Replik om Rusland:

Ganske vist foregår der rigtig nok gennem vestlige efterretningsvæsener og vestlige medier en fordrejning og tilsværtning af russiske værdier (som i min optik ved sin rod har det meget vigtige budskab til menneskeheden: Så længe bare én af mine brødre/søstre er ulykkelig er min lykke ikke fuldkommen (eller i en anden version: En moder er aldrig mere lykkelig end sit mest ulykkelige barn)). Men hvis den nationalkonservative bølge som går gennem Rusland skal glorificeres for frihed, demokrati og ytringsfrihed, så mangler der nogle underbyggende facts, nogle sikre kilder, der fortæller nøjagtig hvordan adskillige journalister og politikere er blevet taget af dage, og allermest af hvem og for hvilken instans, stat eller organisation.

: Om civilisation og fascisme:

At civilisere sig vil sige at holde sig ren ved at udskille det man bestemmer sig for er urent. Derfor er civilisation og det at blive såkaldt civiliseret egentlig ikke det højeste gode for menneskeheden. Faktisk er det netop civilisationstanken, der er grundlaget for at fascisme og nazisme kan fremtrives.

Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, som de siger politikerne, hvorfor kæmper de så ikke for at HÆVE mindste lønningerne!  Det gør de ikke fordi det er en løgnesætning, der gennem frygten som kunstgreb, får den virkning at SÆNKE mindste lønningerne. At bilde folk ind, at de skal civilisere sig, at det skal betale sig (for arbejdsgiveren) at du arbejder, at arbejde er frihed, at når blot man udsulter folk tilstrækkelig meget og længe nok, så skal de nok indse, at denne form for arbejdsmoral er den ENESTE RIGTIGE moral, at bilde folk dette ind - er

nazismens første trin (og såkaldte kommunistiske styreformer har vi jo set også kan antage selv samme fascistiske mønster). . . Reaktionen mod disse 'RENHEDSIDEALER' er rigtig nok at bevare sin fornuft og proportionssans og arbejde for BRODERLIGHED frem for udstødelse.
Da Joseph Beuys første gang stod foran BERLINMUREN udtalte han om murens æstetiske dimensioner ud fra Winckelmanns proportionslære, at muren egentlig burde bygges fem centimeter højere, for så ville dens proportioner bedre passe til den omgivende virkelighed - var det naturligvis en provokation - men også et vink med en vognstang om at det ydre ikke kan ændres, før hvert enkelt menneske har forvandlet sig selv i sit indre.

Og den manglende sætning i nutidens liberalistiske dogmer er og bliver:

Solidaritet eller frit fald.

Når man går hånd i hånd, er der ikke nogen, der behøver at gå forrest.

  Civilisation kommer aldrig til at have noget med lighed og frihed at gøre. Antikkens romere ville betragte grækerne som 'vilde' dvs uciviliserede. Hvor det græske tog sit udspring i kultur og fællesskab grundlagdes der med romerriget ansatsen til civilisation. Kultur er det, der giver fællesskab - fællesskab er den kultur, der inkluderer, og lighed og frihed bliver først komplette når en sådan grundlæggende broderlighed er en selvfølge.

Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.