BUKSE-BRIAN

*

Det er en, der hedder Bukse-Brian. Men det er kun noget, vi kaldte ham, når han ikke selv var der. Det er jo fordi, han altid trækker op i bukserne sådan her, og tager sig i skridtet, og siger, hva' så; det er noget, han gør konstant. Han kom tit ned på pladsen, hvor vi stod, og fiskede. Ja, sgu da, der er fandeme blevet fanget mange ål der. En dag spurgte han, om ikke jeg kunne låne ham en hund. Jeg havde faktisk en hund på mig, så det kunne han jo godt. Du får den straks tilbage i næste uge, havde han sagt. Derefter så vi ham ikke et godt stykke tid. Men da han så endelig dukker op, og sir hva' så, og jeg står der, og fisker, så siger jeg jo, hvad så Brian med den der hund. Jeg har sgu ikke lige nogen, svarer han. Og jeg drejer hovedet, og siger ud over den fossende strøm, pyt med det Brian, pyt med det, jeg skriver det sgu bare på tabskontoen; jeg skriver det på tabskontoen - det' da klart, tænk ikke mere over det Brian, det kommer bare på min tabskonto. Derefter husker jeg ikke mere. Ja, kan du se den flaske deroppe. Den hænger til ære for ham serberen, der altid er så flink at indsamle de flasker, jeg smider her. Ha, ha, jeg fik grenen ned med krykken, og nu hænger den sgu der. Er det ikke smukt! Det blir sjovt, hvordan han får den ned. Ja, hvis han da overhovedet får øje på den; han er jo vant til, at flaskerne og dåserne ligger strøet ud over jorden. Men der gik faktisk et halvt år, hvor jeg var aldeles stum, og lam ned i den ene side her. Jeg kunne ikke engang gå en meter. Jeg kunne sgu kun grynte du. Han havde ramt mig her. Nej, jeg faldt heldigvis ikke forover, jeg må være sunket sammen. Ja, han sparkede mig sgu. Ramte mig med fuld kraft i kraniet. Det er derfor, jeg står herinde. Med alarmen her om halsen. Og et rør ud gennem siden her. Prøv og se! Vil du ha' en. Må I ikke! Men jeg har sgu da osse en abrikosvand, værsgo. Nej, det er ikke fordi, han kommer der mere. Han røg til Horsens. Jeg tror han bor der nu. Ja, han er kommet ud igen. Han fik så mange bank derinde - af to HA'er. Ikke noget jeg har bestilt, fik det bare at vide ad omveje. Altså for hundred kroner ... Jeg er jo totalt invalid, det er mit held, at jeg overhovedet kom til at tale igen. Du kan godt høre det, ikke. Prøv at se mine hænder. Hvis jeg ikke havde de her. Jeg kan ikke holde på en kuglepen eller læse avisen. Det' også lige meget. Tror du, der er nogen, der får ondt i røven af, at du står herinde. I har sgu da ret til en lille pause. Nå, men hyg dig du. Jeg skal lige kværne de sidste her, før jeg kører afsted igen.

*

Om forbrydelse og anger

I begyndelsen af årtusindet blev en person dømt til syv års fængsel for mord på en kvinde i forbindelse med en seksuelt betonet ritus i den sekt morderen var og stadig er selvbestaltet leder af. Vedkommende kom til at sidde til afsoning i statsfængslet Midtjylland i Nørre Snede. Da omkring totredjedel af fængselstiden var udstået ansøgte den indsatte om tilladelse til at søge benådning. Kriminalforsorgen udfærdigede da ud fra udtalelser fra de af fængselsvæsenets personale, der havde haft med den pågældende at gøre, en rapport, der som sin konklusion havde, at det ikke kunne anbefales, at den indsatte fik lov at søge om benådning. Begrundelsen var bl.a. en total mangel på anger - samt et stadigt nedladende syn og en ringeagtende, hadsk og afstumpet adfærd overfor den kvindelige del af fængselspersonalet. Desforuden udviste den indsatte udpræget mangel på socialisering med de øvrige indsatte. Vedkommende antog i mange sammenhænge en reserveret bedrevidende - men overfor mandlige personer til tider høflig - distance. Med andre ord beskrev forsorgen en tilsyneladende uoprettelig og uforbederlig tilstand grænsende til psykopati - hos et iøvrigt middelbegavet menneske. Beskrivelsen af den indsatte syntes at godtgøre, at der fandtes at være grundlag for en mulig gentagelse af den forbrydelse, vedkommende er dømt for. Fangen kommer altså hermed til at udstå den fulde længde af sin dom. Men de syv år vil immervæk snart være gået. Og fangevogterne er så forpligtigede til, uanset hvilke bedømmelser de end måtte gøre sig, at løslade den tidligere dømte. Straffen er udstået, og forbrydelsen kan forsåvidt gentages - nu bare med et nyt offer.

... Men hvad er sådan en straf i grunden værd. Opdrager vores såkaldte straffesystem ikke netop i højere grad til øget kriminalitet - fremfor det modsatte. Hvordan går det til i dagens Danmark, at man kan varetægtsfængsle mennesker præventivt i uger og måneder, uden at man har noget egentlig bevis for en decideret forbrydelse; imens mordere og voldtægtsforbrydere, der vurderes ikke modtagelige for anger, så snart de blot har udstået deres såkaldte straf, hvad det så end medføre af ny tillært forhærdning, lukkes lige ud til de evt. overlevne- eller til de potentielt nye - ofre.

... I stedet for at være et straffesystem bør fængselsvæsenet være et opdragelsessted; og der hvor opdragelse synes ganske utopisk, bliver der mere tale om, at den øvrige del af befolkningen ihvertfald ideelt set må kunne færdes i tryghed. En domfældelse for svære forbrydelser skal således være betinget af, at det vitterligt bedømmes, at vedkommende ikke er disponibel for en umiddelbar sandsynelig gentagelse. Det er en sag for uvildige psykiatere, psykologer, præster, samt alle personer, der i forvejen har med den kriminelle at gøre. En dommer må på grundlag af sådanne udtalelser kunne forlænge en given dom. Men det skal ikke være på så spinkle grundlag, som de i øjeblikket set benyttet mod hundredevis af mennesker i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69, 1. marts 2007, hvor der tilmed ganske vist er tale om frihedsberøvelse i form af forlængelse af en varetægtsfængsling uden en egentlig forudgående domsfældelse eller anden grundig skyld-vitterliggørelse.

... En sand opdragelsesanstalt (forsåvidt man overhovedet kan tale om at opdrage på voksne mennesker) kan naturligvis ikke basere sig på isolering af hver enkelt dømte; med mindre vedkommende er til decideret overhængende fare for sine omgivelser - her altså de andre indsatte og fængselspersonalet. Tværtimod må socialisering være både en ret og et krav. Ligesom terapi, kunstudøvelse og studier må være det. Afstår den enkelte deltagelse, samarbejde og social kontakt - må dommen kunne forlænges; udebliver anger og erkendelse af det forkerte i at tage et andet menneskes liv, udebliver forståelsen og indlevelsen i offerets lidelse, og en forbrydelse med stor sandsynelighed synes at kunne gentage sig, da bør en dom kunne forlænges væsentligt - om nødvendigt ind til livstid. At vi her taler om personer, der ikke i klinisk forstand er bedømt decideret mentalt syge, er indlysende. Og at man altid må have for øje, at en stor del af de, der begår vold mod andre, i stor udstrækning selv er eller har været ofre. Det drejer sig altså ikke om, at skulle straffe folk yderligere - de bliver blot mere forbryderiske derved. Fængselsvæsenet må handle om hjælp og beskyttelse. Hjælp til de indsatte til at blive mere menneskelige. Og beskyttelse af de, der er eller ville kunne blive ofre for forbrydelser.