Han havde endnu ikke udskilt sig sine metaller. Han var en blandingskonge, og hans trone var foret med pindsvinehud. Et sted i hans hjerte boede en splint af Den Mekaniske Robotånd, der, når man uforvarende kom for skade at fokusere på den, begyndte at snurre hastigere og hastigere om sin egen akse, med en ikke ringe hypnotiserende virkning til følge. Faldet i en sådan trance ville splinten, der var en nøjagtig miniature af Den Store Mekaniske Robotånd, multiplicere sig selv og dermed også sine egenskaber, således at det kulturelle blandingsmetal reproduceredes - så at sige fra hjerte til hjerte. På den måde opstod et kommunistisk enhedsrige som en knopskydning af blandingskonge på blandingskonge. Det var først den dag Slangen Der Udspalter Metal krøb ind i blandingskongernes enhedsrige, at hvert metal begyndte at løfte sig op til sit respektive mål. Således opstod efterhånden ædelmetalkongernes dynamiske rige, hvor samarbejde blev vigtigere end ensartethed. Men i æonernes perspektiv vidste hvert metal, at tiden var en sådan smeltedigel, at de igen og igen ville blive bragt sammen for atter igen at blive adskilt, fordi intet skabt er bestandigt. Og intet af det bestandige skabt sådan, at det ikke til hver en tid kan tage bolig i et nyt metal.