Den dreng, der har indrømmet at have modificeret Jellingestenen, ved, ifølge hvad flere dagblade pt skriver, ikke selv, hvorfor han har spraymalet Jellingestenen og flere andre steder med et ord, han angiveligt ikke selv kender betydningen af. Men ved at anvende et ord, der umiddelbart klinger keltisk, men har referencer til afrikansk familienavn m.m. synes der i og med ordets egen klanglige kraft at fremstå et budskab, som han måske ubevidst har oplevet sig tvunget til at få frem, sådan som det ofte ses for mennesker med autistiske lidelser eller træk, (han malede det jo angiveligt, fordi han syntes det så pænt ud). Budskabet berører to forskellige aspekter, nemlig den tid, der lå forud for Danernes såkaldte kristning og dels den nutid vi lever i nu, hvor folk, der anser sig selv for ytringsfrihedens frontkæmpere er parat til straks at give 'de fremmede' skylden for enhver forbrydelse, der måtte blive begået mod, det vi opfatter og med tiden er kommet til at opfatte som hjørnesten i dansk kultur. Jellingstenen i sig selv viser spor af en keltisk kulturbevidsthed, dens skaber stadigt har levet i, idet den Jesus Kristus figur vi ser afbilledet på stenens anden side (den anden side end den, hvor navnet/ordet Gelwane nu står skrevet henover) ikke er dén lidende Kristus, som vi senere kommer til at se i så mange protestantiske sammenhænge. Den Kristus vi ser på Jellingstenen er den opstandne, sejrende Kristus, den glædes- og liv-givende Kristus. Sådan som kelterne også gengav det i deres solkors. Og som druiderne kendte til endda før de skriftlige beretninger nåede Britania, og som Stonehenge og andre stenformationer er et vidnesbyrd om - denne dyrkelse af solen som identisk med Kristusånden. Ja, det ville jo da være flot her i ytringsfrihedens så hyppigt besungne højborg - at undlade en afrensning af den opdaterede sten. Det er jo nemlig netop den modificerede side af stenen, den er gal med, dette med at Harald 'kristnede' danerne. Den anden side - den kunstneriske side viser gennem det, der har flydt i den kunstneriske åre, hvad der allerede levede - nemlig en keltisk kristendom, en frugtbarhedskultisk kristendom, som ikke handlede om lidelse og synd, men om opstandelseskræfter og livsglæde. Harald bragte ikke befolkningen ind i en kristus-impuls, den var de nemlig allerede i, næ, han bragte dem en særlig afskygge af det kristne, en latiniseret kristendom, som vi har måttet døje med lige siden. Gelwane kommer således i mine ører ind som et magisk mantra, fordi, der netop på den side af stenen, hvor Danmarks såkaldte 'dåbsattest' står skrevet, NEMLIG burde have stået et budskab, der svarer til budskabet i den keltiske opfattelse af kristusvæsenet, et budskab, der også ville have svaret til stenens andet og grundlæggende meget mere sandru udtryk.