:::

 

Stænglens grønne lotus

er foreløbig pekingeserild

har du aldrig strakt dig

sådan i et råb mod morgengry

bøjet dig en smule for buskens lavthængende ribs

årene slår gnister mod spejlet

Sylvias skygge regner på lungerne

det kendte er minesat

birkesøster, livet klatrer

uden beregning gennem søjlenatten

i en bølge af latter

sætter en raga ømme fødder

i din søvn

lokomotiver tegner egetræsgevir

på aftensolens favntag

falder kærligt

som en komet

ned gennem en særligt klar nat.