Påfugl fifler i topnøglekø
de glødende hoveder
kastanjefaklen tætner
din sneglerevne
griflen grifler
tusinde stjerner
i fuglegræssne
modsætning toner
modsætningens sætning
en myretue fylder
den hængte mands garage
den hængte mands garage
fylder en myretue
modsætning toner
modsætningens sætning
i fuglegræssne
grifler griflen
tusinde stjerner
kastanjefaklen tætner
din sneglerevne
påfugl fifler i topnøglekø
de glødende hoveder.
Spytter bollerne
fra bunden af suppen
ud
her blev ingen slangefest
den lodrette beståen
forsvandt
i en hermetisk kuffert
sammen med
imaginationen
kun din bagagebærer
er stadig virkelig
sammen med
de blå og hårde brosten.
En Kyklop, blind og dump
har skåret køreledningerne over
og stukket dem i røven på sig selv
for at lade kroppen op
til arkaisk spærreballon.
Den behøver ikke at bælle tønder
af øl
for hovedet er allerede i fuld gæring
med en kæmpe fakkel
stryger den markens blomster
så de kan lære
af fordums tid.
Og når alt er ryddet
og grotten den er proppet
med vrøvlevers og lynraketter
fra Efraims sørøverskat
så springer der
fra en stjerneblomst i glød
en sidste hilsen
til et oplyst folk
holdt fanget
i grottens dyb.
Gaverne gav stemme til solens slanger
folderne i melet var enzymfloder
skælvende fattige vaser.
Det hele vugger med
i fanesvøbt ran
med moslefødder mellem væsener og væsener.
Fordærvet vælder filmens ekko
vi aner sjove gylp
parate mål
hopper selv ind i rammen
for at blive dømt.
Ansigtsløse høstmaskine
sæden stemmer dørklokker
og render fra en vase
forvandler sovesale om til måger
så doktorgyvlen blir din søjle
og slangens tavse vidne.
Engen prøver hoppeborgen
den vej kan alle gå
hvis de har plader nok
du har glæden ved at forsøge
med pikken som rangle
hyggelufter du dit vers.
Helvedesfødte dæmoner
trækker i hver pløk
og gylden sne vipper
fra æbletræets krone
for en margarinekiste
som bæres af enhver.
Gnipahellirs hare
føler at du falder
og taster heftige chok i den bløde muld
hvor verdens larm er varm karm
for gudesønnen kysses
hver nat
i Paradis.
Gyvlerne er vores gloriekuppel
som fænger arbejdsiver.
De er det muntre køkken
hvor Rødhætte har daset.
Med en kurvedåse
skal vi se dig
gøre os til søjlestemmer
om din slangefangst.
Jeg fører væsener under sølvudhamret fane
parate masser låner tågens famøse gang
igennem fortidsbreve
hæver oldtidshimle
øreknoglen.
Før du triller tæt på kalkens åndeskud
findes rævehøsten
jordens sprække slikker dine nipler
tårnværelser glider ret forbi.
Du forsvinder over boblesumpen
i nævnetingets fartøj
du ser floder og nye kloders øjne -
gløder brændt ind i is.
Du skriger til du letter
som en dråbeskål af løkker
for at modtage dette ene
den dybe stemmes litani med regnen.
Den ro der vokser til en bule
synes aldrig før at have været
skønt den igen og igen blev vingebåret
til sit nye styrt mod ekkodalen.
Der findes en sval krop forenet med altet
som aldrig forsvinder ind i nattens sene længsel
nuancerne vikles ud i røgsignaler
klatrer som myrehvirvel bagom hastighed
og vores øjne.
Bær krukkerne ind i søvnen
vi har allerede tabt vores afhængighed
af de smukke skår vi fandt
det er skrevet på hver eneste prop
vinen var vort eget blod
og vi drak og vi drak
af inskriptionen
bær krukkerne ind i søvnen
vores liv er skrevet med hemmelig skrift
og bringes i mikroskopiske sekvenser
som en forbrydelse
kun underbevidstheden kan fange.
Hold glasset stille
og jeg skal stryge sommerfuglestøv på din ryg
med et evigt Z så sort.
Sort lodden tang
gennemborer kloden
som arabesker op ad ryggen
gør solen din pukkel tavs
dine arme våger over breddegrader
krogen i substansen
har gjort din faneflugt helt skællet
det ovale findes imellem os og universet
under vores fødder slipper
ingen orm kvadratet
ord falder ud og slår sig
fra kuglepennens underside
kloden svævende under skyggesejl
og inde fra kornene
oxyderer fangeskrænten langsomt
kloder strammes om fiskeøjne
klemmer fugleliv ud i orme
udråbstegn knækker ved roden
og fløjter tyst oktaver.
Hundefløjten lød igennem plejehjemmets hedebølge
knoglemarv blev hulet ud af lyd
se disse smukke pyramidefingre
som løftede kloderne på plads i grottens mørke
sovedjævle tyssede lidt for sent
forstøvet kaffe blandedes med metalisk duft af engle
ryggen blev cikoriens ranke blå trompet
ingen hjerne var en mere uudfoldet himmel
fyldt med bløde skyer på græs
hånden strakte logrende tangenter
foran strålekapslens lægedøs
som en ruse for en himmels hvale
gled slægtstræet dynamisk ind
igennem Kristusnattens net.
Ruserne er døve af dine snogepletter
mærk dig hvordan regnkløften står og rykker
over de døve dråber
hænger rækker af blankål
som nogen har regnet ud
kan sættes fri
som sod fra en krematorieskorsten.
Hugormegiften er ved at slippe op
tænderne står i hjørnet og hopper
omme bag hortensiaen
hortensiaen klemt inde mellem bilen
og naboens trampolin
de lysende hortensiaer
til højre for gyvlernes sorte salver.
Den glødende hvide
er lyskontakt for røde bakker
rundt i vasens rille
kører hærdede torne
og får vasen til at lyse
som flodhestetin
let forstøvet
gift stiger
som en sidste vinkende hånd
fra dit forpustede trinbræt.
Til Lena
Mågerne flyver sidelæns i deres rette element
altid én mere end vingerne kan bære
fra krop til tå er du din egen by
konfirmanthånden rækker ud
bag dit evige smil
jeg ser tungen spille
og mine øjne har allerede forlængst
åbnet en fos
jeg bærer dine broer
og dine svaner
havet er intuition nok
for dit vandrette hug.
Jeg er glædesguden
som stiger fra vasers isbelagte bjerg
på dage hvor sæden i en søjle leger gejser fra issen
dage parate i sød isnen langs tandkødets rand
dage der føles som spindelvævskys i næsen
når kanelkvinden får køkkenet til at ånde af lykke
med palindromer spejlet i alle dimensioner
for viseværten tager peberløftet alvorligt
fra vaser hvor bevægelsen kælver de dødes skæbnespor
vaser der giver æggekager nåleskove for halve vinger
vaser parate til gyvlernes genkendelse af æggets næb
dage hvor kys er snevæggens suveræne verden
af glæde og isbelagte bjerge.
Det fosser som pakkepost
af kul fra vognstyrerens hænder
verden bevæger sig
dyrekredsen synger sin sats
Svastika er nattens sol
som Karlsvognen tegner
for hver årstid
med Nordstjernen som sin kerne
hver enkelt bevægelse gælder
som en agterfarve læst
i punkens dystopiske fødsel
tag færger på som kappe.
Gnallingeregninger fyger som delfiner
for kysset tilhører de sunkne havers sol
hvor over og ikke mindst under
mågerne løsner tågen for mågernes skud
du hvæser nødtørftigt
løvriven har fundet den gamle båd.
Da du så finder teltpløkkerne
og tempelhornet i udkanten af kålgårdens skygge
tæller du ammunitionen op
dette riflede løb
beregnet for kimkraftens løft
i skæret fra tårnværelsets lys.
Du udtyder dine skyggesoles palindrom
og det nære lys ved du ikke giver op
gyvlerne står så handicappede 11 på rad
og maler faser af liv
du påfører med knyttede glasål
solen sin glød.
Vælg poserne af is
og lad dem kure ud af dine øjne
din kuffert fyldt med elskov
tegner landkort
om de fem søers kys -
dit skyggelagte æg.
Mos og lav
taler om helbredelse og
evighed, fordi
de er så tæt
på deres venner
træerne og stenene.
Rødløg står efterladt
med drømmen om tornebuskes åbenbaring
mælken vil tårne sig op fra babynipler
kosten kan tåle meget
geddens stemme slikker dit øre
den kosmiske ten svinger havet rundt.
Åndehvæsets møllevinger trækker gæller over huden
måger er vølven sådan en humpel
heksen er fløjet ind i jorden
med en brændende gyvel i rumpen
men kommer aldrig forbi sin ottende zone.
Pygmæføl flager på halvt
din swimmingpool falder på svaner
hævnens furie udfører sin nådemåge
imens hun fylder sugerøret op.
Lykkedelfiner er dit kronede selv
pustet ud af en klækket klode
som rangle mellem dag og nat
rasler det parate kys
hamrer alvorssuset
for gyvlens sorte bælg er hvislende slanger
vådområder er de gode kagers stemme
buskene følger os
mens kloden danser stepdans.
