Khalid Osman

Efter jeg for næsten en uge siden så et foto i avisen af Khalid Osman, kom jeg i dag til at tænke på om det ikke var ham jeg mødte for nogle år tilbage. Det kunne godt have været ham. Det var en aften omkring ni-tiden vil jeg tro. Jeg var inde omkring busterminalen, hvor der er nogle shelters. I det ene sad 4 arabere. Jeg ved ikke hvad der stak mig, men jeg var vel i godt humør, et vist overskud og min hang til dadaistisk klingklang. Jeg stikker hovedet ind i hulen, hvori jeg har hørt de 4 mænd diskutere intenst. Så åbner jeg munden og ud vælter nogle lyde spontant på et sprog jeg ikke vidste jeg kendte. Altså vel en slags volapük - i mine ører ikke meget ulig, det sprog jeg havde hørt de 4 parlamentere på. Som springknive suget af en magnet står mændene rundt om mig helt tæt ved - de 3 af dem så tæt at jeg kan mærke deres kroppe, den fjerde, som er slankere end de andre og en anelse højere - og aristokraten ved siden af de 3 andre mere proletarisk lavstammede - han står med mere behørig afstand fra den ellers stramme kreds, der netop har ladet en åbning stå, der medindrager ham, som er han af et andet luftlag end de. Den ene af mændene spørger mig på gebrækkeligt engelsk 'whatta u say?' Jeg ved ikke hvad jeg svarer - eller om jeg svarer noget overhovedet, men den høje tynde mand i den finere frakke siger noget på arabisk, jeg antager, at han siger, jeg ikke vil dem noget ondt, idet de alle tre i det samme rykker sig så meget væk fra mig, at jeg ikke længere mærker dem som kvælende nær på. ... Men så kom jeg til at tænke på i dag - at det foto jeg så af Khalid i avisen for en lille uge siden - det kunne faktisk godt være den aristokratiske mand fra hin aften. Ellers har han en dobbeltgænger. Nå, men måske møder jeg ham igen, og så kan jeg jo spørge ham. Han har ihvertfald lært dansk siden, kan jeg forstå.