:::

 

Hvis en ideologi

er gået hen og blevet en religion

har den banet vejen

for det velsmurte diktatur.

 

:::

Hvis en religion

bliver brugt ideologisk

er den ikke længere bare

en privat tro. 

 

:::

 

Tro er ikke ægte tro, når den skal betvinges andre

så er den blot kamufleret tvivl.

 

Tro, viden og retfærdighed

 

’Tro’ er en faktor, der kan have lige så afgørende betydning som 'viden' i forhold til, hvad retfærdighed er. Oplevelsen af hvad der er retfærdigt og hvad der er rigtigt at gøre og hvad der for een er forkert at gøre kan også være en blanding af tro og viden. Måske har troen (viljen) egentlig altid været der,  men er forblevet umanifesteret ind til det tidspunkt, hvor troen møder viden, da kan troen manifesterer sig som en 'ny' tro. Nogle gange ses det, at mennesker med en sådan nyvunden (nyopdaget) tro agiterer hårdt over for sine medmennesker på en for disse mennesker ofte frastødende måde. Når noget sådant sker, så grundes det nok i, at man gerne vil overbevise ikke mindst sig selv, om at den nyvundne tro er det eneste saliggørende og at den 'højrøstede' og gentagende agitation kommer i stand som et håb om at kunne overdøve de normer, der så længe havde pakket een ind i en tilstand, hvor man overhørte sin inderste tro, sin inderste vilje (guds vilje).

 

Miraklet i Gullspång

 

Jeg anbefaler eventuelle læsere af nærværende opslag, som endnu ikke har set den såkaldte dokumentarfilm Miraklet i Gullspång, men som har et ønske om engang i fremtiden at se den, IKKE at læse følgende kortfattede betragtninger over netop denne film.

I filmen Miraklet i Gullspång optræder, som jeg opfatter scenariet, repræsentanter for to forskellige verdensanskuelser/udviklingstrin. To helsøstre står for mig som repræsenterende Troen – og Overtroens menneske. En formodet ”halvsøster” står som repræsentant for det materialistiske, intellektuelle, rationelle og til en vis grad kyniske menneske (eet af filmens mange spørgsmål). På sine formodede halvsøstre virker denne kvinde, udtrykt med den ene af de to søstres egne ord, som en slange (!)

Konflikten kommer imidlertid i den første omgang ikke i stand grundet denne karakteriserede slange-mentalitet. Tværtimod er de troende søstres afvisning af den andens helt logiske og selvfølgelige overvejelser (baseret på en forekommer det mig i udgangspunktet intuitiv indsigt), det der bliver anstødsstenen. Havde de troende med interesse gået ind på den formodede halvsøsters ræsonnement og havde fulgt op på hendes antagelser, i stedet for fordomsfuldt at afvise dem, så mener jeg, at de tre kvinder trods forskellighederne ville have kunnet finde hinanden på en balanceret og respektfuld måde.

Fælles for de tre kvinder er dog en mere eller mindre udpræget mangel på evne til kærlighed, når det kommer til stykket. Selvom de fra hver sin side jo burde have kunnet finde denne evne frem fra det indre sjæleliv. Nu bliver det til en tænderskærende dyst med forstillelse og afvisning og had.

Når jeg i de ovenstående skitserede betragtninger kalder filmen for en såkaldt dokumentarfilm, er det ikke mindst grundet i at instruktøren, Maria Frederiksson, allerede ved filmens begyndelse betoner det instruerede, det konstruerede; så er vi advaret. Dette betyder ikke, at der ikke er grundlæggende forudsætninger for filmen som er sande eller syntes sande (for instruktøren). Det betyder, at instruktøren i arbejdet med det dokumentariske materiale selv er kommet frem til flere spørgsmål, end der som udgangspunkt var i ""Miraklet"". Filmen er således en formidling og gengivelse af netop disse spørgsmål, som i helt overmægtig grad opstår. Et af disse spørgsmål er – kunne instruktøren have gjort det anderledes for, at filmen ikke endte i en åben konflikt, der blot gør den underliggende tragedie endnu mere ubærlig?

Miraklet i Gullspång er en dokumentarfilm, der dokumenterer eller rettere udstiller, hvordan alle mennesker synes at være fyldt med løgn. Ingen af de i filmen involverede går fri for i det mindste en rem af huden.

 

Den Materialistiske Spiritualitet

 

Trangen til at tro på en udenomsjordisk oprindelse for menneskeheden - som den scientologi, Mark Passio og Lloyd Pyes plæderer for, regner jeg for en decideret materialistisk spiritualitet. Et vildspor i spirituel henseende.

 

Lys er helt og aldeles usynligt. Vi ser kun, det 'lyset' rammer. Og det er netop den tankegang,  de ovenfor nævnte instanser udfolder: at alt skal forklares ud fra noget synligt. Denne tankemodel gør det metafysiske til blot og bar fysik. Som f.eks. at der skulle være nogen som helst forklaring i menneskehedens oprindelse i at sige, at vi stammer fra rumvæsener. Ja, hallo, hvad forklarer  det om oprindelse - andet end at det kapper toppen af tilværelsen af - den del af vores tilværelse vi netop ikke kan sanse med vore almindeligt kendte fysiske organer.

 

:::

Det ligger ikke i mine sko at kende dagen
når jeg står op en hverdags morgen
mørket ligger i alt for små sko
og er beklemt
alle de mange stemmers sko
som vil ud 
i alle retningers disonante tro
jeg klemmer mig ned i de sko
som jeg skal gå igennem mørket med
når jeg står op en hverdags morgen
hvor alle de mange stemmers sko
klemmer sig ned i hver sin tro
jeg er hver af de mange stemmer
jeg kender ikke deres skridt i morgengryet
før de synger
når jeg går
ind i dagen
som kommer mine skridt i møde
med kys til hver snudes sko.

Den nøgne, den nøgterne og den sekulære

I kan gerne fjerne religioners symboler fra det offentlige rum. Men jeg finder, at vi bliver meget fattige, hvis alle fremtidige generationer skal vokse op uden i det mindste en gang imellem at have oplevet en stemning af ceremoni og andagt. Det er så min personlige mening, og den kan jeg naturligvis bare selv sørge for kommer til live i forhold til mine egne børn. Men det ville for mig minde en anelse om en sovjetstat. Fjern religionerne fra børnenes skuldre - men ikke den religiøse følelse af naturforbundethed og besjæling, som børnene lever i - såfremt de ikke tvinges ind i det mekanistisk-reduktionistiske verdensbillede meget af vi voksnes tilværelse udbreder sig som.

Religion er en privat sag og bør også forblive privat. Men jeg skelner ligesom i øvrigt Niels Hausgaard mellem religion og religiøsitet, og jeg ønsker mig ikke en materialistisk sovjetstat uden ånd, og det ved jeg, at ingen anden dansker vel egentlig heller ønsker sig. En sonetkrans er ceremoni lige så vel som et korværk virker ceremonielt. Det er det, jeg blandt andet mener med, at ceremoni er vigtig.

Sandhedens subjektive øjeblikke:

Der er vel ingen forskel på at være religiøs og at være troende; man kan være både religiøs og troende uden at tilhøre noget kirkesamfund eller uden at sværge til en bestemt dogmatik. Men nogle opfatter det at være troende som at man så opfylder et regelsæt, som en religiøs autoritet har stadfæstet som uomgængeligt for at være troende. Imidlertid kan enhver tro lige præcis, hvad pokker han eller hun vil. Det religiøse område er der ingen, der i virkeligheden har patent på, selvom mange bilder sig selv og andre ind, at de har.

At tilhøre eller bekende sig til en bestemt religion er ikke pr automatik ensbetydende med, at man så nødvendigvis har religiøse oplevelser. Så på den måde set kan der måske alligevel være en forskel. At være troende inkluderer vel også så at være tvivlende. Blind tro er jo netop blind. Imens en personlig religiøs oplevelse kan finde sted helt uafhængigt af tro, trossystem eller religion. Og for én, der har en sådan oplevelse, må dette opleves som værende det øjebliks absolutte sandhed.

Og hvad er så en religiøs oplevelse.

Er det en oplevelse, der overskrider oplevelsen af alt, jeg opfatter som 'mig'?

At se et uidentificeret flyvende objekt.

At opleve noget, der synes, at ligge udenfor, hvad man almindeligvis kan forklare indenfor fysikkens lovmæssighed.

At være i mørket omgivet af et uforklarligt lys uden nogen fysisk registrerbar kilde.

At glide ud af sin krop og se den ude fra.

At mærke en sten eller anden fysisk genstand fortælle én om for længst passerede hændelser, man ellers ikke kendte til.

At opleve livskraften konkret i alt levende.

At elske et andet menneske på trods af dets helt tydelige fejl og på trods af de givne omstændigheder.

At opleve et menneske med down syndrom fortælle én, at man er gravid, når man endnu ikke selv vidste det.

At mærke rummet udvide sig og føle sig ét med naturkræfterne.

At modtage varsler, som senere viser sig at være sande.

At opleve to sjæle og én tanke.

At se et lysende væsen stå foran vinduet i 5. sals højde.

At møde en frø, der giver en menneskeligt lignende lyd fra sig.

At erfare dyrene ser dine tanker.

At opleve mellemmenneskelig synkronitet.

At have deja vu oplevelser.

At drømme sig ind i et andet menneskes jeg.

At opleve at man er et vidne, der trækker vejret.

Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.

* Tro vælder ud af vulkanøens indre. *