Anklager, man ikke dømmes fri for, hænger stadig i luften:

Såfremt Folketinget skulle nå frem til en bærbar beslutning om at få nedsat en kommission til at granske omstændighederne angående de nu frafaldne sigtelser mod Claus Hjort Frederiksen, Lars Findsen og pet-agenten Jesper, så kunne en sådan kommission med fordel som supplerende studiemateriale sætte sig ind i sagsakterne i den ligeledes droppede sag mod den spionsigtede forfatter Arne Herløv Petersen. Sagerne har en del lighedspunkter. Det gælder indblandingen af fremmede landes efterretningsvæsener samt anklagen om at lække statshemmeligheder til eller om fremmede magter. Men på et punkt adskiller de to sagskomplekser sig fra hinanden. For hvor pet-agenten Jesper på forhånd har erkendt sin skyld i anklagen mod ham angående at have lækket fortrolige oplysninger til danske journalister, så har Arne Herløv Petersen hele vejen og til stadighed erklæret sin egen uskyld i de vidtløftige spionanklager mod ham. Ved at holde de to sagskomplekser op mod hinanden vil det være muligt for en kommission at nuancere bedømmelsen af det aktuelle sagskompleks, som de i så fald bliver sat til at forholde sig til. I sagen om Arne Herløv Petersen får jeg som læser af sagsakterne det indtryk, at sagen mod ham alene er sat i verden for at statuere et eksempel til afskrækkelse - og at det aldrig var en reel hensigt at føre sagen til doms, da en sådan proces kun ville have afdækket - dels hans uskyld, dels bevæggrundene til overhovedet at anklage ham og i sidste ende - efterretningsvæsenets og det politiske niveaus bagvedliggende intentioner og arbejdsmetode. Kunne noget lignende tænke sig at være tilfældet i det foreliggende sagskompleks?

Men omend anklagerne hænger uafviste i retsalsluften, så burde folkedomstolen ret enkelt kunne se, at Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen IKKE kan have udtalt noget komprimiterende eller strafbart angående kabelsamarbejdet med det amerikanske efterretningsvæsen, hvor igennem alle danskeres elektroniske og telefoniske samtaler potentielt aflyttet af det amerikanske efterretningsvæsen, for disse oplysninger VAR ALLERDE offentligt kendte før ovennævnte personer udtalte sig offentligt. De var gjort kendte gennem Edward Snowdens afsløringer og blev bragt til torvs af flere danske dagblade - herunder Dagbladet Information.

Herlufsholm Kostskole:

De fornyeligt fremdragne eksempler på ritualiseret mobbekultur på Kostskolen Herlufsholm er ikke enestående tilfældigheder men udtryk for skolens DNA. Skolen har en historisk hang til hemmelige indvielses ritualer groet ud af adelens overbevisning om egen ret til at herske over andre. Dette menneskesyn blev allerede for 18 år siden beskrevet i et essay i Dagbladet Information:

”De finder i hinanden deres skoleårs tro på sig selv som herrerace. For Herlufsholm giver én søjle at klamre sig til. For nogle bærer den dem gennem livet. Herlufsholm lover den mest formørkede, sekteriske og uhumanistiske af alle den moderne verdens udfrielser. Her kan man gennem underkastelse, uniformering, lydighed og ritualiseret voldsudøvelse blive übermensch.

 

Den sociopatiske vildfarelse blandt eleverne og skolens støtter er, at Herlufsholm er elitens arnested. Skolens selvforståelse hviler på, at her blev adelens unger opfostret til at herske, embedsmændenes børn udlært i med den rette herrementalitet at administrere, riges børn oplært i uden argument at acceptere deres gudgivne overlegenhed. De havde jo alle gået på Herlufsholm.

 

Det mest giftige bid, som slangen sætter i brystet på Herlufsholms børn, er løftet om for evigt at tilhøre herreracen. Afstivet af ens, lyseblå polyesterskjorter hængt op i deres plastisk skinnende nylonslips holder skolens elever meningsløsheden ud. De fejrer den, og dem, der ikke hurtigt forlader stedet, bliver oftest deres bødlers apologeter. Det er et Stockholm-syndrom af uhyggelige, historiske proportioner.

 

Herlufsholms lydige elever bliver lovet en plads i det evige, overlegne liv på jord. Vi lærte, at her blev samfundets magthavere uddannet, her ville vi blive lukket ind i den danske histories kommandocentral.”

Kasper Hansen i Dagbladet Information 2004 om sit ophold på Herlufsholm Kostskole i begyndelsen af 90’erne. Hele artiklen om tre års fornedrelse og sjælelig forgiftning kan læses HER.

 

Kynismens kvælertag på demokratiet:

 Kronik af læge Anders Beich i Dagbladet Information d. 2. august 2021: HER.

Den Hjemløse Poesi:

Den hjemløse poesi (bag betalingsmuren):

"Vi bliver nødt til at insistere på, at vi er med til at forme, hvilket Europa vi vil leve i. Og hvilke EU-regler, der gælder. Det må aldrig blive sådan, at vi bare siger, at det må vi ikke mene noget om, for det har EU besluttet. Men det er desværre sådan, det er i praksis i dag."

"Hvis man både vil et EU-samarbejde med fri bevægelighed (og) [af] arbejdskraft, og man samtidig ikke vil påvirke det til at forhindre, at de, der kommer hertil, kan få sociale ydelser, har det nogle konsekvenser i forhold til, hvilket Danmark vi vil komme til at kende om 20-30 år. Så vil det blive et mere konfliktfyldt samfund. Den måde, det globaliserede samfund forvaltes på, underminerer respekten for, at man skal betale forholdsvis høje skatter til et velfærdssamfund, som folk udefra, der ikke har bidraget i særlig høj grad, i vid udstrækning får adgang til. Og det er den fortælling, vi skal gøre mere og mere ud af, så det ikke bare bliver en diskussion om, at jeg ikke vil have så mange asylansøgere til Danmark. Flere og flere skal blive bevidste om, at det ikke er et spørgsmål om asylansøgeren. Det er et spørgsmål om, hvilket Danmark vi har om 30 år."

"Du kan ikke på én og samme tid føre en Robin Hood-politik i den økonomiske politik, hvor du vil en omfordeling fra bedrestillet til dårligere stillet, og så have en fuldstændig åbenhed i forhold til, hvem der kan komme ind i landet og få andel i goderne. De, der er ved muffen, vil flytte fra landet, og de, der er dårligere stillet, vil flytter hertil. Det undergraver simpelthen samfundet."

Fra interview med Kristian Thulesen Dahl, Information 22.-23- juni 2013

"Min holdning er, at det selvfølgelig er forkert, når præster i den danske folkekirke bliver forskelsbehandlet. Det er jeg sikker på, at biskopperne er enige med mig i. Håndtrykket er en del af ritualet og en måde at forsegle ordinationen på. Selvfølgelig skal mandlige præster give hånd til deres kvindelige kolleger. Ingen tvivl om det."

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen: læserbrev i Information fredag d. 21. juni 2013

"Jacob Winther afviser, at han ifølge Ekstra Bladet lækkede dybt fortrolige oplysninger om, at danske jægerjournalister inden for kort tid skulle sendes til Irak." Nikolai Thyssen i Information 12.12. 2011 kl. 21.38

Kampen i sproget og kampen om sproget

"Danmarks islamofober opererer med præsic den samme tankefigur som vulgærmarxisterne i 70'erne" Sådan skriver Paul Smith i kronik i dagens Information. Og han påviser videre, at visse af datidens vulgærmarxister endog er identiske med nogle af nutidens islamofober. Og det er jo sådan set ret tankevækkende i sig selv. Men P.S. får også i sin belysning af det overordnede tema flettet noget ind om Aristoteles og hans påvisning af, at der i sprogets elementære logik ligger noget, der 'tvinger' samtalepartnere frem mellem ordene. Det fik mig med et til at indse, at det lige præcis er det, jeg pt arbejder med eller benytter mig af - i en samling jeg kalder Propagandamajoren fra Svans. Paul Smith skriver: " (...) sprogets polære (+-) og binære (= to-ledede (0/1) grundstruktur holder de betydningsgivende grundbetegnelser sammen. Det er modsætningerne (+-), der sætter betydningerne - ikke som adskilte størrelser i egen ret - men som forbundne par (0/1)." Det er der, jeg gerne har villet gå ind og undersøge propagandistiske udsagn, der jo netop kan synes at være den ene adskilte størrelse i et amputeret sprog; det interessante for mig er så, om det da er muligt at tilføje sproget sine amputerede lemmer igen, ikke så disse bare fremstår amputerede, men således at de tegner en ny helhed, den helhed propagandaen syntes at være faldet ud af.

kommentarkommentar

Mette Moestrup havde d. 6. marts d.å. en kommentar i Information indeholdende oplysninger om bl.a. Forfatterskolens forestående studietur til Grønland, afrejse 24. april. Moestrup skriver endvidere for helt egen regning: "Jeg tror på muligheden af at arbejde selvkritisk med sit blik på den såkaldte 'anden' - uden at blive så berøringsangst, at man tier. ("I believe a writer is responsible even for what he does not write", som Edmund Jabès siger)." Men forunderligt nok er det også samme Jabès, der skriver, at 'alle bogstaver danner fraværet./Således er Gud barn af Sit Navn.' Hvilket jeg straks, da jeg læste det, fik lyst til at lave om til: Alle bogstaver danner mennesket. Således er mennesket barn af Gud. Moestrup afslutter sin kommentar med at skrive: "Hvad eleverne på Forfatterskolen og de unge, grønlandske forfattere får ud [af] besøget i Nuuk, ja, det hverken kan eller vil jeg som lærer forsøge at kontrollere eller spå om. Det må fremtiden vise." Til dette udsagn kunne passende stå endnu et citat fra Jabés, nemlig: "I try to keep that material as long as possible in a state of chaos at the book's very threshold, so that the reader too may witness the birth of the work." I hvert fald må det vel ligge i sagens natur, at fortsættelse følger, således at Informations læsere får indblik i, hvordan Grønland ('s forfattere) ser på Forfatterskolen ('s elever+lærer) - og omvendt.

*HVOR MANGE RYGGE KAN DE VENDE MOD DIG*

... Digte i kim hedder Niels Franks anden digtsamling, som udkom i 1986 - med det karakteristiske Johannes Holbek maleri Planten brugt som forlæg for omslaget. Netop et digt fra den samling genkaldte jeg mig, da jeg tidligere i år læste et interview med Niels Frank i Informations week-end sektion Refleks [Information 12.-13. maj 2007 ::: 'I Danmark skal kunsten altid gøre nytte' af Karen Syberg]. I interviewet får Frank nuanceret givet udtryk for bl.a. litteraturens veje og nødvendige vildveje, og jeg kan kun være enig, når han indirekte betoner det kunstneriske hvordan fremfor nyttetænkningens hvad. * Men det var følgende slutpassage, der førte mig tilbage til Franks egen digtning fra midt-firserne: Det er da meget fint, at selv små, nye digtsamlinger bliver anmeldt i Danmark, men det betyder også, at enhver ny digter allerede bliver en 'del af dansk litteratur'. Det bliver svært ikke at forestille sig, at man skal igennem systemet. I USA passer digterne langt hen sig selv, hvilket har den betydning, at de får lov at radikalisere sig. I Danmark skal de straks tænkes ind i en større ramme af 'dansk litteratur'. Franks debut-samling Øjeblikket fra 1985 samt opfølgeren Digte i kim - fra det følgende år - fik en god portion opmærksomhed og ros. Allerede i opfølgeren skriver han på side 19: [...] Nogen står bag dig og siger at du skal skrive om dem Deres fingre følger din ryg til armene bryder frem og slår vandet væk Hvor mange arme skal gribe fat i dig før du ser at lyset er slukket [...] Allerede her synes Frank at være bevidst, om det han 21 år senere giver udtryk for i Refleks. Efter disse to samlinger ændres hans digte da også - omend ikke radikalt så dog ihvertfald betydeligt. Den følsomhed, digtene i de to første samlinger er udtryk for, vil ikke omklamres eller holdes fast, derfor ændres de efterfølgende skriftspor. Noget jeg - med min forkærlighed for netop de to første samlinger - har ærgret mig en del over ~ men nu ser nødvendigheden bag eller af. Det er som om Niels Frank ikke - p.g.a de provensielle omstændigheder - kunne gå rent videre fra sit oprindelige udtryk - men måtte slå ind på en omvej//vildvej. Omend han vel selv fra sin skriveposition må opleve, at han netop er nået ind til et renere, mere ærligt udtryk, idet han har skullet forholde sig til, at hans første digte fra start af nærmest var fin-litterært kanoniserede, og han derved for at forblive ærlig ikke måtte opholde sig ved dén ene sande vej en sådan tidlig kanonisering ellers kunne friste til, men måtte vælge tvivlens mange (vild)veje. Det er således ikke digterens poetiske udgangspunkt, der danner skole, men hans efterfølgende bestræbelser og refleksioner. Således har Franks digtning også gennemgået en almenmenneskelig bevidstheds- og verdens- udvikling. Det er kunstnerens lod (at forsøge) at bane nye stier, ikke at opholde sig ved det én gang kendte. Hvordan ville Niels Franks digte anno 2008 mon have været, om hans digte anno 1985/86 - i stedet for rivende velvilje - havde mødt hård kritik eller sågar total ignorance? *

Medierne som kunstscenens forlængede arm

"Hvem eller præcis hvad The European Initiative er, ved vi ikke." "Søgninger på internettets kunstdatabaser melder imidlertid intet om The European Initiative." "The European Initiative er maskeret bag en ubestemmelig institutionel identitet. Ja, afsenderen er nærmest usynlig." "Eller er det simpelthen dér, kunstscenen er nu? På verdensscenen? I en 'revolutionscelle' i den nordvestlige del af Teheran, hvor en uidentificerbar organisation uden demokratisk legitimitet bag sig arbejder for at erstatte et utåleligt regime med demokrati?" Sådan skriver og spørger Ferdinand Ahm Krag bl.a. i dagens Information. På mig virker artiklen, der er én blandt flere artikler i en serie kaldet Yderpunkter, forstilt. Især når artiklen bringes af en medarbejder på en avis som Information. Véd vedkommende virkelig IKKE hvad der foregår på avisen. Personen, der på et dokument gengivet i artiklen står benævnt som Bob Nielsen, burde ellers være kendt både af journalister ved og læsere af Information. & hvorfor har hr. Ferdinand ikke gjort sig den ulejlighed at søge på netop navnet 'Bob Nielsen' i sammenhæng med det andet gengivne pseudonym: 'Thomas Altheimer'; så havde han kunnet finde følgende vel nok så interessante oplysninger. Han kunne endda have gjort et rigtigt godt stykke hjemmearbejde - ved tilmed at læse de derunder fremkomne publikationer. Nuvel, det har han måske så også gjort, og deri ligger jo så det forstilte; mediet slet og ret som en gren af kunstscenen, udemærket. I blogospheren ligger nemlig i.ø. en hel føljeton angående revolutionen i Teheran; Weekendavisen har, som det også fremgår af første link, tilmed også allerede bragt oplysninger i sagen; så medierne er godt turnet på. Og ydermere kan en murstensroman kastes med ind i mediemøllen. Så, nej, Ferdinand Ahm Krag, der er på ingen måde tale om, at afsenderen nærmest er usynelig. At der stiles video-stills til redaktionen (redaktionerne?) kunne vel også ses som en nødudgang, såfremt nogle af de implicerede pludselig skulle forsvinde under mere eller mindre mystiske omstændigheder. Men som det fremgår af Mission Iran, er ikke alting dikteret af diktatur, skal man tro bloggen og Claus (eller Bob - eller BOOB), så fejler de erotiske frekvenser bestemt ikke noget på de breddegrader; men måske er det netop det bestående regimes atmosfære, der gør det pikante ekstra pikant? Eller er det i bund og grund noget så gennemvædet patetisk, at revolutionen i sidste ende handler om et enkelt menneskes forsøg på at genantænde en ellers udsivende seksualitet? Fint nok med mig; sådan blir man ad bagvejen turnet på en moderne læge-roman.

Dagbladet Information bringer i dag en artikel om AirPlay Street Gallery og det tværkunstneriske installationsprojekt Shades of Fear, hvor Julie Sten-Knudsen og jeg bl.a. har indtalt digte til. Artiklen indledes således: "En basketbane på Nørrebro henligger i bølgende røg. Et maleri af et menneske knuget i frygt, pressebilleder fra en terror-aktion og en film med unge, der spiller basket, projiceres op på husmuren ved banen. Lydsporet består af oplæsning og musik. Musikken gentager samme tone, mens oplæserstemmen insisterer: 'Luk vinduet i!'." Artiklen er skrevet af Malene Wichmann, og jeg synes hun giver en meget stemningsmættet skildring af AirPlay Street Gallery som Gade-Galleri.

...

AFR (lV)

Det lader til, jeg skal have fat i nr. 37 af magasinet Ekko. Foreløbig kan jeg så orientere mig ud fra en kort artikel bragt i Information i dag under overskriften En fosforbombe af kærlighed. Det er forfatteren Carsten Jensen, der har skrevet en ovenud begejstret anmeldelse af filmen AFR. Jeg citerer fra Informations Lars Borkings resume af Carsten Jensens ord: "AFR er den største tillidserklæring, statsministeren kommer til at modtage i sit 'kuldslåede, kalkulerede liv'. Det er overrumplende og genialt, når instruktøren tror på statsministerens ord og lader ham tage konsekvensen af dem." Så megen ros til selve teknikken i filmen, som jo allerede har fået en del foromtale. Men Borkings Jensen-resume går videre: "I filmen bliver Anders Fogh til det nye årtusindes Gandhi, der med kærlighe(d)sforholdet til sin unge ven bryder igennem og på et politisk plan slås for nødstedte og fattige mennesker." Nå, da-da-da DADA! Og så bliver Borkings gennemgang mere hårdkogt, idet artiklen her går over i et rent Jensen citat: "På den blideste, mest underfundige måde gør Morten Hartz Kaplers opmærksom på det oversete forhold, at Anders Fogh Rasmussen nok er den mand i Danmarkshistorien, der egenhændigt har gjort den største indsats for at gøre det danske sprog meningsløst." Sådan; det kan se ud til, der lige godt er en grund til, at filmen allerede har høstet en pris. Jeg glæder mig ærlig talt mere og mere til at se filmen. & læse Carsten Jensens anmeldelse i fuld længde.