:::

Hånden lukker sig om ansigtet

lukker langsomt noget inde i sig

som vælter i glimt ned over

hånden vælter og siger

eet og ser noget andet

inde under det ingen længere skriger

det er nok dig der går igennem ansigtet

igennem væggen

vi er hver for sig sol

vi kan ikke skjule et eneste ord

men pludselig inde under gaderne

glider varmen op til lyset rører

dine læbers violette tone

først da springer

skygger gennem en rude

det kan ikke siges

det kan ikke skjules

det kommer aldrig igen

dagene vil tilbage til det hus

der selv kaster sine skygger mod sig

ind gennem dagen hvor dagen falder

tilbage i dine skridt

som nærmer sig bagfra

så mange hænder gennem væggene

dine papirstykker 

som brænder fra midten af en trappe

og billederne vi mindes

sengen vi mindes igen

de lange hvide ben

mindes

de skridt du tager og kalder mine

det lys du kaster over fingrene imens

din ryg hvisker min naivitet ind i skumring.