Konservator

Far kom hjem med den på tanken. Nej, han kom jo netop ikke hjem. Men det kunne han godt have gjort. Jeg ville have rørt ved den. Eller i det mindste stirret. Fået ham til at åbne gabet og blotte tænder. Jeg ville have vidst, at ja dét tandsæt kan knuse kul. For jeg troede på den slags. Og også at den var så og så lang. Bestemt den største i hele Midtjylland. Jeg kunne slet ikke forstå, han havde afleveret den til en mand, der bare havde frosset den ned. Og hvad var den død af, når der nu ikke var noget at se. Hvad var sådan en bjørnekleppert mon død af. Jeg syntes det virkede pinligt ædrueligt, sådan bare at aflevere den uden findeløn eller noget. Med et centimetermål på læben. Far tog du virkelig den grævling op på tanken. Du var jo ellers altid pissefuld af fis mand.

Mindestuen

Thit og Johannes V. Jensen er foreviget på et fotografi taget i sommeren 1893; deres kusine Jenny Andersen er også med på fotografiet yderst til venstre. Thit Jensens ansigt er placeret i det gyldne snit, hun har sit hoved lænet mod storebroderens skulder. De to søskende har en fælles udstråling, der fører tankerne hen på begrebet tvillingesjæle. Deres læber er adskilte, ikke i deciderede smil, men i henført intimitet. Thits blik er lidende eller længselsfuldt. Broderens blik er sejrssikkert og direkte, men læberne er ikke som så ofte set senere hårdt sammenknebne. Måske har det været varmt den sommerdag, måske er det blevet endnu varmere af at de tre står klinet op ad hinanden. Og ja Jenny hun er der også - og hun smiler et rigtigt uforbeholdent smil. Måske fordi hun har noget til gode. For året efter indleder hun et forhold til Johannes. Men når man efterfølgende ser fotografier af de to søskende ved siden af hinanden - er udtrykket så totalt forandret. Noget er kommet imellem dem. Noget der har skabt en bitterhed og afstand. Johannes ser bitter og forsmået ud på de fotografier. Hvad kom imellem de to så ellers nært forbundne søskende? Forfatterskabet vil nogle sige kom imellem dem - og verdensopfattelserne. Den spiritiske versus den påstået naturvidenskabelige. Og det kan vel være, at dette senere blev endnu en kile. Men INDEN DA - har der været noget andet. Det, der er gået tabt, er tydeligt aftegnet på fotografiet fra sommeren 1893. Et hedt platonisk forhold mellem de to søskende på grænsen til det sensibelt erotiske. I søskendeforholdet kan det imidlertid ikke realiseres, men kusineforholdet er ikke nogen begrænsning i seksualpolitisk henseende. Men søskendeforholdet. Det gik tabt. Hvorfor. Kan man kun gisne om. Men jeg har mine tanker. Hvor fra stammer mon ellers det bitre drag om V. Jensens læber. Han fik den strenge model for at styre sin libido.

Kotum bl.a.

Vi boede ikke langt fra et hjem for døve kolbøttesinker. Øst for. Senere byggede mine bedsteforældre hus vest på. Min mor kunne gå lige hen til klinikken. Der var bare tre huse imellem. Vi boede i nr. 14, og klinikken ligger på nr. 6. Eller lå. Nu er det igen almindelig beboelse. Sådan går det. Der var plads til seks eller måske syv fødende. Tænk så meget du allerede ved, og så lidt der står til diskussion, når jeg nu én gang for alle har plantet imperfektum i beskrivelsen af en boligsituation. Jo, vi flyttede. For helved da hvor vi flyttede. Men i første omgang var det nu ikke så langt. Alting lå helt nær ved. Et bjerg var hvad, der kunne ligge under en hånd. Et bjerg eller en pige. Og sådan en var der i det nye hus. Og amerikansk fjernsyn i køkkenet. Mine forældre var så smukke, at værtsfolkene begge på kryds forelskede sig i dem. Akkurat som med Ingeborg Pamperin og Viggo Stuckenberg. Næsten helt oppe på toppen, da vi rejste vore hoveder mod himlen og alligevel måtte læne os fremover; det var først da, at jeg og min bror opdagede, at der var vokset et bjerg frem under vore hænder. Og så hørte vi råbet langt langt borte under den store svimle grønne flade. Det var derfor, vi måtte flytte: Fordi de helst ville have hinanden. Og vi trimlede ned ad bjergfoden, da vi nu mærkede, hvor langt buen var spændt. Ned til kartoffelmos, torsk og tran. Og Roberts rolige hænder og de skælmske ord, som han dog i denne sag godt kunne spare sig, for jeg var færdig med lever. Absolut helt og aldeles i en så stor og mistroisk grad, at det mest af alt var begyndt at minde om et karaktertræk. Overfor den slags var jeg lige så døv som tumperne fra anstalten. Min far skulle engang male den. Udvendigt. Og vistnok også indvendigt. Så jeg havde haft rigelig lejlighed til at iagttage, hvordan man ser ud, når man synes, at verden taler et andet sprog. Den ligger der stadig den dag i dag; dér midt mellem der, hvor afis og ammas hus og vores lejlighed var. Den ligger med udsigt over den snævre lavvandede fjord, hvor jeg senere fandt nogle store blyplader i vandkanten. Hvilket sagtens kunne have været rammen om nogle af min fars tosse-historier. Det er kun en tynd streg, der skiller idioten fra geniet, sagde han. Men når det gjaldt de langhalsede flasker og jobbet med at svinge malerkostene, synes lige netop dén streg ikke særlig iøjnefaldende, selvom det endnu på det tidspunkt ikke havde nået nær det omfang, det senere skulle. Min afi var ikke vant til spiritus. Ingen på Kotum eller Flateyri havde nogensinde rørt en dråbe. Det fandtes ikke. Jo, ammas far Hannibal, der var fisker, havde vist. Han kom en dag hjem med en flaske sortedød, men langamma tog den og hældte indholdet ud på jorden. Men de havde da ellers svært nok ved at leve af det, jorden på Kotum kunne give dem. Det var vel derfor Hannibal måtte ud at fiske. Afi og amma mødte hinanden, da de begge tjente på Baldursheim ved Mývatn. Ikke alene fandt de ud af, at de var kommet der til fra samme fjord, de var også i familie. Den ene gård, de tjente på, eksisterer ikke længere; der er bygget et andet hus - næsten på samme sted som det gamle. Der er meget skønt på Baldursheim. Gårdene er stadigt i den samme slægts besidelse. Senere bygger amma og afi et hus i Isafirði; et hus i to etager. Amma slæbte strandsand op af bjergsiden, og afi støbte elementerne. Min mor er kommet til verden dér i Isafirði. Bag huset fandt hun mælkebøtter mellem klippestykkerne; det var hendes dukkebørn. Og også bjergene var levende. Ét bjergfremspring er en trold, et andet en prins. Hun ser på skyerne og med solens stråler gennem skyerne skifter bjergformationerne karakter, og sådan folder dagens eventyr sig ud. Selv de store og sjældne blå klokkeformede blomster får plads i et hjørne, selvom de ikke helt passer til hendes temperament. Engang kom de tilbage til sommerhuset, som lå dybere inde i fjorddalen end Kotum. Helt inde ved bjerget, der ser ud som en mægtig hest med rytter, og derfor kaldes Rytter. Her kom de hver sommer og plukkede blåbær. Og når sæsonen var forbi samlede de hønsene sammen og drog tilbage. Men engang da de kom tilbage efter den lange vinter, fandt de i staldtilbygningen en høne, som de må have glemt. Gad vide hvad den har levet af. Den havde overlevet hele vinteren låst inde i stalden. ...