Om den katolske kirke og muligheden samt evnen til at tænke frie tanker

 

Det er uomtvisteligt at MAGT spiller en stor (og i mine øjne både ødelæggende og fordrejende) rolle i den katolske kirke. Men når det så er sagt og det kan nok ikke siges fuldt ud i hvilket omfang denne magt strækker sig, så skal man ikke være blind for - at der indenfor den katolske kirkes egne trosrum faktisk findes en ret vid frihed til at forske i mystik og at den katolske kirke vitterlig har en lang tradition for en esoterisk tilgang. Selve deres ceremonier må siges i sig selv at bevæge sig ind på mystikkens område. Friheden i "munke-celle-kultur" har faktisk frembragt mange værker, der åbenbare, at vi her har mennesker bag værkerne, der netop er givet rum og mulighed for at tænke egne tanker - indenfor den katolske kirkes segl. En af grundlæggerne af en orden der selv er et lysende eksempel på een, der har tænkt selvstændige tanker og har udbredt en helt konkret åndelig lære - er Frans af Assisi.

Men endnu mere anvendt af den katolske kirke har Thomas Aquinas lære gennem tiden været. Han er et pragteksemplar på en tænker, der formår at forbinde filosofiske tanker – først og fremmest hidrørende fra Aristoteles – med kristendommen. Aquinas er således i sin egen ret at regne for filosof og det er i den katolske sfære, at han fandt plads til at tænke sine – og Aristoteles’ tanker.

Visioner har den katolske kirke også tradition for at huse. Der er mange beretninger om Jomfru Maria Åbenbaringer. Mest fra kvinder. Visionær har Hildegard af Bingen også været og selvom der var en grad af modvilje rettet mod hendes person til en start, så vandt hendes visioner overbevisende indpas i nyudformede klostersamfund.

Et andet eksempel, som er af lidt nyere dato - er antroposoffen Valentin Tomberg, som fandt ly i den katolske kirkes mysterievisdom og dér fik lejlighed og opbakning til at forske i esoteriske emner, som han udkrystalliserede i adskillige bøger.

Så paradoksalt det end er, at Rudolf Steiner blev forfulgt af jesuitterne og at der den dag i dag findes mennesker, som også finder det sandsynligt, at han blev forgivet af disse --- så har den katolske kirke faktisk lagt de fysiske rammer til rådighed for at esoterisk visdom som en antroposofisk videreførsel blev givet mulighed for at finde udtryk gennem Valentin Tomberg.

Betydningen af stimulation

 

Du skal tænke på, at selvom man kan være født med en fuldstændig blank og uudfoldet hjerne, så kan du både på trods af og som følge af sparsom stimulation udvikle dig til geni eller det modsatte og alt der imellem. Det afhænger jo af, hvilken ånd du har med dig, hvilken ånd du ER, hvilken lang række af erfaring som ligger foldet ind i det uudfoldede. Du kan godt gennem dit lange register af erfaringer, lidelser og andre interaktioner have lagret geniet i det uudfoldede. Og kan så nu netop være født til en hvile-inkarnation uden nævneværdig ydre stimuli, fordi du af dig selv helt naturgivent vil folde det iboende ud. Det er en fejl, at vi vil se retardering som et onde. Retardering kan også være et gode, når det forekommer i betydningen, at man fravælger ydre stimuli til fordel for indre ro, harmoni og hvilen i sig selv, glæde helt ud fra sin egen væren til. Det vil jo være helt individuelt hvad et menneskevæsen har brug for - til at udfolde det, som det er kommet her til jorden for at give.

Gautama Buddha blev som barn fraholdt al kontakt med verden uden for paladset. Al lidelse ville man forskåne ham for. Hvis vi skulle overføre det til, hvordan vi pædagogisk indvirker på barnets opdragelse, så ville noget tilsvarende være, at vi ville undgå for tidlig intellektualisering. Vi ville undgå stimulering og lade det, nogle ville kalde kedsomhed, være den ydre anledning til at stimulere barnets egen fantasi. Men et barn kunne ikke være overladt til en sådan pædagogisk 'metode' uden at kærlighed, omsorg, rytme og ceremoni også var til stede. Et barn alene overladt til sine egne stimuli, sin egen fantasi, ville udvikle hypersensitivitet og ville som voksen meget sandsynligt blive neurotisk. Ja, paradoksalt nok - ufri.

Da Gautama Buddha endelig som 29 årig kom til kendskab om verdens fortrædeligheder, lidelser og armod udviklede han spontant sin lære, der indeholder medlidenhed med alle levende skabninger, men også viser vejen til ro, glæde og latter.

 

Den nøgne, den nøgterne og den sekulære

I kan gerne fjerne religioners symboler fra det offentlige rum. Men jeg finder, at vi bliver meget fattige, hvis alle fremtidige generationer skal vokse op uden i det mindste en gang imellem at have oplevet en stemning af ceremoni og andagt. Det er så min personlige mening, og den kan jeg naturligvis bare selv sørge for kommer til live i forhold til mine egne børn. Men det ville for mig minde en anelse om en sovjetstat. Fjern religionerne fra børnenes skuldre - men ikke den religiøse følelse af naturforbundethed og besjæling, som børnene lever i - såfremt de ikke tvinges ind i det mekanistisk-reduktionistiske verdensbillede meget af vi voksnes tilværelse udbreder sig som.

Religion er en privat sag og bør også forblive privat. Men jeg skelner ligesom i øvrigt Niels Hausgaard mellem religion og religiøsitet, og jeg ønsker mig ikke en materialistisk sovjetstat uden ånd, og det ved jeg, at ingen anden dansker vel egentlig heller ønsker sig. En sonetkrans er ceremoni lige så vel som et korværk virker ceremonielt. Det er det, jeg blandt andet mener med, at ceremoni er vigtig.