KOR

*

Jeg vidste, at den sidste salme skulle synges ude ved graven. Men da jeg ikke var stemt for at tage salmebogen med i lommen, fordi jeg til den tid ville skulle være helt koncentreret om at bære kisten, og ikke ønskede at være nødt til at huske på at få leveret nogen bog tilbage bagefter, så måtte jeg lære salmen udenad. Jeg kendte den jo godt, men havde ikke sunget den siden min konfirmation. Men dagen før kunne jeg stadig ikke rigtig teksten, og jeg fik det af den grund kun endnu dårligere. Næste formiddag havde fortvivlelsen virkelig ramt mig - oveni de forskellige versioner af angst, der allerede havde gennemrystet min krop og livskraft. Så sidder jeg der ved køkkenbordet, og har lukket døren lidt til, så det feberplagede barn inde ved siden af ikke vil tage notits af, at jeg sidder, og forsøger at recitere salmen. Så med et høre jeg et kor fylde rummet - de synger ord for ord helt tydeligt - og jeg kommer til vished, og falder i nogen grad til ro. Da det kommer til stykket, og begravelsen er en realitet, så bruser salmerne igennem mig med en sådan kraft, at jeg ikke kan mindes at have oplevet noget tilsvarende nogen sinde før. Godt nok er jeg knækket, men jeg vil, at min families røst skal kunne høres i dette rum - i det mindste denne sidste gang.

*