, og klinikken ligger på nr. 6. Eller lå. Nu er det igen almindelig beboelse. Sådan går det. Der var plads til seks eller måske syv fødende. Tænk så meget du allerede ved, og så lidt der står til diskussion, når jeg nu én gang for alle har plantet imperfektum i beskrivelsen af en boligsituation. Jo, vi flyttede. For helved da hvor vi flyttede. Men i første omgang var det nu ikke så langt. Alting lå helt nær ved. Et bjerg var hvad, der kunne ligge under en hånd. Et bjerg eller en pige. Og sådan en var der i det nye hus. Og amerikansk fjernsyn i køkkenet. Mine forældre var så smukke, at værtsfolkene begge på kryds forelskede sig i dem. Akkurat som med Ingeborg Pamperin og Viggo Stuckenberg. Næsten helt oppe på toppen, da vi rejste vore hoveder mod himlen og alligevel måtte læne os fremover; det var først da, at jeg og min bror opdagede, at der var vokset et bjerg frem under vore hænder. Og så hørte vi råbet langt langt borte under den store svimle grønne flade. Det var derfor, vi måtte flytte: Fordi de helst ville have hinanden. Og vi trimlede ned ad bjergfoden, da vi nu mærkede, hvor langt buen var spændt. Ned til kartoffelmos, torsk og tran. Og Roberts rolige hænder og de skælmske ord, som han dog i denne sag godt kunne spare sig, for jeg var færdig med lever. Absolut helt og aldeles i en så stor og mistroisk grad, at det mest af alt var begyndt at minde om et karaktertræk. Overfor den slags var jeg lige så døv som tumperne fra anstalten. Min far skulle engang male den. Udvendigt. Og vistnok også indvendigt. Så jeg havde haft rigelig lejlighed til at iagttage, hvordan man ser ud, når man synes, at verden taler et andet sprog. Den ligger der stadig den dag i dag; dér midt mellem der, hvor afis og ammas hus og vores lejlighed var. Den ligger med udsigt over den snævre lavvandede fjord, hvor jeg senere fandt nogle store blyplader i vandkanten. Hvilket sagtens kunne have været rammen om nogle af min fars tosse-historier. Det er kun en tynd streg, der skiller idioten fra geniet, sagde han. Men når det gjaldt de langhalsede flasker og jobbet med at svinge malerkostene, synes lige netop dén streg ikke særlig iøjnefaldende, selvom det endnu på det tidspunkt ikke havde nået nær det omfang, det senere skulle. Min afi var ikke vant til spiritus. Ingen på Kotum eller Flateyri havde nogensinde rørt en dråbe. Det fandtes ikke. Jo, ammas far Hannibal, der var fisker, havde vist. Han kom en dag hjem med en flaske sortedød, men langamma tog den og hældte indholdet ud på jorden. Men de havde da ellers svært nok ved at leve af det, jorden på Kotum kunne give dem. Det var vel derfor Hannibal måtte ud at fiske. Afi og amma mødte hinanden, da de begge tjente på Baldursheim ved Mývatn. Ikke alene fandt de ud af, at de var kommet der til fra samme fjord, de var også i familie. Den ene gård, de tjente på, eksisterer ikke længere; der er bygget et andet hus - næsten på samme sted som det gamle. Der er meget skønt på Baldursheim. Gårdene er stadigt i den samme slægts besidelse. Senere bygger amma og afi et hus i Isafirði; et hus i to etager. Amma slæbte strandsand op af bjergsiden, og afi støbte elementerne. Min mor er kommet til verden dér i Isafirði. Bag huset fandt hun mælkebøtter mellem klippestykkerne; det var hendes dukkebørn. Og også bjergene var levende. Ét bjergfremspring er en trold, et andet en prins. Hun ser på skyerne og med solens stråler gennem skyerne skifter bjergformationerne karakter, og sådan folder dagens eventyr sig ud. Selv de store og sjældne blå klokkeformede blomster får plads i et hjørne, selvom de ikke helt passer til hendes temperament. Engang kom de tilbage til sommerhuset, som lå dybere inde i fjorddalen end Kotum. Helt inde ved bjerget, der ser ud som en mægtig hest med rytter, og derfor kaldes Rytter. Her kom de hver sommer og plukkede blåbær. Og når sæsonen var forbi samlede de hønsene sammen og drog tilbage. Men engang da de kom tilbage efter den lange vinter, fandt de i staldtilbygningen en høne, som de må have glemt. Gad vide hvad den har levet af. Den havde overlevet hele vinteren låst inde i stalden. ...