Den dag, jeg for tredje gang skulle til fest på Museumsgade, havde jeg til Jacks store ærgrelse raget alt skægget af. Han havde ellers, sagde han, været så glad for dets vilde og uplejede råhed, fordi jeg ikraft af det mindede ham om den i mine øjne ellers veltrimmede Ernest Hemingway. De fester, vi holdt i opgang 20, bar præg af at være manifest for en bestemt del af byens undergrund. Jack og Ann anså sig selv for store kommende novelle- eller romanforfattere, især Jack. Uden at der af den grund var nogen egentlig litteraturhistorisk bevidsthed present; de læste kun et meget begrænset udsnit af, hvad man af en lovende forfatter ellers måtte forvente; det handlede mest om, hvad de lige nu fandt lækkert eller smart. Paul Auster kom helt sikkert under den kategori; ikke bare for Jack - men også for Rainer og flere andre af de tilstedeværende. Selvom Rainer jo egentlig pga. sin religiøse opvækst var alt for hudløs til en sådan absolut dyrkelse af den glatte overflade. Det var netop han, der var min årsag til at tage del i det, man vel med en vis ret kunne kalde digterspirenes forum, idet jeg nemlig en enkelt sæson havde ageret litterær mentor, og, skulle det vise sig, rent faktisk fungerede som en slags privat ungdomspsykolog - ikke bare for Rainer - men også for de to andre Jack og Vincent. Og faktisk flere andre, der i forløbet var besøgende på Museumsgade 20 øverst til venstre. Senere flyttede den stærkt narcissistiske og selvmordsplagede Ann og hendes kæreste Rosa ind på samme adresse, men da var mit engagement allerede stærkt reduceret, og jeg fik da også fra da af kun i et begrænset omfang noget at gøre med lige netop de to. Ann traf jeg første gang nogle år forinden, da hun var blot femten år og ikke stort andet end blegt rødmende kød. Men hun sender mig stadigt - uvist af hvilken årsag - jævnligt korte dagbogsagtige breve. Hun kalder dem maddiker klædt i fine habitter. Nuvel, i den pågældende nats festlige lag kom jeg næppe nogensinde før eller siden tættere på den grænse, der skiller et menneske fra dets skygge. Når jeg tænker tilbage, viste den første ansats sig vel i det øjeblik, da jeg registrerede, at Rainer i det tilstødende lokale skænkede vin for den tynde pige, han, når hun ikke var til stede, kaldte for sit stykke af en frostgul mark med vårraps. Jeg kunne høre af den velfornøjede latter, at han var nervøs. Jack og han havde en helt fast forestilling om, hvordan en tiltrækkende pige skulle se ud. Og hun faldt helt sikkert ind under det forestillingsbillede. Hun var tynd på grænsen til det anorektiske. Og selvom hendes brysters spidse konture måtte kunne give næring til en bestemt form for perverteret fantasteri, betød dette øjensyneligt mindre i Rainers og Jacks univers. Og jeg måtte bare forbløffet konstatere, at meget afhænger af øjnene, der ser - da min protest jo alligevel havde gjort hverken fra eller til. Det var iøvrigt ved denne tredje fest, jeg første gang rigtigt traf hende. Men mentalt havde jeg haft forbindelse længe inden. Rainer må have haft fortalt hende om mig, og på en eller anden måde har hun så fundet frem til min adresse. I starten skrev hun angående min første bog. Hun skrev rundt om den [og jeg vil også her undlade, at udpensle det i detaljer]. Men snart skiftede korrespondancen karakter, og hun skrev i et af de sidste breve forud for festen, at hun havde lyst til at kysse, og at jeg ikke skulle fortælle Rainer om det. Han havde ganske vist kun ligget med hende én eneste nat. Og der var intet sket. De havde knapt rørt hinanden. Alligevel (eller måske derfor?) begærede han hende så meget, at hans øjne dén aften til festen var deliterede i en så atropin grad, at en klinisk diagnose sagtens kunne have været på sin plads. Alt syntes for ham den nat at være lavet af et bestemt slags stof, der pulveriseredes ved den mindste berøring. Nogen gav mig senere en signeret reproduktion af Kaj Führer, fra de år han plejede omgang med Eva; det var efter han havde fået næsen rettet, så man ikke længere kunne gasse ham. Jeg forstår slet ikke al den sjov, der har været; jeg har dårligt haft tid til ærgrelser. Fred være med Museumsgade, omend jeg ganske godt ved, der kunne være meget mere at tilføje. Meget mere, der i den mellemliggende tid imidlertid er faldet udenfor min naturlig interesse, og derfor her må henligge som blot og bar antydet partikelsvips.