Landskab

 

Foran billeder lukker synet

det, der befinder sig på plads

anholder hørbart en lukket kasse

hvis ikke fordi at de er

liggende eller gående

gennem det lille hul. 

De går gennem sne

der hverken kan beskrives

eller fastholdes i angreb

for menneskeplads bærer luftig hvile

ikke ilagt dem gående forlæns forbi.

De, jeg bøjer, er det, katten

hverken kan eller vil bekræfte

langsomt griber lys

gennem vægen bag væggen

en kold hvid blænde

som kasse og silke gør varm.

Anholder hørbart

bagved dem alle

elektrisk lys

og levende lys

passerer fixérbilleder -

jeg er himmelløg

der kastes dér.

 

 

Landskab

   Landskabets sult spiser din sne

   landskabets sne sulter din spise

   landskabet spiser din sultne sne

   landskabet sner, sulten spiser dig

   landskabet, din sult spiser sne

   landskabets sne spiser din sult

   landskabet sner spisesulten din

   landskabet sultespiser dit

 snelandskab

 snelandskab

 snelandskab

       sulter

 snelandskab

 snelandskab

 snelandskab

       spiser

 snelandskab

 snelandskab

 snelandskab

       sner.

 

  

  

Karl Heinz Stockhausen tilstræbte en musik, hvor der var den størst mulige afstand mellem hver enkelt tone - eller hvor så mange toner som muligt blev afspillet i samme nu. Noget lignende er det jeg gerne i et digt vil give et billede på.

Men et menneske, der mener, at det, særligt det, rager ekstraordinært op i landskabet (og der er rigtig nok mange måder at gøre det på) kunne overfølsomt eller måske bare pr helt rationel logik, hvad ved jeg, misforstå det derhen, at digtets udsagn er møntet på vedkommende, og at der derfor retteligen må være tale om en forfladigende poesi. Men jeg mener intet i den retning, der normalt opfattes symbolsk. Billedet menes berettiget i sin egen konkret. At noget afsøger en afstand, og sammentrænger den, og at vi i denne afsøgning lades ude af syne til fordel for et andet perspektiv. At dette kan tage sig 2-dimensionalt ud - får være. Kald det bare poesi flad som en pandekage eller hvad fanden du vil. Men billedet eksisterer efter min mening i sin egen ret.

En enkelt her ude kan rejse dem sejrssikkert rundt omkring. De hjemløse eller arbejdsløse har et helt andet billede af Oksevej 8. Én eneste formørket af fred deler blomster ud på torvet eller vander en særlig nat med olie. Eller de mister alle lammelsen og trygheden et helt sekund. Jeg betyder så uendeligt lidt, og slipper højlydt min mangel på identitet i en lugt- og farveløs sky. Vi ligger helt stille i vores nathud eller driver omkring de nyklækkede Skytsengle, før vi atter diffust opløses i dis. {} {] } ] {} }{