Sunday, 27 March 2011
Graver
Graver Da vi rydede urnegraven, havde jeg støttebind om det ene ben. Jeg var i et uopmærksomt øjeblik faldet og havde forstuvet vristen. Det var sket, da jeg alt for brat rejste mig fra sædet i en mørk biografsal. Jeg havde overset, at der lå noget, jeg ikke selv på nogen måde havde placeret. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere besynderligt forekommer det mig. Der var 48 små huller. 48 huller, der passede med den oversigt, vi var gået ud fra. Når jeg står mellem hullerne, kan jeg se ud over havnen fra den temmeligt højt beliggende plads. En udsigt jeg ofte før har hengivet mig til, men som netop i dag forekommer mig ekstra fascinerende. Skrævende over et af de otteogfyrre huller kan jeg ikke lade være at tænke på, hvor meget smukkere det ville være at sprede asken ud over havets uendelige vidder, fremfor at lade den pakke i et klaustrofobisk og af overdistriktsgartneren strengt koordineret hul. Da hører jeg pludselig en stemme, der synes identisk med den røst, der lød fra min mor, da hun havde kaldt mit navn Emanuel og bedt mig slå gardinerne til side, så hun kunne se flagene vaje. Det var den dag, fire køer fik trommesyge, fordi de kom på græs første dag efter den lange vinter. Jeg stirrer ud over havnen, imens jeg hører noget for mit indre. Som havde jeg med en skærpet hørelse med ét kunnet høre ormene synge. Og jeg kigger ned i hullet. Og op af det rejser sig en fredfuld stemning. Og af gammel vane tager jeg familiens spindeside i ed. Mændene lader jeg være - hjemsøgte som de er. Bare et enkelt døgn ved en krematorieovn - eller tre under myrernes hærgen kan overbevise én om, hvad der ville være at tabe eller vinde ved at trække et lod i min families manddomsmørke. Nu er min nøjsomhed og langmodighed, noget jeg anser for en dyd, og før hen var mit køn, noget jeg bar i en amulet som et nøglebarn sin nøgle. Ja, ligesom selv det at være dansker. Når jeg ingen kvinde fik budt op, hænger det nok sammen med min evne til at forskanse mig. Men ikke mindst mit hjerte, som, jeg fra en meget tidlig alder opdagede, tåler meget mindre belastning, end hvad der er normalt. Ro må jeg have. Og det får jeg, når jeg lukker min dør. F.eks. udhusdøren. Så sidder jeg og taler med Muscha. Ja, hende kan jeg tale med i timevis. Hende får de ikke ram på, tænker jeg tit. Jeg har ofte bandet over, hvor ubetænksomme mennesker er overfor dyr. Og mindes, hvordan hun kom til mig første gang. Hvordan hun, når hun slikker sig på maven, ligner en kugle. Jeg giver hende al min opmærksomhed. Ja, hun får vel mere, end hvad nogen kæreste kunne være blevet til del. Jeg kan lide at se hende slikke sig om munden, når hun har spist leveren, jeg forinden altid har varmet i kaffemaskinens kolbe. På den yderste kant af hullet lader jeg min venstre skosnude stikke en anelse ud i det fri. På modsatte side møver en myre sig op. En af den slags med vinger på. Og snart ser jeg, at hullet vrimler med vingede kræ. De kan da for pokker ikke have været inde i urnen, tænker jeg, og tænker straks, at det i sig selv er en sjov tanke: Urnen er myrenes hellige kube. Og jeg myreavleren malker kuben for formica og bladlus - og hælder sukker tilbage i urnen i stedet. { [} }{ {]
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment