Bowie & Strunge

 

Strunges identifikation med Bowie (og følte slægtskab med fx Ian Curtis og Ole Sarvig) havde en overvældende påvirkning på hans digtning. Han saksede direkte (som Livets Hastighed/Speed of Life & Future Legends/Fremtidsminder ), men han "saksede" ud over titler også stemninger, rytmer og temaer fra Bowie; et sådant eksempel er Bowies Time, i Strunges Tiden kan stemning, rytme (syntaks/puls/fremdrift) og tema i høj grad ses som pasticher af Bowies Time.

Digtsamlingen Fremtidsminder må dog siges at have bevæget sig helt absolut et andet sted hen end Bowies Future Legends. Fremtidsminder er i det hele taget en meget anderledes digtsamling end Strunges øvrige samlinger. Meget drømmende, blød og inde i sit eget poetiske univers frisat. Kun undergangsfantasien har den tilfælles med nogle af Bowies sange; men det var en del af den tid, hvor atomkatastrofen stod stærkt i menneskehedens bevidsthed.

 

Udkant nr. 19

 

Michael Strunge side 63 nederst UDAFNATTEN :

"Rigtige anarkister
må slås, indse og tabe 

for at forlade til en krisepause

inden den næste plads indtages.

Alligevel var dine øjne altid med 

når vi sparkede fodbold til VM finaler 

på græsplænen 

hvor du også sendte gårdens 

mest solide og flotte drager 

skråt op i himlen. 

Ham Gud har du sgu aldrig set som fuglekongen."



 

Jeg ved ikke, om jeg egentlig deler noget med nogen ved at poste indfald udfald affald; det, der falder af, er brudstykker af en stadigt stående skingert vibrerende toneart, det er tider i vildelse med ligningers ubekendte anden, det er en læspende tvivl og forvisning, en indbildsk testamentarisk leflen for nogle endnu uafklarede fremtidsminder, et slag i den store dråbe, der indesluttede både os, og den roevogn vi lå under - under de radioaktive skyer, der drev henover april 1986. De tunge dråber, der ramte halvanden måned efter to markante udgange på liv, så mange udgange, og med tiden hviskes der fra lysende dale, at jeg ikke rullede med ud over kanten, fordi det ikke var meningen; det var ikke med mening, siger hånden, der allerede har udført sin gerning, men fødderne bliver ved med at gå, for et sted derude begynder lårene at tale med deres små moderøjne og pludseligt opståede brodersår. Som drømte tatoveringer, der kondenceres ind i et sluttet punkt, et afrundet hvile, for de brombær, jeg så i den nærved sammenstyrtende brønd. }{}{ }[ }{