Langfredag

Prøv at lytte til naturen, og kig dig tilbage over skulderen for at mindes alle de forgangne Langfredage - eller hvis hukommelsen er lidt rusten - så kig i en almanak (den hedder vist google for de fleste i dag), så vil du se, at der overvejende på Langfredag er dårligt vejr. Det kunne vi poetisk oversætte til, at naturen på denne dag græder helt ind til jordens inderste kerne. . . Og i schweizer-optik må dette jo så være en protestantisk opfattelse, som jeg ellers er en anelse modstander af, da min grundlæggende kristologik mere går i retning af den keltiske.

Sådan som den kommer til udtryk på den ene side af Jellingestenen (den sten hvor en sprød gut meget inspireret skrev det keltisk klingende ord GELWANE!) og

i

den just fundne guldkristus, som siges at være endda endnu ældre end Jellingestenen.

Og det med påskeharen og æggene ... refererer egentlig BÅDE til det gamle og det nye testamente. Haren render hurtigt over marken, ligesom Månen er den raskeste svend til at rutsje foran Zoodiak. Haren og Månen er således synonyme i eventyrets dragt. Månen er endvidere med sin rolle af at være skær af noget højere (SOLEN) JEHOVAS sfære, i det JEHOVA er GUD i det for datidens menneskers mulige opfattelsesniveau - nemlig den

laveste flig eller det laveste

skær af GUD.

Også det at spise lam ved påsketid er en gammel jødisk tradition som her smelter sammen med ofringen på korset, i det Jesus i Johannes Evangeliet omtales som Guds lam (som bærer verdens synder). Men hvorfor nu gøre det? Det virker hovedløst bare at overtage den jødiske tradition. Men sådan er det jo også med julen, hvor det er vikingernes vintersulsfest, der går videre under nyt flag. Det handler jo også i første omgang om, at lammet bliver ofret, det er dét, som er den væsentligste symbolske handling. Det oprindelige sigte med at ofre lammet var rigtig nok i den jødiske tradition at ære gud i forbindelse med flugten fra Ægypten. Men handlingen får med tiden også med sin konstante gentagelse karakter af at pege hen på ofringen på korset. Således bliver

Jesus af sine disciple opfattet som det skyldfri lam, der tager alle menneskers synd på sig. Men hvorfor skal vi æde Jesus, det kan man indvende, når det dermed glemmes, hvad Jesus sidste ord før korsfæstelsen var til sine disciple: spis dette brød, det er fra nu af mit legeme, drik denne vin, den er fra nu af mit blod. Det opfatter jeg på den måde, at blodet der render fra Jesus Kristus på korset forener sig med jordkloden, og at Jesus Kristus dermed i dén begivenhed bliver ét med og gennemtrænger alt jordisk,og at der intet vil være, som vi indånder eller indtager, som ikke har forbindelse til eller er gennemtrængt af Kristus. Mennesket modtager Kristus ved at indoptage ham helt konkret, det vil sige - det er hans skæbne at blive et med alle menneskers skæbne - derved er den højeste moral bragt til live i menneskene gennem det lodrette i korset, og i naturen ligger en sådan moral latent og venter på at også selve naturrigerne kristnes gennem det vandrette i korset. Klimakrisen kan ses som menneskeskabt, men kan også opleves som en åndelig vækkelse af jordkloden, at det ikke kun er hvad der bliver gjort, men også hvad der føles og tænkes, at mennesket ganske vist er medskaber . . men at det samtidig er hændelser, som er større end hvert enkelt menneske. At spise lam som symbol på Jesus som offerlam men også som konkret vished om hans iboende kraft er derfor kun en gengivelse af selve den pågående proces. Men som allerede nævnt - vender man sig til de apokryfe skrifter så vil vi imidlertid skulle undlade det af den simple årsag, at drab i sig selv er en negativ og uheldssvanger gerning.

Og hans gådefulde ord: Det er ikke, det, der kommer ind i Jer, der er urent, men det, der kommer ud af Jer, tror jeg ikke i den forbindelse yder et dækkende alibi.

Pilatus blev imidlertid tvunget til den grusomme handling af de ældste i det jødiske råd, der gjorde alt for at oppiske en stemning. Men han vaskede sine hænder. Og Judas ... måske var han den mest indviede af Jesu disciple. Den katolske mystiker Valentin Tomberg  skriver blandt andet, at Kristus har gennemgået flere

korsfæstelser forud for den jordiske.

Og deraf kan jeg få den tanke, at Judas er indviet og ved, hvad også hans mester Jesus Kristus véd forestår: Ofringen er nødvendig og forudsagt.

Ja, det vidste Jesus på forhånd, at den var, måske fordi, det netop var Judas' opgave. Men det er [ikke] sådan, det er udlagt i den tekst vi har tilbage i oversættelse. Men spørgsmålet er om der virkelig var tale om forrådelse - eller om opfyldelse.

Men hvor stammer semitterne fra, det er et interessant spørgsmål. Måske det samme sted fra - som arierne og de andre fem rodracer.

[Men måske er der netop kun tale om traditioner og symboler, måske ville Kristus det i virkeligheden helt anderledes, i hvert fald hvis vi tager det apokryfe skrift DE TOLV HELLIGES EVANGELIUM - som ord til andet stemmer overens med fx Lukas Evangeliet, men der til har de kapitler med, som ellers menes udeladt, og deraf fremgår det at Jesus-Maria var rødglødende dyreretsforkæmper, at han, ligesom det essæiske samfund han var født ind i, var full blown vegan!]

Månen,  der knytter sig til kvindens cyklus,  er således også på samme tid tilknyttet frugtbarhed - her især den frugtbarhed, der har med æggets cyklus at gøre. Haren bliver således opfattet som det frugtbare symbol for månens gang på jorden, måneharen, der farver æggene med sin hale og triller dem ned af regnbuen til menneskene.  Alt dette har således med frugtbarhed og dermed også med nyt liv og opstandelse. Og er således det fundament, som endvidere det nye testamente hviler på: Opstandelse, glæde og nyt liv.