Fløjtespiller

Bryllup

{{

{{

Den stenomkransede kirkegård rækker ud til kanten af en stor grøn bakke. Hvor bakkeskråningen ender glor en sø op på kirken som fra et okkular i skovens dyb. Kirken ligger til hvile i den yderste kreds af byen. Selve landskabets form, gravenes tysthed, alt sammen ånder det harmoni. Også en døv vil kunne høre det, når vedkommende passerer forbi den hvide låge op ad grusstien. Rundt om den kalkede mur. Mærker sig nøje hvilken fred. Bag stendiget på den lille plads. Fløjtens melodi høres stadig, selvom fløjtespilleren forlængst er borte. Der findes virkelig mennesker, som har hørt melodien. Anna Ellenor f.eks. Lige siden den dag, hun hørte, at Nora og Ragnar skal giftes, har hun vidst, hvad der ventede. Og længe har hun haft sine krukker parat. De er grundigt vaskede og nænsomt viklet ind i linned. Hun ser folk gå ind i kirken. Enten i grupper eller enkeltvis en efter en. Til aller sidst kommer Nora. Hun ankommer sammen med sin far, idet stilheden sænker sig. Måske nogen i den lille kirke allerede nu bliver grebet af en forudilende panik. Foran kirkedøren ved den store tværlagte sten slipper Nora sin fars arm, idet hun giver den et klem. Hun ved godt, at denne dag gives der ingen omveje. Men en pludselig indskydelse driver hende. Faderen, der ikke er særlig høj, står strunk og venter i sin sorte smoking. Han krummer fingrene let ind i sine små, firskårne hænder. Fra skovbrynet ser Anna, hvordan Nora flakker rundt mellem stenene. Hun går fra den ene til den anden, og der fra hvor Anna står, ser Nora ud som en stor, hvid svane, der hele tiden bøjer sin lange, slanke hals. Pludselig afbrydes bevægelsen, og Nora bøjer sig ned. Med foldede hænder og hagen hvilende på det ene knæ læser hun inskriptionen. Anna kniber øjnene sammen. Der synes at gå en evighed. Så rejser Nora sig. Og gamle Anna vejrer morgenluft. Nærmer sig på listepoter. Da Nora er forsvundet bag et af kirkens hjørner, er Anna næsten allerede helt henne ved stengærdet. Hun kaster sin stok ind på grusstien. Lægger rygsækken forsigtigt på den mos- og græsklædte rygning. Så løfter hun op i skørterne og svinger højre ben over kirkemuren, tager afsæt med hænderne, griber med begge fødder om tørvekanten. Hun hiver efter pusten, og retter sig op. Sætter sig på rumpen med begge ben dinglende ind over kirkegården. I næste nu står hun på grusstien med stokken i hånden og sækken atter velplaceret på højre skulder. Solen spiller i torskemundsvedbendens små, hvide blomsterranker. Inde fra kirkerummet bruser orgelpibernes toner. Hun pejler sig ind på stenen, som hun så, Nora ruge over. Synes jo nok ellers, hun skulle kende kirkegården, men det må være glippet for hende med den der. Hun læser eftertænksomt inskriptionen. Nej, hun synes ikke, hun kender det navn. Han må være en udenbys. Hvad laver han dog her. Stedt til hvile den femtende november nittenhundredetooghalvfems, men af hvilken årsag? Særlig gammel er han jo ikke blevet, bare sølle seksogtyve år. Forhåbentlig har han ikke nået at stifte familie. Hun må spørge Nora næste gang, de falder i snak. Der er ingen, der vender sig om, da brølene lyder. Selvom der hist og her vel nok er en og anden, der stivner et kort øjeblik – ind til erindringen om, hvordan og hvor Nora og Ragnar har mødt hinanden, melder sig. De seks handicappede har ellers været helt stille, og deres kraftfulde udladninger er egentlig på sin egen måde udtryk for sand andægtighed. Det er på de aller højeste toner brølene samstemmende kommer – i et endnu dybere leje end tyregale køer, og altid lidt forskudt som en understregning. Ingen af de øvrige tilstedeværende ville nogen sinde turde give deres begejstring så frit løb. Heller ikke brud og brudgom, da præsten udæsker dem deres lovformelige svar. Men for mongoliderne og de to psykotiske piger er det et sandt eventyr. Denne dag er et billed, en afglans af en højere verden. De fornemmer det umiddelbart og jubler. Her står for dem to guder, to ligeværdige. En krans af mælkebøtter bandt han om hendes hår, de havde leet og fjantet på eftermiddagsturene. Kirkegulvet blusser ved tanken om, hvad natten skal bringe. Hun har aldrig før ventet så længe. Omend krukker kan krakelere, og små frø knuses mod granit. Glas mod glas mere dumpt. Fra skyggetræet har hun fulgt ceremonien lige ind til sidste udstødning. Nu vil byrden veje tungere på hendes ryg. Anna fejer grynene op med en lille kost. Fem timer senere får regnen de få oversete til at ligge og lyse i aftenskumringen. Om natten bærer Nora Ragnar ind i seng. Hans ryg kommer blegt til syne. Det var altså det. Hun har stadig brudekjolen på, da hun går tilbage langs vejen. Disen smyger sig op over gærdet. Nu kender hun stien i blinde. {} {}