BUKSE-BRIAN

*

Det er en, der hedder Bukse-Brian. Men det er kun noget, vi kaldte ham, når han ikke selv var der. Det er jo fordi, han altid trækker op i bukserne sådan her, og tager sig i skridtet, og siger, hva' så; det er noget, han gør konstant. Han kom tit ned på pladsen, hvor vi stod, og fiskede. Ja, sgu da, der er fandeme blevet fanget mange ål der. En dag spurgte han, om ikke jeg kunne låne ham en hund. Jeg havde faktisk en hund på mig, så det kunne han jo godt. Du får den straks tilbage i næste uge, havde han sagt. Derefter så vi ham ikke et godt stykke tid. Men da han så endelig dukker op, og sir hva' så, og jeg står der, og fisker, så siger jeg jo, hvad så Brian med den der hund. Jeg har sgu ikke lige nogen, svarer han. Og jeg drejer hovedet, og siger ud over den fossende strøm, pyt med det Brian, pyt med det, jeg skriver det sgu bare på tabskontoen; jeg skriver det på tabskontoen - det' da klart, tænk ikke mere over det Brian, det kommer bare på min tabskonto. Derefter husker jeg ikke mere. Ja, kan du se den flaske deroppe. Den hænger til ære for ham serberen, der altid er så flink at indsamle de flasker, jeg smider her. Ha, ha, jeg fik grenen ned med krykken, og nu hænger den sgu der. Er det ikke smukt! Det blir sjovt, hvordan han får den ned. Ja, hvis han da overhovedet får øje på den; han er jo vant til, at flaskerne og dåserne ligger strøet ud over jorden. Men der gik faktisk et halvt år, hvor jeg var aldeles stum, og lam ned i den ene side her. Jeg kunne ikke engang gå en meter. Jeg kunne sgu kun grynte du. Han havde ramt mig her. Nej, jeg faldt heldigvis ikke forover, jeg må være sunket sammen. Ja, han sparkede mig sgu. Ramte mig med fuld kraft i kraniet. Det er derfor, jeg står herinde. Med alarmen her om halsen. Og et rør ud gennem siden her. Prøv og se! Vil du ha' en. Må I ikke! Men jeg har sgu da osse en abrikosvand, værsgo. Nej, det er ikke fordi, han kommer der mere. Han røg til Horsens. Jeg tror han bor der nu. Ja, han er kommet ud igen. Han fik så mange bank derinde - af to HA'er. Ikke noget jeg har bestilt, fik det bare at vide ad omveje. Altså for hundred kroner ... Jeg er jo totalt invalid, det er mit held, at jeg overhovedet kom til at tale igen. Du kan godt høre det, ikke. Prøv at se mine hænder. Hvis jeg ikke havde de her. Jeg kan ikke holde på en kuglepen eller læse avisen. Det' også lige meget. Tror du, der er nogen, der får ondt i røven af, at du står herinde. I har sgu da ret til en lille pause. Nå, men hyg dig du. Jeg skal lige kværne de sidste her, før jeg kører afsted igen.

*