Normdigt

 

 

 

Digtet skal være gnidningsfrit og sporty

det skal ikke lugte ud af munden

eller gå i bukser med for høj talje

digtet skal have orden 

   og kunne økonomisere med sine ord

men det må aldrig nægte sine strofer

eller sætninger noget som helst

digtet skal være rimeligt og helst være på rim

digtet har bedst af at gå til psykolog

det må ikke gengive det kaos

digteren ser - uden i en ophøjet form

digtet skal være smukt som en arisk statue

men det må aldrig vælte statuer

eller sværte andre digte til

digtet skal altid være glad

og parat til at møde digte af begge køn på tinder

digtet må ikke akkumulere ord

især ikke navneord

digtet skal være stille

det må ikke larme

eller råbe ukvemsord efter sine sætninger

digtet skal ikke være ironisk

men være fromt og gå i sandaler 

   uden strømper 

       gennem hver versefod

digtet skal være lydefrit

ja, helst helt holde sin kæft

digtet skal ikke komme og påstå, 

         at det ved noget som helst om poesi

digtet skal ligge stille i sin kiste

og ikke være allergisk over for blomster

digtet vil blive belønnet

ved at få kisten til at ligne en digtsamling

ved sin begravelse

skal digtet døbes

af en præst, der er parat til 

       at række hånden ud til forsoning

så længe altså digtet tilkendegiver 

                                                 at det er frelst

digtet kommer aldrig på højde med verdenspoesien

når det ikke er parat til 

            at dømme andre digte hårdt og brutalt

digtet kan spise lige hvad det vil

men det skal ikke lade sine sætninger gå på græs

digtet må gerne være lapset

men aldrig gå halvnøgen mellem hvert vers

digtet skal ikke konversere

men tage det som en mand

digtet skal være blødt, bøjeligt og eftergivent

altid parat til et ukvemsord

eller et kritisk hug

digtet skal stille sit ur efter solen og kridte sine sko

digtet må gerne være en kvinde

når bare det ser godt ud på et bogomslag

men hvis digtet er en mand

klarer det sig næppe i længden

uden humor og syrlig sarkasme

digtet skal tie stille, når det ikke længere er et digt

digtet må ikke pjatte med ord

eller give dem ruskisnusk til aftensmad

digtet skal ikke drukne sig selv 

             i et badekar fuld af violer

digtet skal være genkendeligt

det skal være som spaghetti

der slasker mod næsen

digtet skal se sig selv 

     som en atletisk krop 

         helt fri for stesolid og ketogan

digtet skal tage skylden på sig

når det mærker sine ord 

     begynde at stamme 

         i usammenhængende sætninger

digtet må ikke skrige op

og forbande verden

digtet har intet mellemværende

og skal lade alt mudder og skidt

skalle af uden at kny

digtet skal altid betale og får intet igen

digtet er ynkeligt

og bør melde sig ud af enhver forening

digtet skal ikke være solidarisk

med digte uden for sin egen omgangskreds

og det skal holde op med 

     at imitere andre for digtet utilgængelige digte

digtet skal være originalt

og holde sig til sin egen aldrig skingre stemme

digtet er for evigt forældreløst

digtet kan ikke gøre for det

og skal ikke tro, det er noget, for

digtet eksisterer ikke rigtig

som andet end som

digtet er fem høns

der bliver til en fjer

digtet er alt det

som ingen særlig betydning har

digtet er uelsket

og skal have et spark i røven

digtet lider af ungdomssløvsind

og er ikke til at stole på

hvis digtet er heldigt

får nogen det indlagt

på nærmeste bibliotek

digtet skriver lange breve til sine eksmænd

og brænder dem klogeligst bagefter

digtet har personlighedsspaltning

og kan være tusind steder på samme tid

digtet er 1001 nats eventyr

og kan læse dine tanker

som dine tanker kan få dig til at se

den anden du er i digtet.