Alt i nedenstående tekst passer med den nuværende aktuelle situation, når ordet 'nationalisme' udskiftes med ordet 'globalisme'. Hvilket i sig selv er et paradoks.
Den globalisme, vi lige nu ser ride menneskeheden som en mare, besmykker sig jo
netop under dække af at være **kollektiv uselviskhed**. Jeg ser denne
globalisme (som de facto styres af en forholdsvis lille gruppe personer) som
ikke andet end en skygge af den sande internationalisme/ kollektive uselviskhed.
'Jeg ejer ingenting og er alligevel lykkelig' er jo skønt, hvis det er sådan,
jeg virkelig oplever det, hvis det virkelig er sådan, jeg er indstillet.
'Men du skal ingenting eje og du vil være lykkelig for det'
- er jo et mareridt, hvis det er en kollektiv forordning, der befaler, at sådan
skal det være.
Kollektiv uselviskhed kan i mine øjne kun være noget
smukt, hvis det udspringer af, at hvert enkelt individ ud fra sin egen
erkendelse og livserfaring er blevet uselvisk. Når det kollektive altså
udspringer af en ægte fælles mentalitet, som ikke er en tvang, men et stade
nået ved hvert enkelte individs naturlige udvikling.
Sat over for verdens løgnebaserede propaganda er det vigtigste at elske
sandheden over alt.
Det er jo egentlig noget overordentligt godt, at disse magtfulde mennesker hele
tiden må dække sig ind under en mængde altruistiske floskler. De læner sig jo
hele tiden op ad det ideelle og kommer uanset hvad de gør hele tiden til at
skulle pege på det. Men de vil ikke kunne smyge sig udenom enten at overgive
sig helt til dét, de hele tiden har sat sig selv under en tvang til at pege på
- eller - at lade
