Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.