Forklædt som globalisme

Alt i nedenstående tekst passer med den nuværende aktuelle situation, når ordet 'nationalisme' udskiftes med ordet 'globalisme'. Hvilket i sig selv er et paradoks.

Den globalisme, vi lige nu ser ride menneskeheden som en mare, besmykker sig jo netop under dække af at være **kollektiv uselviskhed**. Jeg ser denne globalisme (som de facto styres af en forholdsvis lille gruppe personer) som ikke andet end en skygge af den sande internationalisme/ kollektive uselviskhed.

'Jeg ejer ingenting og er alligevel lykkelig' er jo skønt, hvis det er sådan, jeg virkelig oplever det, hvis det virkelig er sådan, jeg er indstillet.

'Men du skal ingenting eje og du vil være lykkelig for det' - er jo et mareridt, hvis det er en kollektiv forordning, der befaler, at sådan skal det være.

Kollektiv uselviskhed kan i mine øjne kun være noget smukt, hvis det udspringer af, at hvert enkelt individ ud fra sin egen erkendelse og livserfaring er blevet uselvisk. Når det kollektive altså udspringer af en ægte fælles mentalitet, som ikke er en tvang, men et stade nået ved hvert enkelte individs naturlige udvikling.

Sat over for verdens løgnebaserede propaganda er det vigtigste at elske sandheden over alt.

Det er jo egentlig noget overordentligt godt, at disse magtfulde mennesker hele tiden må dække sig ind under en mængde altruistiske floskler. De læner sig jo hele tiden op ad det ideelle og kommer uanset hvad de gør hele tiden til at skulle pege på det. Men de vil ikke kunne smyge sig udenom enten at overgive sig helt til dét, de hele tiden har sat sig selv under en tvang til at pege på - eller - at lade

:::

Den, der stiller sig til rådighed for historien, mister momentant kontrollen over sig selv. Det kræver stor åndsnærværelse at undgå den totale fortabelse og vildfarelse, at stå til rådighed på den måde.

Uden grænse ingen organisme: ”selv vandmænd har en grænse” selv vandmænd ja, og vandbærere også, men de er alligevel samtidig gode eksempler på, hvor fint man kan komme langt ud over sine egne grænser, og samtidig alligevel opretholde dem. Vandmænd er i høj grad omgivelsesforbundne ~ det allermeste af det, de består af, er nøjagtigt det samme som alt det, der befinder sig uden for dem. Vandbæreres ypperste egenskab er altruisme ~ og samtidig er deres udfordring: diskretion.

Man må kende sine grænser for at kunne overskride dem; overskrider man dem omvendt for at komme til at kende dem, så udgør grænserne allerede ikke længere, det de kunne have været for én, og så vil sætningen Genopbyggelsen er større end selve skabelsen blive levende på den mandelblomstbitre måde.

Kønskranse vokser ikke ud af sig selv.

Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.