Pointen er vel egentlig 'bare', at I væmmes ved billedet, og ikke ønsker at have det liggende frit fremme (og det forstår jeg så godt, for det vil jeg heller ikke selv). Der er altså for forskellige mennesker visse grænser for, hvad de ønsker afbilledet. Er det så noget, der skal lovgives om? (Alle vi der ikke bryder os om nekrofile billeder - skal vi kræve skidtet forbudt?) Nej, det mener jeg ikke. Jeg er modstander af sådanne billedforbud - ikke mindst når der er tale om tegnede eller malede billeder. Men jeg synes godt man kan have en vis forståelse for den væmmelse, man kan have ved et billedmotiv, også når man ikke selv har del i væmmelsen. Det er jo så et spørgsmål om takt og tone og de givne omstændigheder, i hvor høj grad eller om overhovedet - man vælger at udvise respekt over for de andres/den andens væmmelse.Kunne man iøvrigt tænke sig nekrofile billedmotiver, man ikke ville væmmes over på samme tydelige måde. Ja! Der findes prærafaeliske malerier, hvor måden motivet er malet, løfter motivet ud af dets karske (men jo meget mere seksuelttilslørede) bælg, på en sådan måde, at det næsten bliver en æggende nydelse at beskue et sådant, ihvertfald for mit vedkommende. Bemærk venligst, at der er deltagere, som i en anden sammenhæng, ikke ser sig for fine til at grave døde grise ned i eller hælde gylle ud over de der og her åbenbart så forhadte muslimers grundstensplan for en evt. kommende moské. Det stemmer ikke. Ja, ved nu ikke hvor meget medisteren der står egentlig. Her til lands er fænomener som nazisme, rockerbander, terrorlovgivning og tyvebander også årsag til at der er ting man bør overveje at udtale sig om i offentlig sammenhæng Ok, så du har fokus på verdenreligioner. Og yderligere indskrænker du termen til 'de der bekender sig for fred'. Jeg troede du bragte emnet ytringsfrihed i almindelighed på bane, sorry. Naturligvis er det en selvfølgelig pointe, det er længe siden Dave Allen indførte sådant, og nu er det vel bare blevet en gammel traver, som jeg egentlig ikke længere finder ustyrligt morsom i den forstand at jeg ligger flad i latterkramper, så nej, jeg gør ikke så meget i den boldgade, og af de ovennævnte personer eller fænomener, er det vel nok kun paven jeg kunne finde på at sige noget hovedrystende spydigt om. Men humor er jo altid - for mig ihvertfald - noget der afgøres af situationen, og pointen er derhen jo da også rigtig nok, at det her blandt os er forholdsvis omkostningsfrit at lave grin med de nævnte fænomener. Men det har også taget sin tid. Derfor er provokatøre jo også på sin plads. Omend provakatøren altid kan spørge om det ikke er han eller hun, der gør det naturlige, imens de andre bare lader sig provokere, fordi de har viklet sig ind i nogle sære rutiner.