Langfredag

Prøv at lytte til naturen, og kig dig tilbage over skulderen for at mindes alle de forgangne Langfredage - eller hvis hukommelsen er lidt rusten - så kig i en almanak (den hedder vist google for de fleste i dag), så vil du se, at der overvejende på Langfredag er dårligt vejr. Det kunne vi poetisk oversætte til, at naturen på denne dag græder helt ind til jordens inderste kerne. . . Og i schweizer-optik må dette jo så være en protestantisk opfattelse, som jeg ellers er en anelse modstander af, da min grundlæggende kristologik mere går i retning af den keltiske.

Sådan som den kommer til udtryk på den ene side af Jellingestenen (den sten hvor en sprød gut meget inspireret skrev det keltisk klingende ord GELWANE!) og

i

den just fundne guldkristus, som siges at være endda endnu ældre end Jellingestenen.

Og det med påskeharen og æggene ... refererer egentlig BÅDE til det gamle og det nye testamente. Haren render hurtigt over marken, ligesom Månen er den raskeste svend til at rutsje foran Zoodiak. Haren og Månen er således synonyme i eventyrets dragt. Månen er endvidere med sin rolle af at være skær af noget højere (SOLEN) JEHOVAS sfære, i det JEHOVA er GUD i det for datidens menneskers mulige opfattelsesniveau - nemlig den

laveste flig eller det laveste

skær af GUD.

Også det at spise lam ved påsketid er en gammel jødisk tradition som her smelter sammen med ofringen på korset, i det Jesus i Johannes Evangeliet omtales som Guds lam (som bærer verdens synder). Men hvorfor nu gøre det? Det virker hovedløst bare at overtage den jødiske tradition. Men sådan er det jo også med julen, hvor det er vikingernes vintersulsfest, der går videre under nyt flag. Det handler jo også i første omgang om, at lammet bliver ofret, det er dét, som er den væsentligste symbolske handling. Det oprindelige sigte med at ofre lammet var rigtig nok i den jødiske tradition at ære gud i forbindelse med flugten fra Ægypten. Men handlingen får med tiden også med sin konstante gentagelse karakter af at pege hen på ofringen på korset. Således bliver

Jesus af sine disciple opfattet som det skyldfri lam, der tager alle menneskers synd på sig. Men hvorfor skal vi æde Jesus, det kan man indvende, når det dermed glemmes, hvad Jesus sidste ord før korsfæstelsen var til sine disciple: spis dette brød, det er fra nu af mit legeme, drik denne vin, den er fra nu af mit blod. Det opfatter jeg på den måde, at blodet der render fra Jesus Kristus på korset forener sig med jordkloden, og at Jesus Kristus dermed i dén begivenhed bliver ét med og gennemtrænger alt jordisk,og at der intet vil være, som vi indånder eller indtager, som ikke har forbindelse til eller er gennemtrængt af Kristus. Mennesket modtager Kristus ved at indoptage ham helt konkret, det vil sige - det er hans skæbne at blive et med alle menneskers skæbne - derved er den højeste moral bragt til live i menneskene gennem det lodrette i korset, og i naturen ligger en sådan moral latent og venter på at også selve naturrigerne kristnes gennem det vandrette i korset. Klimakrisen kan ses som menneskeskabt, men kan også opleves som en åndelig vækkelse af jordkloden, at det ikke kun er hvad der bliver gjort, men også hvad der føles og tænkes, at mennesket ganske vist er medskaber . . men at det samtidig er hændelser, som er større end hvert enkelt menneske. At spise lam som symbol på Jesus som offerlam men også som konkret vished om hans iboende kraft er derfor kun en gengivelse af selve den pågående proces. Men som allerede nævnt - vender man sig til de apokryfe skrifter så vil vi imidlertid skulle undlade det af den simple årsag, at drab i sig selv er en negativ og uheldssvanger gerning.

Og hans gådefulde ord: Det er ikke, det, der kommer ind i Jer, der er urent, men det, der kommer ud af Jer, tror jeg ikke i den forbindelse yder et dækkende alibi.

Pilatus blev imidlertid tvunget til den grusomme handling af de ældste i det jødiske råd, der gjorde alt for at oppiske en stemning. Men han vaskede sine hænder. Og Judas ... måske var han den mest indviede af Jesu disciple. Den katolske mystiker Valentin Tomberg  skriver blandt andet, at Kristus har gennemgået flere

korsfæstelser forud for den jordiske.

Og deraf kan jeg få den tanke, at Judas er indviet og ved, hvad også hans mester Jesus Kristus véd forestår: Ofringen er nødvendig og forudsagt.

Ja, det vidste Jesus på forhånd, at den var, måske fordi, det netop var Judas' opgave. Men det er [ikke] sådan, det er udlagt i den tekst vi har tilbage i oversættelse. Men spørgsmålet er om der virkelig var tale om forrådelse - eller om opfyldelse.

Men hvor stammer semitterne fra, det er et interessant spørgsmål. Måske det samme sted fra - som arierne og de andre fem rodracer.

[Men måske er der netop kun tale om traditioner og symboler, måske ville Kristus det i virkeligheden helt anderledes, i hvert fald hvis vi tager det apokryfe skrift DE TOLV HELLIGES EVANGELIUM - som ord til andet stemmer overens med fx Lukas Evangeliet, men der til har de kapitler med, som ellers menes udeladt, og deraf fremgår det at Jesus-Maria var rødglødende dyreretsforkæmper, at han, ligesom det essæiske samfund han var født ind i, var full blown vegan!]

Månen,  der knytter sig til kvindens cyklus,  er således også på samme tid tilknyttet frugtbarhed - her især den frugtbarhed, der har med æggets cyklus at gøre. Haren bliver således opfattet som det frugtbare symbol for månens gang på jorden, måneharen, der farver æggene med sin hale og triller dem ned af regnbuen til menneskene.  Alt dette har således med frugtbarhed og dermed også med nyt liv og opstandelse. Og er således det fundament, som endvidere det nye testamente hviler på: Opstandelse, glæde og nyt liv.

GELWANE

Gelwane i dit rødbedepas

Gelwane i dit rødbedespas

Gelwane før du er til pas

Gelwane i dit rødbedebed

Gelwane barberer din ged

Gelwane før du sætter dig ned

Gelwane du malker din køje

Gelwane i dit broderøje

Gelwane, stenede og høje

Gelwane og det til spas

Gelwane og du er spade-rød

Gelwane i dit kelterkrat

Gelwane i din mosters

Gelwane i din fasters

Gelwane i din hønsefar

Gelwane så er du rar

Gelwane bukker korset ind

Gelwane pakker pukken ud

Gelwane tog dig med Gorm og storm

Gelwane før i over morgen

Gelwane kutter pakken op

Gelwane hvis du er helt insane

Gelwane du når det sidste train

Gelwane i det samme hegn

Gelwane når det regner på degn

Gelwane den helt plane

Gelwane den inderste bane

Gelwane i din hvide næse

Gelwane i din bussemand

Gelwane i din haletudse

Gelwane det er ikke smuds

Gelwane ormen slynger sig

Gelwane ingen synder dig

Gelwane lader strømpen ål

Gelwane under din venstre sål

Gelwane ud og pakke får

Gelwane se hvor blodet står

Gelwane i din slagtekylling

Gelwane helt op til Gylling

Gelwane med din egen kælling

Gelwane i din grimme ælling

Gelwane er en sten i Jelling.

Man kunne med rette spørge, hvad er mest sindssygt - at slukke for mikrofonen, og ikke ville besvare relevante spørgsmål i et ministersamråd - eller at overmale et nationalt klenodie med ordet GELWANE!? Drengen, der blandt andet skrev sådan på stenen, har øjensyneligt ingen anden forklaring, end at han malede det, fordi han syntes det så pænt ud. Det at ordet klinger keltisk er rigtig nok i forhold til historiken et opråb om at give agt. På vor historie, som vi nøje bør overveje, og på de mennesker med særlige evner eller særlige handicap, som vi skal varetage omsorgen for. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ikke, som de, også har mine hæmninger at arbejde med, det fordrer den fortsatte udvikling. Det frigjorte ligger i evnen til at tænke; handlinger kan ikke blive rigtigt frie uden det; tænkningen kan virke hæmmende på visse handlinger og ansporende på andre; dog kan man jo godt være fri i sin tænkning og stadigt være hæmmet i sin udfoldelse - fordi den kropslige konstitution fra starten af ikke har været 'rigtigt ordentlig gennemtænkt' (hæ, ja af hvem?). Sindet er i sig selv et åbent kar, vi kan forsøge at kontrollere eller blive oversvømmet af - eller reflektere over. Tænker det (livet) som et åndedrag mellem kontrol, oversvømmelse og reflektion. Ja, normalitetsbegrebet er sat ud af funktion, der er ikke længere nogle rigtigt virkeligt normale at relatere til, vi er som samfund og enkeltindivider ved at forberede os på en levitation (eller kvantespring, som det kaldes i den nye verdens paradigmesprog). Lidelsen og omkostningen ved denne forestående eller pågående forvandling kan dog ikke for den enkelte aktuelle situation relativeres. Der bør være en ligevægt (eller åndedrag, som jeg tidligere nævnte) mellem føle, handle og tænke. Alt det tænkeri er jo netop ikke tænkning i sin egen ret, men 'tanker', der er bundet af følelser og driftsmørke. I kunstnerisk og mellemmenneskelig sammenhæng er det naturligvis vigtigt, at kunne være i følelsens nu, men dette nu er en stadig vævning mellem reflektion og handling. Når jeg taler med et andet menneske, kan jeg ikke, samtidigt med at jeg taler, også virkeligt tænke. Jeg er i den handling, det er at tale; og når jeg så lytter til det andet menneske, må jeg, for at kunne forstå det andet menneske, for at kunne medopleve det andet menneske, drømme mig ind i den anden; det helt vågne opstår i det mellemrum vi knapt bemærker.

Den dreng, der har indrømmet at have modificeret Jellingestenen, ved, ifølge hvad flere dagblade pt skriver, ikke selv, hvorfor han har spraymalet Jellingestenen og flere andre steder med et ord, han angiveligt ikke selv kender betydningen af. Men ved at anvende et ord, der umiddelbart klinger keltisk, men har referencer til afrikansk familienavn m.m. synes der i og med ordets egen klanglige kraft at fremstå et budskab, som han måske ubevidst har oplevet sig tvunget til at få frem, sådan som det ofte ses for mennesker med autistiske lidelser eller træk, (han malede det jo angiveligt, fordi han syntes det så pænt ud). Budskabet berører to forskellige aspekter, nemlig den tid, der lå forud for Danernes såkaldte kristning og dels den nutid vi lever i nu, hvor folk, der anser sig selv for ytringsfrihedens frontkæmpere er parat til straks at give 'de fremmede' skylden for enhver forbrydelse, der måtte blive begået mod, det vi opfatter og med tiden er kommet til at opfatte som hjørnesten i dansk kultur. Jellingstenen i sig selv viser spor af en keltisk kulturbevidsthed, dens skaber stadigt har levet i, idet den Jesus Kristus figur vi ser afbilledet på stenens anden side (den anden side end den, hvor navnet/ordet Gelwane nu står skrevet henover) ikke er dén lidende Kristus, som vi senere kommer til at se i så mange protestantiske sammenhænge. Den Kristus vi ser på Jellingstenen er den opstandne, sejrende Kristus, den glædes- og liv-givende Kristus. Sådan som kelterne også gengav det i deres solkors. Og som druiderne kendte til endda før de skriftlige beretninger nåede Britania, og som Stonehenge og andre stenformationer er et vidnesbyrd om - denne dyrkelse af solen som identisk med Kristusånden. Ja, det ville jo da være flot her i ytringsfrihedens så hyppigt besungne højborg - at undlade en afrensning af den opdaterede sten. Det er jo nemlig netop den modificerede side af stenen, den er gal med, dette med at Harald 'kristnede' danerne. Den anden side - den kunstneriske side viser gennem det, der har flydt i den kunstneriske åre, hvad der allerede levede - nemlig en keltisk kristendom, en frugtbarhedskultisk kristendom, som ikke handlede om lidelse og synd, men om opstandelseskræfter og livsglæde. Harald bragte ikke befolkningen ind i en kristus-impuls, den var de nemlig allerede i, næ, han bragte dem en særlig afskygge af det kristne, en latiniseret kristendom, som vi har måttet døje med lige siden. Gelwane kommer således i mine ører ind som et magisk mantra, fordi, der netop på den side af stenen, hvor Danmarks såkaldte 'dåbsattest' står skrevet, NEMLIG burde have stået et budskab, der svarer til budskabet i den keltiske opfattelse af kristusvæsenet, et budskab, der også ville have svaret til stenens andet og grundlæggende meget mere sandru udtryk.