Om den katolske kirke og muligheden samt evnen til at tænke frie tanker

 

Det er uomtvisteligt at MAGT spiller en stor (og i mine øjne både ødelæggende og fordrejende) rolle i den katolske kirke. Men når det så er sagt og det kan nok ikke siges fuldt ud i hvilket omfang denne magt strækker sig, så skal man ikke være blind for - at der indenfor den katolske kirkes egne trosrum faktisk findes en ret vid frihed til at forske i mystik og at den katolske kirke vitterlig har en lang tradition for en esoterisk tilgang. Selve deres ceremonier må siges i sig selv at bevæge sig ind på mystikkens område. Friheden i "munke-celle-kultur" har faktisk frembragt mange værker, der åbenbare, at vi her har mennesker bag værkerne, der netop er givet rum og mulighed for at tænke egne tanker - indenfor den katolske kirkes segl. En af grundlæggerne af en orden der selv er et lysende eksempel på een, der har tænkt selvstændige tanker og har udbredt en helt konkret åndelig lære - er Frans af Assisi.

Men endnu mere anvendt af den katolske kirke har Thomas Aquinas lære gennem tiden været. Han er et pragteksemplar på en tænker, der formår at forbinde filosofiske tanker – først og fremmest hidrørende fra Aristoteles – med kristendommen. Aquinas er således i sin egen ret at regne for filosof og det er i den katolske sfære, at han fandt plads til at tænke sine – og Aristoteles’ tanker.

Visioner har den katolske kirke også tradition for at huse. Der er mange beretninger om Jomfru Maria Åbenbaringer. Mest fra kvinder. Visionær har Hildegard af Bingen også været og selvom der var en grad af modvilje rettet mod hendes person til en start, så vandt hendes visioner overbevisende indpas i nyudformede klostersamfund.

Et andet eksempel, som er af lidt nyere dato - er antroposoffen Valentin Tomberg, som fandt ly i den katolske kirkes mysterievisdom og dér fik lejlighed og opbakning til at forske i esoteriske emner, som han udkrystalliserede i adskillige bøger.

Så paradoksalt det end er, at Rudolf Steiner blev forfulgt af jesuitterne og at der den dag i dag findes mennesker, som også finder det sandsynligt, at han blev forgivet af disse --- så har den katolske kirke faktisk lagt de fysiske rammer til rådighed for at esoterisk visdom som en antroposofisk videreførsel blev givet mulighed for at finde udtryk gennem Valentin Tomberg.

Eurocentrisme versus arabisme

”I 800-tallet var det i høj grad den arabiske verden, der tog teten på videnskabsfronten. Dengang kunne du læse bøger om historie af folk som Ibn al-Nadin, om matematik af folk som Abd al-Hamid ibn Turk og Al-Khwarizmi eller om politik, astronomi, landbrug, botanik og filosofi af tænkere som Ibn Qutaybah”  Philip Sampson

De er vel for dig også en slags klassikere går jeg ud fra; andet og mere er i sig selv interessant, og jeg vil ikke tvivle på, at det andet og mere er noget, man kan tage ved lære af. Hvilket jo rent faktisk også er sket. Når Aristoteles' tanker så let kunne optages af de arabiske tænkere, tyder det jo på, at tænkningen er universel, og det er naturligvis banalt at skrive det, og jeg som europæer tillægger sandsynligvis det følgende opridsede forhold en større rolle end en araber vil gøre.  Pga Aristoteles' skrifter er den arabiske tænkning, altså den arabiske måde at tænke på nået ind i europæisk åndskultur. Mange forhold, ord og tænkemåder og matematiske forhold var jo ikke så ubesværet kommet til Europa, hvis ikke Aristoteles' skrifter var blevet bragt med og oversat - for senere, da skrifterne på originalsproget på det nærmeste var udslettet, at vende tilbage - nu oversat tilbage fra de arabiske oversættelser og tolkninger. Den arabiske tænkning på sine udelukkende egne betingelser og vilkår har nok haft betydeligt meget sværere ved at nå frem her til; deri ligger der ikke kun en åndskamp, selvom jeg tror, at det er det vigtigste omdrejningspunkt, og det er jo svært foreneligt med overbevisningen om, at tænkningen er universel.

 ... ideen findes i tingen:

Kampen i sproget og kampen om sproget

"Danmarks islamofober opererer med præsic den samme tankefigur som vulgærmarxisterne i 70'erne" Sådan skriver Paul Smith i kronik i dagens Information. Og han påviser videre, at visse af datidens vulgærmarxister endog er identiske med nogle af nutidens islamofober. Og det er jo sådan set ret tankevækkende i sig selv. Men P.S. får også i sin belysning af det overordnede tema flettet noget ind om Aristoteles og hans påvisning af, at der i sprogets elementære logik ligger noget, der 'tvinger' samtalepartnere frem mellem ordene. Det fik mig med et til at indse, at det lige præcis er det, jeg pt arbejder med eller benytter mig af - i en samling jeg kalder Propagandamajoren fra Svans. Paul Smith skriver: " (...) sprogets polære (+-) og binære (= to-ledede (0/1) grundstruktur holder de betydningsgivende grundbetegnelser sammen. Det er modsætningerne (+-), der sætter betydningerne - ikke som adskilte størrelser i egen ret - men som forbundne par (0/1)." Det er der, jeg gerne har villet gå ind og undersøge propagandistiske udsagn, der jo netop kan synes at være den ene adskilte størrelse i et amputeret sprog; det interessante for mig er så, om det da er muligt at tilføje sproget sine amputerede lemmer igen, ikke så disse bare fremstår amputerede, men således at de tegner en ny helhed, den helhed propagandaen syntes at være faldet ud af.