Om forbrydelse og anger

I begyndelsen af årtusindet blev en person dømt til syv års fængsel for mord på en kvinde i forbindelse med en seksuelt betonet ritus i den sekt morderen var og stadig er selvbestaltet leder af. Vedkommende kom til at sidde til afsoning i statsfængslet Midtjylland i Nørre Snede. Da omkring totredjedel af fængselstiden var udstået ansøgte den indsatte om tilladelse til at søge benådning. Kriminalforsorgen udfærdigede da ud fra udtalelser fra de af fængselsvæsenets personale, der havde haft med den pågældende at gøre, en rapport, der som sin konklusion havde, at det ikke kunne anbefales, at den indsatte fik lov at søge om benådning. Begrundelsen var bl.a. en total mangel på anger - samt et stadigt nedladende syn og en ringeagtende, hadsk og afstumpet adfærd overfor den kvindelige del af fængselspersonalet. Desforuden udviste den indsatte udpræget mangel på socialisering med de øvrige indsatte. Vedkommende antog i mange sammenhænge en reserveret bedrevidende - men overfor mandlige personer til tider høflig - distance. Med andre ord beskrev forsorgen en tilsyneladende uoprettelig og uforbederlig tilstand grænsende til psykopati - hos et iøvrigt middelbegavet menneske. Beskrivelsen af den indsatte syntes at godtgøre, at der fandtes at være grundlag for en mulig gentagelse af den forbrydelse, vedkommende er dømt for. Fangen kommer altså hermed til at udstå den fulde længde af sin dom. Men de syv år vil immervæk snart være gået. Og fangevogterne er så forpligtigede til, uanset hvilke bedømmelser de end måtte gøre sig, at løslade den tidligere dømte. Straffen er udstået, og forbrydelsen kan forsåvidt gentages - nu bare med et nyt offer.

... Men hvad er sådan en straf i grunden værd. Opdrager vores såkaldte straffesystem ikke netop i højere grad til øget kriminalitet - fremfor det modsatte. Hvordan går det til i dagens Danmark, at man kan varetægtsfængsle mennesker præventivt i uger og måneder, uden at man har noget egentlig bevis for en decideret forbrydelse; imens mordere og voldtægtsforbrydere, der vurderes ikke modtagelige for anger, så snart de blot har udstået deres såkaldte straf, hvad det så end medføre af ny tillært forhærdning, lukkes lige ud til de evt. overlevne- eller til de potentielt nye - ofre.

... I stedet for at være et straffesystem bør fængselsvæsenet være et opdragelsessted; og der hvor opdragelse synes ganske utopisk, bliver der mere tale om, at den øvrige del af befolkningen ihvertfald ideelt set må kunne færdes i tryghed. En domfældelse for svære forbrydelser skal således være betinget af, at det vitterligt bedømmes, at vedkommende ikke er disponibel for en umiddelbar sandsynelig gentagelse. Det er en sag for uvildige psykiatere, psykologer, præster, samt alle personer, der i forvejen har med den kriminelle at gøre. En dommer må på grundlag af sådanne udtalelser kunne forlænge en given dom. Men det skal ikke være på så spinkle grundlag, som de i øjeblikket set benyttet mod hundredevis af mennesker i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69, 1. marts 2007, hvor der tilmed ganske vist er tale om frihedsberøvelse i form af forlængelse af en varetægtsfængsling uden en egentlig forudgående domsfældelse eller anden grundig skyld-vitterliggørelse.

... En sand opdragelsesanstalt (forsåvidt man overhovedet kan tale om at opdrage på voksne mennesker) kan naturligvis ikke basere sig på isolering af hver enkelt dømte; med mindre vedkommende er til decideret overhængende fare for sine omgivelser - her altså de andre indsatte og fængselspersonalet. Tværtimod må socialisering være både en ret og et krav. Ligesom terapi, kunstudøvelse og studier må være det. Afstår den enkelte deltagelse, samarbejde og social kontakt - må dommen kunne forlænges; udebliver anger og erkendelse af det forkerte i at tage et andet menneskes liv, udebliver forståelsen og indlevelsen i offerets lidelse, og en forbrydelse med stor sandsynelighed synes at kunne gentage sig, da bør en dom kunne forlænges væsentligt - om nødvendigt ind til livstid. At vi her taler om personer, der ikke i klinisk forstand er bedømt decideret mentalt syge, er indlysende. Og at man altid må have for øje, at en stor del af de, der begår vold mod andre, i stor udstrækning selv er eller har været ofre. Det drejer sig altså ikke om, at skulle straffe folk yderligere - de bliver blot mere forbryderiske derved. Fængselsvæsenet må handle om hjælp og beskyttelse. Hjælp til de indsatte til at blive mere menneskelige. Og beskyttelse af de, der er eller ville kunne blive ofre for forbrydelser.