En enkelt her ude kan rejse dem sejrssikkert rundt omkring. De hjemløse eller arbejdsløse har et helt andet billede af Oksevej 8. Én eneste formørket af fred deler blomster ud på torvet eller vander en særlig nat med olie. Eller de mister alle lammelsen og trygheden et helt sekund. Jeg betyder så uendeligt lidt, og slipper højlydt min mangel på identitet i en lugt- og farveløs sky. Vi ligger helt stille i vores nathud eller driver omkring de nyklækkede Skytsengle, før vi atter diffust opløses i dis. {} {] } ] {} }{

Efter at jeg undlader alt det inden under Marquis de Sade, bliver vi indfanget af fædrenes uudtalte ønsker; de hader ham, men slipper ellers næsten intet ud. Omkring ligger den helt eksakte, åbenlyse tavshed - imod det, at vi engang vil slippe ind i den paradisiske hvile med rejste stumtjenere. Vi modtager beskeden som Sæbeopera. Eller vi var faktisk skamfulde i starten, skamfulde alle til hobe, skamfulde over vore skingre fistelstemmer. Men vi er iskolde, vi vil aldrig igen modtage de mange ligninger. Vi får nok næppe vores tilgodehavende fra mit skab. Det vælter ud, og forlader hvert mareridt med et smil. ]{ }{ }{[ }[ [ }[

Den fredelige regeringsstøtte indlader altid mange forskellige og spredte enkeltindivider. Næsten alle har været beskidte mønsterborgere. Den mindste enhed var tidligere Blæksprutteprofet. Og den var altid mange ikke specielt samlede lemmer uden alternativ broderlighed - langt fra de sammenhænge, den helt konkrete konfliktperson befinder sig i. Og det var altid spørgsmålet, hvorfor det er så let at ophæve tilfældighederne, når Profetblæksprutten kan gå ind i krigen eller hævntørsten uden at afgive noget løfte om nogen gyldig vej ud af ærens mark. {} {} [} }{ [} }[ [[

Oksevej 8 tabte ikke mindst til havet det meget betryggende univers lige i nærheden af mikromaskinrummet, fordi de andre udenfor den ene eksakte krigszone til stadighed overdænger regeringsstøtter og broderlige mønsterborgere med nedbrydning og afvikling. Men Blæksprutteprofeten er som det eneste støttefragment snittet kropsløs omkring de nordlige og vestlige områder helt uvidst af fredsslutningen. Alle mister muligvis derved den nordlige ende af Oksevej, hvor den eneste udenlandske fredsvagt forsvandt sporløst ned i en ring af sydende fedt. ]{ }{ }{ }{]{

Jeg ved ikke, om jeg egentlig deler noget med nogen ved at poste indfald udfald affald; det, der falder af, er brudstykker af en stadigt stående skingert vibrerende toneart, det er tider i vildelse med ligningers ubekendte anden, det er en læspende tvivl og forvisning, en indbildsk testamentarisk leflen for nogle endnu uafklarede fremtidsminder, et slag i den store dråbe, der indesluttede både os, og den roevogn vi lå under - under de radioaktive skyer, der drev henover april 1986. De tunge dråber, der ramte halvanden måned efter to markante udgange på liv, så mange udgange, og med tiden hviskes der fra lysende dale, at jeg ikke rullede med ud over kanten, fordi det ikke var meningen; det var ikke med mening, siger hånden, der allerede har udført sin gerning, men fødderne bliver ved med at gå, for et sted derude begynder lårene at tale med deres små moderøjne og pludseligt opståede brodersår. Som drømte tatoveringer, der kondenceres ind i et sluttet punkt, et afrundet hvile, for de brombær, jeg så i den nærved sammenstyrtende brønd. }{}{ }[ }{

GUD ER VORES BURGER

Jeg er i nedfaldsskakten igen. Et loft åbner til regnen, åbner sæd og taberfedt i amokgang. Det glider elgstyr; sneen køler retfingret et styrt mod nat. Her sidder jeg i tyndtfodret nakke til hals, og prøver at regne ud, hvad der blir tilbage, når de spaltede zig-zag-bevægelser sænkes i brun sovs. Vi tager skraldet, et sammensurium af sart nok farvede jordsakse, syge reoler og ravbjørne. Til børnene er potter, som de får læberne til at agere motorer til. Lige så straks vil jeg krybe mod loftsdug inden pottefald. De sirligt formede m-buer åbner sig i dyk til døsen selv besider den krumme jord, de tilter. Hvirvelløse skridt runger lavfrekvent med heksehyl. Et tivoli renholder en hel række forgabte dyder. De pantsætter det rigelige lyserøde guf i chok, til det kommer i kaskader af pulverklø. ]{ }{ }{