Afstandstagen & Solidaritet

To lande stemte sidste år imod en resolution i FN om at tage afstand fra nazistiske virksomheder. De to lande var U.S.A. og Ukraine. Dette har disse to lande hvert år gjort fra og med 2014. 49 lande undlod sidste år at stemme. 

I en lignende afstemning i år i FN om at fordømme nazisme stemte hele 52 lande der iblandt Danmark imod en sådan fordømmelsesresolution.

Hvordan kan det nu være. Et par artikler til at belyse fænomenets mulige årsager og baggrunde: HER i SOLIDARITET - Venstrefløjens medie, samt HER i ARBEJDEREN. 

En mere mundret og ligetil forklaring, end ovenstående artiklers - er i min optik for Danmarks vedkommende, at det officielle Danmark og mange andre lande jo solidariserer og ønsker at solidarisere sig med Ukraine. Hvor der, hvad end et medie-tabu det nu pt er at påpege, især i det sidste årti har dannet sig stærkt højre-orienterede, nationalistiske grupperinger, der i visse dele af disse grupperinger ynder at anvende nazi-symbolik. Det er jo helt elementær logik, at det er svært at solidarisere sig med noget, man samtidig må tage afstand fra. Derfor er det mere enkelt ikke længere at tage afstand fra det. Hvilket i vores nations historie må siges at være meget meget sørgeligt. 

 

Svið

Om jeg så tyggede 33 gange, så tror jeg nu heller ikke, jeg kunne få 'barn og mand' ned.

Det' nok derfor, der er så mange humørikoner på en mobil:

'Igordeller' er det mon en russisk inspireret egnsret á la spis klassefjenden?

Aha, Igor er et får! Det skulle russerne lige vide, næste gang de drømmer om at få sig en stor-zar.

Jeg blev engang som knægt sendt til slagteren så han kunne skære de hele fårehoveder midt over; jeg havde en hel sæk på ryggen. Den var lidt tung, så på vejen hjem ville jeg lige skifte skulder og satte sækken på jorden; men da jeg jo af natur er født nysgerrig, kunne jeg alligevel ikke undslå mig for at kigge ned i sækken, og der lå de så de halve hoveder med øjne, der stirrede lige op på mig. Jeg fik hurtigt lukket sækken. Hovederne blev svedet efter alle Svið foreskifterne og siden kogt i en kæmpe gryde nogle stykker af gangen. Men mærkeligt nok havde jeg ikke den store lyst til at smage, da den sorte skorpe brændt hud og uld blev krænget af og det lyserøde kød kom til syne. Nogle år senere var jeg til julemiddag hos min morbrors familie, og der blev serveret fårehoveder, det var jeg ikke lige omstillingsgearet til, og da min fætter rakte mig en god-bid af en hel kæbe med dejligt stærke fåretænder, så greb jeg straks en sprød majscrispy ting og sagde pænt nej tak til det favorable tilbud.

Men et barn på tre år sanser helt anderledes end et på syv; børn på tre og der under er helt ét med det, de sanser.

Før et menneske kan sige 'jeg' om sig selv, ser det sig ikke adskilt fra omverdenen, at opleve en hanes henrettelse er derfor ikke sjælelig anderledes end at opleve sin egen henrettelse.

Et barn på tre eller der under vælger jo ikke selv. Om det vil være empatisk eller hellere forhærde sig. Det er som udgangspunkt simpelthen 120% solidarisk med alt andet levende.

Ja, de kan tidsnok se det, men som spædbørn giver det ingen anden mening for dem end skræk og chok, som de ikke kan håndtere, men blot må leve i. Når verden ikke længere er helt så besjælet og bevidstheden træder i forgrunden, så kan de meget bedre håndtere det.

Normalt sætter vi jo heller ikke spædbørn til at kukke på tv-avisen, vel.

: Om civilisation og fascisme:

At civilisere sig vil sige at holde sig ren ved at udskille det man bestemmer sig for er urent. Derfor er civilisation og det at blive såkaldt civiliseret egentlig ikke det højeste gode for menneskeheden. Faktisk er det netop civilisationstanken, der er grundlaget for at fascisme og nazisme kan fremtrives.

Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, som de siger politikerne, hvorfor kæmper de så ikke for at HÆVE mindste lønningerne!  Det gør de ikke fordi det er en løgnesætning, der gennem frygten som kunstgreb, får den virkning at SÆNKE mindste lønningerne. At bilde folk ind, at de skal civilisere sig, at det skal betale sig (for arbejdsgiveren) at du arbejder, at arbejde er frihed, at når blot man udsulter folk tilstrækkelig meget og længe nok, så skal de nok indse, at denne form for arbejdsmoral er den ENESTE RIGTIGE moral, at bilde folk dette ind - er

nazismens første trin (og såkaldte kommunistiske styreformer har vi jo set også kan antage selv samme fascistiske mønster). . . Reaktionen mod disse 'RENHEDSIDEALER' er rigtig nok at bevare sin fornuft og proportionssans og arbejde for BRODERLIGHED frem for udstødelse.
Da Joseph Beuys første gang stod foran BERLINMUREN udtalte han om murens æstetiske dimensioner ud fra Winckelmanns proportionslære, at muren egentlig burde bygges fem centimeter højere, for så ville dens proportioner bedre passe til den omgivende virkelighed - var det naturligvis en provokation - men også et vink med en vognstang om at det ydre ikke kan ændres, før hvert enkelt menneske har forvandlet sig selv i sit indre.

Og den manglende sætning i nutidens liberalistiske dogmer er og bliver:

Solidaritet eller frit fald.

Når man går hånd i hånd, er der ikke nogen, der behøver at gå forrest.

  Civilisation kommer aldrig til at have noget med lighed og frihed at gøre. Antikkens romere ville betragte grækerne som 'vilde' dvs uciviliserede. Hvor det græske tog sit udspring i kultur og fællesskab grundlagdes der med romerriget ansatsen til civilisation. Kultur er det, der giver fællesskab - fællesskab er den kultur, der inkluderer, og lighed og frihed bliver først komplette når en sådan grundlæggende broderlighed er en selvfølge.

*

 Først vil de fjerne livsgrundlaget fra de svageste i samfundet, og imens folk i lavtlønnede stillinger tænker pyha godt det ikke er os, så forringes arbejdsvilkårene for hver arbejdsplads bid for bid; de lavestlønnede akademikere møder ingen solidaritet fra de lavestlønnede proletarer og de helt uden arbejde, de hjemløse, de psykisk syge, førtidspensionisterne - alle spilles ud mod hinanden - vi ved ikke, at negativitet er det eneste betalingsmiddel vi ikke længere har råd til at gøre brug af, den positivitet vi har brug for, er broderligt at ønske, at det skal gå godt for andre, at hvert erhverv har sine udfordringer, og at der ingen grund er til at være misundelig på f.x. forberedelsestid og lange sommerferier i forbindelse med undervisning og åndsarbejde, det positive er at fremme kultur fremfor såkaldt civiliseret udskillelse og stadig stigende normalisering og ensretning.

CENSURPOLITIET DAS KAPITAL og ytringsfrihedens frontkæmpere og solidaritet? { }{ }{