Jeg ved ikke, om jeg egentlig deler noget med nogen ved at poste indfald udfald affald; det, der falder af, er brudstykker af en stadigt stående skingert vibrerende toneart, det er tider i vildelse med ligningers ubekendte anden, det er en læspende tvivl og forvisning, en indbildsk testamentarisk leflen for nogle endnu uafklarede fremtidsminder, et slag i den store dråbe, der indesluttede både os, og den roevogn vi lå under - under de radioaktive skyer, der drev henover april 1986. De tunge dråber, der ramte halvanden måned efter to markante udgange på liv, så mange udgange, og med tiden hviskes der fra lysende dale, at jeg ikke rullede med ud over kanten, fordi det ikke var meningen; det var ikke med mening, siger hånden, der allerede har udført sin gerning, men fødderne bliver ved med at gå, for et sted derude begynder lårene at tale med deres små moderøjne og pludseligt opståede brodersår. Som drømte tatoveringer, der kondenceres ind i et sluttet punkt, et afrundet hvile, for de brombær, jeg så i den nærved sammenstyrtende brønd. }{}{ }[ }{