Man kunne med rette spørge, hvad er mest sindssygt - at slukke for mikrofonen, og ikke ville besvare relevante spørgsmål i et ministersamråd - eller at overmale et nationalt klenodie med ordet GELWANE!? Drengen, der blandt andet skrev sådan på stenen, har øjensyneligt ingen anden forklaring, end at han malede det, fordi han syntes det så pænt ud. Det at ordet klinger keltisk er rigtig nok i forhold til historiken et opråb om at give agt. På vor historie, som vi nøje bør overveje, og på de mennesker med særlige evner eller særlige handicap, som vi skal varetage omsorgen for. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ikke, som de, også har mine hæmninger at arbejde med, det fordrer den fortsatte udvikling. Det frigjorte ligger i evnen til at tænke; handlinger kan ikke blive rigtigt frie uden det; tænkningen kan virke hæmmende på visse handlinger og ansporende på andre; dog kan man jo godt være fri i sin tænkning og stadigt være hæmmet i sin udfoldelse - fordi den kropslige konstitution fra starten af ikke har været 'rigtigt ordentlig gennemtænkt' (hæ, ja af hvem?). Sindet er i sig selv et åbent kar, vi kan forsøge at kontrollere eller blive oversvømmet af - eller reflektere over. Tænker det (livet) som et åndedrag mellem kontrol, oversvømmelse og reflektion. Ja, normalitetsbegrebet er sat ud af funktion, der er ikke længere nogle rigtigt virkeligt normale at relatere til, vi er som samfund og enkeltindivider ved at forberede os på en levitation (eller kvantespring, som det kaldes i den nye verdens paradigmesprog). Lidelsen og omkostningen ved denne forestående eller pågående forvandling kan dog ikke for den enkelte aktuelle situation relativeres. Der bør være en ligevægt (eller åndedrag, som jeg tidligere nævnte) mellem føle, handle og tænke. Alt det tænkeri er jo netop ikke tænkning i sin egen ret, men 'tanker', der er bundet af følelser og driftsmørke. I kunstnerisk og mellemmenneskelig sammenhæng er det naturligvis vigtigt, at kunne være i følelsens nu, men dette nu er en stadig vævning mellem reflektion og handling. Når jeg taler med et andet menneske, kan jeg ikke, samtidigt med at jeg taler, også virkeligt tænke. Jeg er i den handling, det er at tale; og når jeg så lytter til det andet menneske, må jeg, for at kunne forstå det andet menneske, for at kunne medopleve det andet menneske, drømme mig ind i den anden; det helt vågne opstår i det mellemrum vi knapt bemærker.