I tilfældet Piberenserjesus, en fortløbende figur som en årligt tilbagevendende begivenhed udført af kunstneren Uwe Max Jensen, er jeg tilbøjelig til at give piberenserskepticismens fortalere ret; men netop derfor skal kunstneren måske holde fast i materialevalget og i sin strategi, og det gør han jo så sikkert også uanset. Egentlig er valget af så pjevset et materiale, noget man bruger til at rense piber med (fredspiber evt. men ikke orgelpiber), vel at betragte som en kultur- og kristendomskritik - kunstneren bag værket må jo mene, at kristendommen tager sig tynd og pjevset ud (især sat op mod de andre store krigs- eller på anden måde deterministiske religioner).

{]

{

[}

{]

Man kan spørge om kunstneren gør sig sine materialevalg for at mime drengen i Kejserens Nye Klær - eller - for at punktere myten om kunstneren som én, der tænker dybt over tingene - eller - fordi nød lærer nøgen kvinde at spinde - eller - fordi han er ligeglad, hvad folk lægger i hans materialevalg, og at han iøvrigt mener idéen er så god og originalforlægget så godt, at den eller det bærer så rigeligt i sig selv? Men nu kan materialevalget jo også have økonomiske årsager, og da er det helt sikkert en prisværdig holdning at ville spare staten for den store udgift det sikkert ellers ville være at bringe Thorsens originale kristustissemand frem i lyset ;-) Men går Max Jensen og Thorsen overhovedet videre end at spejle en version af kristendommen, som et kedeligt udmagret gespenst, Jesus med pegepindspik; denne vægring ved at give manden kød på kroppen og kæppen - kan den ses som andet end en vrangvillig spejling af et fænomen ingen egentlig rigtigt tror på? Det man kunne kalde en tynd kop pik. Derudover indskriver piberenserkunstneren jo det fortløbende men forgængelige værk i en kabbalistisk tradition for talmagi - idet han for hver værkversion øger antallet af piberensere med SEKS (først - sidste år - seks piberensere, i år tolv, og det er bebudet, at han til næste år vil vende tilbage med en fuldfed figur lavet ud af hele atten piberensere!); dette er ikke bare en plat kommentar til motivets centrale lem, men jo også når værkforøgelsens tre første stadier sættes sammen, viser sig at danne det der i Johannes-Åbenbaringen kaldes Dyrets Tal. ! Ja ! Max Jensen bevæger sig ind i en zone, hvor betydninger læses lodret som Jesu frugtgivende lænd!