Næse

Det er i mindeord om Kai Führer fra Leif Dræby for godt fjorten dage siden blevet fremført at Kai var særdeles følsom. Sådan husker jeg det også. Det har været i begyndelsen af firserne - tænker mere nøjagtigt, at det må have været i treogfirs i Valhalla (hed den sådan på det tidspunkt?) på Vestergade, at jeg mødte Kai fjæs til fjæs første gang; han stod ved baren ud på de små timer og lod armbevægelserne stige ud af kæften; så går jeg hen til højre for ham og der bliver stille i det vi får øjenkontakt, og det i det samme ryger ud af mín kaje: Du er da ellers en smuk mand ... hvis det ikke lige var for den næse. Jeg gjorde som prikkerne angiver en kunstpause imellem de to sætninger, så de lige kunne synke ind og for jo øjensynlig således at kunne give den sidste sætning større virkning. Ja, det har nok været både grusomt og ondt, for magen til virkning havde jeg alligevel i min pludselige indskydelse alligevel ikke forudset. Det var som et stik, der gik igennem ham, og jeg så for mit blik verdensmandens aura ligesom krølle sig sammen under strygejernet for til sidst at trække sig helt ind i sig selv ind i den dybest øjenhule. Man hørte den nat ikke et eneste kvæk fra den nu helt blåtonede maler. Og det sved naturligvis også til min side - for det spejl jeg havde været, havde jo ikke været noget, jeg havde kunnet se komme med dén virkning til følge.

Mange år efter - det kan have været i 1996 - så jeg en foto-udstilling i Århus. Der var et stort foto af Kai Führer, hvor han optræder med bandage og ophæng hen over sin næse, som om han havde været ude for en ulykke - eller i hvert tilfælde havde gennemgået en næse-operation. Jeg kom jo straks til at tænke på hin nat på Valhalla, og følte mig måske en smule skamfuld over min nu i det lys helt åbenlyst grusomme natur.