Forklædt som globalisme

Alt i nedenstående tekst passer med den nuværende aktuelle situation, når ordet 'nationalisme' udskiftes med ordet 'globalisme'. Hvilket i sig selv er et paradoks.

Den globalisme, vi lige nu ser ride menneskeheden som en mare, besmykker sig jo netop under dække af at være **kollektiv uselviskhed**. Jeg ser denne globalisme (som de facto styres af en forholdsvis lille gruppe personer) som ikke andet end en skygge af den sande internationalisme/ kollektive uselviskhed.

'Jeg ejer ingenting og er alligevel lykkelig' er jo skønt, hvis det er sådan, jeg virkelig oplever det, hvis det virkelig er sådan, jeg er indstillet.

'Men du skal ingenting eje og du vil være lykkelig for det' - er jo et mareridt, hvis det er en kollektiv forordning, der befaler, at sådan skal det være.

Kollektiv uselviskhed kan i mine øjne kun være noget smukt, hvis det udspringer af, at hvert enkelt individ ud fra sin egen erkendelse og livserfaring er blevet uselvisk. Når det kollektive altså udspringer af en ægte fælles mentalitet, som ikke er en tvang, men et stade nået ved hvert enkelte individs naturlige udvikling.

Sat over for verdens løgnebaserede propaganda er det vigtigste at elske sandheden over alt.

Det er jo egentlig noget overordentligt godt, at disse magtfulde mennesker hele tiden må dække sig ind under en mængde altruistiske floskler. De læner sig jo hele tiden op ad det ideelle og kommer uanset hvad de gør hele tiden til at skulle pege på det. Men de vil ikke kunne smyge sig udenom enten at overgive sig helt til dét, de hele tiden har sat sig selv under en tvang til at pege på - eller - at lade det, de peger på, (vi kunne kalde det LYSET), afdække/afsløre deres slet skjulte superegoisme for alverden.

“[…] Denne magt, der således befinder sig over 

    

statens magt, og som er i stand til at tyrannisere 

statens medlemmer med en stadigt voksende 

frihedsberøvelse, ja endog tvinger staten selv

til at organisere sig efter de mest moderne 

gangstermetoder med plyndringer og 

krænkelser af ejendomsretten, udgør den

allerhøjeste form for besættelse. Med 

ophavet til denne magt er hver eneste 

nation i verden i dag i krig. Alverdens 

nationer bliver dag for dag mere og mere 

knuget til jorden af [slut på side 184] 

denne magt, der i virkeligheden truer hele

menneskeheden med udslettelse. Så stærk 

er denne magt, at eksisterede der ikke en 

højere verdensplan, som i alt er denne

magt uendelig overlegen, ville den ende 

med at gøre jorden til et ubeboeligt 

månelandskab, en øde og livløs klode.

[...]

Takket være den guddommelige 

verdensstruktur kan dette ikke ske. 

I menneskehedens elvte time 

vil den endelig opdage det uhyre, 

der er den virkelige og farligste fjende. 

Den fjende, som i dag holder den bundet 

til frihedsberøvelse, restriktioner, varemangel, 

ja til al den elendighed, der 

præger verdenssamfundet 

af i dag. Dette uhyre er ingen anden end

den tankekoncentration, vi har givet navnet 

nationalisme. Nationalisme er nemlig 

ikke det skønne ideal, det opfattes at

være, men udgør i virkeligheden en psykose, 

der efterhånden vil lægge al kultur øde,

om ikke dens dyrkelse bremses. […] “

Fra Martinus' artikel 

Nationalisme og Internationalisme

 - uddrag af kapitel 5 og 6.