GUD ER VORES BURGER

Jeg er i nedfaldsskakten igen. Et loft åbner til regnen, åbner sæd og taberfedt i amokgang. Det glider elgstyr; sneen køler retfingret et styrt mod nat. Her sidder jeg i tyndtfodret nakke til hals, og prøver at regne ud, hvad der blir tilbage, når de spaltede zig-zag-bevægelser sænkes i brun sovs. Vi tager skraldet, et sammensurium af sart nok farvede jordsakse, syge reoler og ravbjørne. Til børnene er potter, som de får læberne til at agere motorer til. Lige så straks vil jeg krybe mod loftsdug inden pottefald. De sirligt formede m-buer åbner sig i dyk til døsen selv besider den krumme jord, de tilter. Hvirvelløse skridt runger lavfrekvent med heksehyl. Et tivoli renholder en hel række forgabte dyder. De pantsætter det rigelige lyserøde guf i chok, til det kommer i kaskader af pulverklø. ]{ }{ }{