Epstein-filerne som styrings-organ for verdens gang?

 

Selvom et svimlende antal dokumenter (3½ millioner!) er gjort offentligt tilgængelige fra Epstein-filerne, så anslås det, at disse kun udgør 2 % af det samlede antal. Så når det norske kongehus kommer ud med en melding om, at Kronprinsesse Mette-Marits mails til Jeffrey Epstein ikke kan genskabes fra hendes egen mail-konto, så må man gå ud fra, at det allerede er undersøgt, om disse ikke genskabelige Slette-Mette mails skulle befinde sig blandt de 2% allerede tilgængelige dokumenter. Såfremt disse mails så befinder sig blandt de 98%, så udgør disse resterende 98 % i princippet et effektivt afpresnings-middel; for er den overvejende del af Mette-Marits mange Epstein-mails ikke at finde blandt de 2%, så må de jo sandsynligvis være blandt de 98%. Dermed udgør kronprinsessen muligvis en stor sikkerheds risiko for den norske nation, hvilket logisk set burde være en grund til, at hun aldrig kan blive Norges dronning.

Men hvad nu om Epstein-filerne samlet set ligger som kopi et andet sted i verden? Så udgør filerne jo i sig selv potentielt set en sikkerheds risiko for U.S.A., for skulle der blandt dokumenterne findes komprimtierende materiale for Amerikas øverste myndighedspersoner, så udgør de et pressions middel. At de netop bliver brugt sådan, kunne bringe lidt logik ind i, hvorfor en amerikansk præsident, der ellers har haft et drivende ønske om, at modtage Nobels Fredspris, krydser klinger med Iran uden hverken NATO- eller FN-mandat.

 

Drone-kursus som alibi og kattelem

 

En soldat lærer vel det samme af et militært drone-kursus afholdt i Danmark som hvis det blev holdt uden for Danmark. Så hvad er forskellen på at afholde et sådant kursus i Danmark i forhold til, at det bliver afholdt i Ukraine. Forskellen er - at i Ukraine kan danske soldater risikere at blive slået ihjel, fordi de i deres egenskab af at være danske soldater (hvor ubevæbnede de så end måtte være) træder ind på en kampplads udenfor NATO terræn og uden noget som helst FN-mandat. 

Så hvad er logisk set formålet med at sende danske soldater til Ukraine. Det er, at de kan blive slået ihjel. Hvorfor er "vi" interesseret i, at danske soldater bliver slået ihjel? Hvorfor ligger vores største interesse ikke i den højeste form for sikkerhed for danske soldater? Det må jo igen logisk set være - fordi "vi" skal bruge de danske soldaters død til et formål. Hvad kunne dette formål vel være - andet end at tjene som alibi for at kunne påberåbe sig en 'uretfærdigt begået ugerning', som der skal tages aktion på. Hvis denne logik ligger bag - så er drone-kurset en kattelem for at sluse danske soldater helt op til fronten - som dumhedens fortrop for et EU i fuld oprustningsekstace. 

-----

“Forward, the Light Brigade!”

Was there a man dismayed?

Not though the soldier knew

   Someone had blundered.

   Theirs not to make reply,

   Theirs not to reason why,

   Theirs but to do and die.

   Into the valley of Death

   Rode the six hundred.

 

Alfred Lord Tennyson : The Charge of the Light Brigade

Assad og giftgasteateret

 

Søren Wegner oplister 11. februar 2023 på sin daværende facebook profil (som siden sandsynligvis er blevet hacket) det kronologiske forløb omkring stormagters og terrorgruppers indvolvering i giftgasangrebene på befolkningen i Syrien.

Søren Wegner: 

"En oversigt over temaet "giftgas" hentet fra min Syrien-research:

4. december 2012: Fragmentarisk ledede Free Syrian Army (FSA) er på hælene i hele Syrien. Dette falder 'tilfældigvis' sammen med, at amerikanske satelitter angiveligt opdager, at Syriens regering producerer saringas.

19. marts 2013: Syrien rapporterer om et omfattende klorinangreb mod soldater i Khan al-Asal, en forstad til Aleppo. Det britisk finansierede SOHR siger, at Syrian Arab Army (SAA) kommer til at ramme sig selv. 26 dør, heraf 16 soldater. Senere viser det sig, at gassen, der bruges, bærer samme specifikke markører som den gas, der beviseligt benyttes af Liwa al-Islam i Ghouta i august 2013.

Dagen efter angrebet beder Assad FN om at sende et uvildigt hold for at undersøge brugen af giftgas, mens NATO uden videre placerer skylden hos Assad. Obama gør sin "røde linje" kendt for alverden. Også Putin advarer Assad mod at bruge kemiske våben, da han vil miste Ruslands støtte, hvis han gør det.

6. maj 2013: FN's chefundersøger Carla Del Ponte slår fast, at giftgasangrebet ved Khan al-Asal (19. marts) blev udført af (Jabhat) Al-Nusra, også kendt som syrisk Al-Qaeda.

30. maj 2013: Tyrkisk sikkerhedspoliti rapporterer om et fund af en 2 kg's beholder med saringas beregnet på en bombe. Fundet sker efter at have stormet tolv Al-Nusra-medlemmers hjem.

7. august 2013: En stor gruppe børn kidnappes af Al-Nusra i Latakia. De samme børn identificeres siden af forældre blandt de mange påståede ofre for giftgasangrebet i Ghouta 21. august.

13.-14. august 2013: Stor mødetravlhed blandt qatarske, tyrkiske og amerikanske efterretningsofficerer i Tyrkiet samt tropperokader og andre hastige forberedelser blandt pro-tyrkiske militser, der bedes gøre klar til amerikanske bombninger, indikerer forudviden om giftgasteatret i Ghouta ugen efter. En særlig Facebookside under navnet "Abu Hamza from Duma" slås op. På siden beskrives forberedelserne til en sidste, afgørende overraskelse for Syriens regering. Beskrivelsen flankeres af et billede af (Liwa al-Islams, senere Jaish al-Islams leder) giftgasexperten Zahran Alloush, sammen med pro-tyrkiske militsledere. Militserne i Syrien forsikres om store, snarlige våbenleverancer. Tropperokaderne fortsætter med forøget aktivitet i dagene omkring d. 21.-23. august.

19. august 2013: Over 50 lokale oppositionsfolk deserterer i Ghouta, og mange af dem går over på SAA's side i kampen mod islamisterne, som de fordømmer for deres forbrydelser mod lokalbefolkningen, mens de samtidig erkender, at Assad er den reelle beskytter af folket og dets interesser.

21. august 2013: Mens FN's våbeninspektører pakker kufferterne ud på hotellet i Damaskus, rammes forstaden Ghouta af et fingeret giftgasangreb, der straks forsøges smøret af på Assad. Lækkede (og derpå hastigt 'bogbrændte') emails fra militære kilder viser, at Tyrkiet leverer gassen, der er købt i UK for saudiske penge.

Blandt 'ofrene', der 'behandles', har mange ifølge øjenvidner fået deres hals skåret over. Andre øjenvidner fortæller, at Liwa al-Islam (det senere Jaish al-Islam) og Faylaq al-Rahman slås indbyrdes, og at Liwa al-Islam efter kampene spreder ligene på jorden, frigiver tåregas og begynder at filme. Lederen af Liwa al-Islam, Zahran Alloush, er netop specialtrænet i anvendelsen af kemiske våben.

Ialt 1.458 hævdes at blive dræbt, men højest 500 døde bekræftes. De mange påståede børneofre viser sig senere at hidrøre fra en større kidnapningsaktion begået af Jabhat Al-Nusra i det nordlige Syrien samt aldrig at have været i Ghouta, idet de bliver holdt fangne i byen Selma i Latakia.

Gassen brugt mod soldater i Khan al-Asab d. 19. marts bærer samme særlige markører som gassen i Ghouta, hvorfor den beviseligt kommer fra samme kilde. Senere viser ballistiske undersøgelser, at raketterne med gassen umuligt kan være affyret fra SAA-positioner, men kun være kommet fra områder besat af Liwa al-Islam.

24.-25. august: Yderligere tre gasangreb rammer hhv. Jobar og Saraqueb (d. 24.) og Ashrafiah Sahnaya (d. 25.). Ofrene er SAA-soldater (i Jobar og Ashrafiah Sahnaya) og civile (i Saraqueb). Syrien beder straks OPCW om at undersøge angrebene for at få fastslået skylden.

14. september 2013: USA og Rusland enes om en aftale, hvorved Syrien sender sine lagre af giftgas til destruktion. Sidste sending forlader Syrien ombord på det danske fragtskib Ark Futura i juni 2014.

22. november 2013: Under et Atlantic Council-møde i Ankara godkendes ISIS' januar-invasion af Syrien. Oprindelig er det meningen, at det skal ske i 2013, men det udsættes, da UK's parlament ikke godkender en bombning af Syrien efter giftgasteatret i Ghouta i august. Oplysningerne, der fremkommer i juni 2014, stammer fra en whistleblower fra inderkredsen omkring Libanons PM Saad Hariri.

21.-25. december 2013: Et storstilet angreb (forløbende over fem dage) på et syrisk giftgasvåbenlager udenfor Damaskus forpurres. Angrebet, der kommer mens våbnene forberedes til transport ud af landet til destruktion, udføres af Liwa al-Islam anført af Zahran Alloush. Det er ikke hverken første eller sidste gang, anlægget forsøges stormet af den belejrende milits.

Angrebet forøger Syriens bestræbelser på at komme af med giftgassen, før den falder i hænderne på skruppelløse terrorister som den mangeårige saudiske agent Zahran Alloush. I 1990'erne er Alloush del af et saudisk terrornetværk i Syrien, indtil han arresteres. Han er blandt de, der løslades, da Assad (efter pres fra FUKUS) giver amnesti til en stor gruppe 'politiske fanger' 31. maj 2011. Han ophøjes straks efter FSA's dannelse til militær leder af FSA's Sydlige Front, hvis fokus er Damaskus.

I juli 2012 står han bag det højt profilerede selvmordsbombeangreb i Damaskus, der bl.a. dræber Syriens forsvarsminister. I august 2012 rapporteres hans milits at stå bag grusom tortur af syriske civile i Douma. Dertil findes der fra samme måned øjenvidneskildringer, der beretter om massehenrettelser, hvor Alloush' milits skærer halsen over på store grupper af fanger, og videoer, hvor han efterfølgende beskylder SAA for udæderne. Senere advokerer han selv på video for tortur af fanger og for henrettelser af samme karakter.

Efter giftgasteatret i Ghouta i august 2013, som han beviseligt står bag, og USA's manglende vilje til at bombe i september, laver han en formel alliance med de andre islamistiske militser i området, inkl. Jabhat Al-Nusra.

Alloush dør under en syrisk antiterror-operation 25. december 2015. På det tidspunkt har militsen skiftet navn til Jaish al-Islam. Hans afløser bliver broderen Mohammed Alloush - en shariadommer berygtet for henrettelser ved fald fra hustag - som NATO ved diverse 'fredsforhandlinger' siden bruger som sit gangbare alternativ til Assad som Syriens fremtidige leder.

12.-30. april 2014: Otte angreb med klorin finder sted mod tre landsbyer i Hama og Idlib i det nordvestlige Syrien. Angrebene rammer landsbyerne Talmanes, Al-Tamana og Kafr Zeita. I maj bliver OPCW's hold angrebet, da man forsøger at tilgå gerningsstedet i en af byerne. OPCW bekræfter angrebene i september og beskriver i sin rapport (12. februar 2015) angrebene som "systematiske og gentagne".

23. juni 2014: OPCW melder, at de sidste 8% af Syriens giftgaslager fra havnen i Latakia - ombord på det danske fragtskib Ark Futura - er blevet sendt til destruktion i Italien.

16. marts 2015: To videoer oploadet på YouTube af de Hvide Hjelme forgiver at vise et redningsforsøg af tre babyer efter et påstået giftgasangreb, som hævdes begået af SAA. Da svenske læger på opfordring har set videoen igennem, konkluderer de, at hvis babyerne ikke allerede var døde (hvilket de synes at være), så ville de Hvide Hjelmes "bizarre" behandling af dem uden tvivl have slået dem ihjel.

16. marts - 20. maj 2015: Al-Nusra bruger klorin ifm. med seks forskellige angreb i det nordvestlige Idlib. Dette bekræftes med "stor sandsynlighed" af OPCW i november. Hidtil har Human Rights Watch uden videre beskyldt regeringen for angrebene, der hævdes fremført med tøndebomber.

21. august 2015: ISIS bruger sennepsgas under kampe i Marea i Aleppo-provinsen. OPCW bekræfter i oktober, at der er brugt sennepsgas af en ikke-statslig aktør. Angrebet sker med mortérgranat affyret fra et ISIS-besat område og rammer et hus med civile, der siden behandles af Læger uden Grænser på en nærliggende klinik.

29. oktober 2015: OPCW bekræfter, at der i forbindelse med kampe i Marea i Aleppo-provinsen (21. august) er blevet brugt sennepsgas fremført med en mortérgranat af en ikke-statslig aktør, der viser sig at være ISIS. Samtidig bekræftes det via en sideløbende undersøgelse, at Al-Nusra har brugt klorin ifm. med seks forskellige angreb i Idlib (16. marts - 20. maj).

5. december 2015: Efter et læk af en fortrolig kriminalrapport, hvoraf det fremgår, at den tyrkiske regering beviseligt støtter ISIS og forsyner dem med giftgas købt i Europa, samt at CIA og amerikanske specialstyrker træner ISIS og Al-Nusra i brugen af giftgas, adresserer den tyrkiske parlamentariker Eran Erdem dette i parlamentet. Både Erdogans søn, Necmettin Bilal Erdogan, og hans svigersøn, Berat Albayrak, er impliceret i skandalen. Erdogan svarer arrigt igen med beskyldninger om landsforræderi.

25. december 2015: Zahran Alloush, den giftgaskyndige leder af Jaish al-Islam og manden bag bl.a. den fingerede Ghouta-giftgasmassakre og overfaldet på Adra ved Damaskus i hhv. august og december 2013, dræbes i et luftangreb ifm. en syrisk antiterror-operation. Kort forinden anklages han af rivaliserende militser i Østghouta for at have stjålet over $12 mio. fra militsernes fælleskasse.

7. april 2016: Et klorinangreb rammer det kurdiske kvarter Sheikh Maqsood i Aleppo. 23 dør og over 100 såres. Jaish al-Islam indrømmer at være ansvarlige for angrebet.

2. august 2016: Den tjetjenske Al-Qaeda-milits Nour al-Din al-Zinki, som USA betragter som "moderate oprørere", affyrer ifølge russiske kilder granater med giftgas i Aleppo.

4. april 2017: Khan Sheikoun danner ramme om et falsk giftgasangreb, hvor man giver russiske fly skylden. De Hvide Hjelme deltager i opsætningen og mediedækningen på jorden. Der er dog adskillige afslørende uregelmæssigheder ifm. 'angrebet':

På Twitter fortælles om hændelsen, før den officielt har fundet sted, og  hændelsen finder sted, før de russiske fly, som angiveligt skulle have udført angrebet, er lettet fra basen. Dertil ankommer 57 'ofre' til hospitalet, før angrebet finder sted. Som kronen på værket indsamler Al-Nusras 'specialist' de påståede, bekræftende 'sarinprøver' iført sandaler, og blandt 'ofrene' findes der godt nok sarinspor i urinprøverne, men ikke i blodprøverne.

12. april 2017: Et amerikansk luftangreb rettet mod ISIS i byen Hatla i Deir Ezzor rammer angiveligt et giftgasdepot. Ifølge lokale kilder er der hundreder af dødsofre.

8. februar 2018: USA's krigsminister James Mattis vedkender, at der aldrig er fundet bevis for, at Assad har brugt giftgas mod sit eget folk.

6. marts 2018: Syriske civile, levende under terrorbrigaden Failaq al-Rahmans åg i Hamouriya i Østghouta, spolerer angiveligt et planlagt kemisk falskflagangreb, da de går på gaden med syriske flag og protesterer imod gruppen. Således sikrer lokalbefolkningen sig, at det bliver umuligt for de Hvide Hjelme at fremstille det forventede giftgasangreb som et angreb begået af SAA mod vrangvillige civile, der ikke ønsker Assad som leder.

12. marts 2018: SAA befrier et ruralt område mellem Shifouniyeh og Douma i Østghouta og finder et anlæg, som er blevet brugt til at fremstille kemiske våben. Anlægget beskrives af journalist Sharmine Narwani som fyldt med elektronisk udstyr på førstesalen og store kogebeholdere i kælderen, hylder med kemiske beholdere, hjørner med opstablede klorinholdige cylindere, kemiskemaer, bøger, bægerglas, medicinglas, testtuber og andre laboratorieremedier. Dertil er der i flere hjørner stabler af rørformede projektiler. Særligt ét apparat skiller sig ud: det er relativt nyt af udseende og bærer en tekst, der identificerer det som amerikansk produceret og solgt på tilbud af Saudi Arabien i 2015. På øverste etage er der et tykt lag af støv og brokker fra bombardementer, hvilket gør det utænkeligt, at faciliteten er iscenesat af SAA, sådan som kritikere muligvis ville hævde. På en telefonliste på væggen finder man navne og numre, der viser, at laboratoriet har været kontrolleret af Jaish al-Islam, hvis leder Mohammad Alloush har været NATO's foretrukne talsmand for 'oppositionen' ved både Geneve- og Astana-forhandlingerne.

7. april 2018: Giftgasteater i Douma. De Hvide Hjelme deltager i opsætning og mediedækning, der involverer op mod 50 anbragte lig som 'ofre'.

10. april 2018: Som led i overgivelsesaftalen med Jaish al-Islam forventer man at se tusinder af kidnappede civile fra overfaldet på Adra i december 2013 blive løsladt fra Douma. Chokket, fortvivlelsen og sorgen er stor, da blot 200 ud af op mod 5.000 kidnappede stadig er i live. Resten er døde som følge af tortur, slavearbejde, giftgasforsøg og henrettelser.

14. april 2018: FUKUS bomber uden mindste bevis Syrien som 'hævn' for det fiktive gasangreb i Douma ugen før. Angrebet kommer kort inden, OPCW's inspektører skal begynde deres arbejde i Douma. Af de mere end 100 missiler skydes de 71 ned, før de rammer deres mål. Ét missil rammer imidlertid en fabrik i Damaskus, hvor USA hævder, at der produceres kemiske våben; heldigvis tager de fejl (eller lyver), idet katastrofen ved fuldtræfferen udebliver.

14. april 2018: OPCW's undersøgelsesmission annoncerer, at man starter sit arbejde i Douma. Grundet problemer med sikkerheden udsættes undersøgelsen dog. Første forsøg på at undersøge sker 17. april, men det ene sted forhindrer en stor folkemængde undersøgelsen, mens OPCW's rekognoceringshold bliver beskudt det andet sted. Der går en hel uge, før OPCW (21. april) kan kigge på det første af de to angivelige gerningssteder og yderligere fire dage, før også den anden lokalitet bliver tilgængelig.

26. april 2018: Syrisk delegation taler i Haag. Her fremlægges klare beviser for, at det påståede giftgasangreb og de efterfølgende hospitalsscener i Douma var teater. NATO-medierne vender (som vanligt, når det gælder den støt stigende andel af dårlig omtale af NATO's kriminelle aktiviteter ifm. Syrien) det døve øre og blinde øje til. Omtalen når ikke ud til befolkningerne i aggressorlandene.

24. november 2018: Beboere i tre forskellige distrikter i Aleppo bliver ofre for ialt 5 eller 6 mortérangreb med ammoniumnitrat (gødning). Cirka 100 ofre behandles på hospitalet.

20. december 2018: En timelang panelhøring i FN's Sikkerhedsråd om de Hvide Hjelmes aktive deltagelse i krigsforbrydelser i Syrien mødes med absolut tavshed i NATO's medier.

Panelet fremlægger bl.a. klare beviser for, at de Hvide Hjelme aktivt bidrager til omfattende organhandel, iscenesatte redningsaktioner og giftgasteater. Bevismaterialet består af mere end 600 vidneudsagn fra både ofre og gerningsmænd.

1. marts 2019: OPCW udsender sin famøse, fingerede rapport, hvori organisationens egne våbeninspektørers konklussioner udelades for at give et (falsk) indtryk af, at giftgasteatret d. 7. april 2018 var reelt, og at Syrien stod bag.

Maj 2019: Ian Henderson bliver den første af en lang række whistleblowere fra OPCW, der afslører, hvordan organisationen med NATO-landes hjælp har svindlet med resultatet af sin Douma-rapport om det påståede giftgasangreb i april 2018 for at inkriminere Syrien. Ét memo viser fx., at tyve OPCW-inspektører er af den samme mening som Henderson.

23. november 2019: Via WikiLeaks påpeger endnu en whistleblower, at OPCW har svindlet med resultaterne af undersøgelsen af det påståede giftgasangreb i Douma i april 2018 forud for OPCW's endelige rapport i marts.

20. januar 2020: Tidligere OPCW-inspektør vidner per videolink foran FN's Sikkerhedsråd, hvor han beskylder OPCW for at manipulere med deres rapport vedrørende det påståede giftgasangreb i Douma i april 2018.

11. marts 2021: En udtalelse med titlen: "Statement of Concern: The OPCW investigation of alleged chemical weapons use in Douma, Syria" udsendes af en lang række prominente skikkelser, heriblandt fem med en fortid i OPCW (inkl. organisationens første leder, José Bustani), i protest mod NATO's fortsatte tavshed om OPCW-skandalen, hvorved den vigtige organisations troværdighed udhules fatalt.

15. april 2021: Det irske medlem af Europaparlamentet Mick Wallace forsøger at stille kritiske spørgsmål til og kræve (voldsomt tiltrængt) gennemsigtighed i det NATO-korrumperede OPCW, men bliver abrupt afbrudt af (kollegaen og medlemmet  af Europaparlamentets underkomité for sikkerhed og forsvar) Nathalie Loiseau, der kalder hans indlæg for "fake news", og som i stedet giver ordet til den korrumperede organisations repræsentant, Fernando Arias, der fuldkommen ignorerer Wallace' indlæg.

Loiseau var medlem af Macrons regering, der bidrog til hævnbombardementet af Syrien for det fiktive giftgasangreb i Douma (7. april 2018). Hun er altså medansvarlig for den forbrydelse, hun forsøger at dække over, når hun nægter sin kollega Mick Wallace hans parlamentariske ytringsfrihed. De to irere, Clare Daly og Mick Wallace, er de eneste EU-parlamentarikere, der stiller sig kritiske overfor EU's og NATO's roller OPCW-skandalen.

8. juni 2021: Israel bomber mål i Damaskus, Homs og Tartous. Bl.a. ødelægges bevismateriale knyttet til giftgasteatret i Douma i april 2018.

Kilder: 21st Century Wire, ABS CBN News, Al Masdar News, Al Monitor, Belfast Telegraph, Courage Foundation, F1TYM1, Freedom for Humanity, Global Research, Global Security, Israel National News, Middle East Eye, MintPress News, Moon of Alabama, New Eastern Outlook, New York Times, Newsweek, NSNBC, Off-Guardian, Oil Price, OPCW, Press TV, RT, Soul Spirit Guidance, Sputnik News, Syria Direct, Syria Propaganda Media, Syria Resources, TeleSUR, The Guardian, The Independent, The Indicter, The Mirror, The Wall Will Fall, Times of Israel, v4vapid, Voltaire Network, WikiLeaks, World Socialist Web Site, World Tribune."

Søren Wegners opslag på facebook : HER.

En planet på vej ud af sine skygger

Store regionale konflikter bør forhandles til en overenskomstmæssig løsning ved forhandlingsbordet og FN må være den instans, der sørger for, at den løsning, man er kommet overens om og har underskrevet som fælles aftale, opretholdes. 

Dette burde være indlysende - ikke mindst i skyggen af to sønderlemmende verdenskrige og i selv samme skygges nu muligvis foranstående tredie én af slagsen. 

Hvorfor bliver der ikke forhandlet sådanne løsninger i Rusland-Ukraine- og i Israel-Palæstina konflikterne? 

Hvorfor er FN ikke synligt på banen i disse konflikter? 

Hvorfor går så mange lande ind og støtter op om slagmarkernes eskalation via økonomisk, militær og materiel støtte - i stedet for at anvende alle disse ressourcer på at tilføre FN flere midler og flere beføjelser? 

Cypern som model for konflikt-håndtering vil være gavnlig at relatere både Rusland-Ukraine og Israel-Palæstina til. Måtte det ske. FN er for nuværende det bedste bud på et egnet organ for verdenssamfundene til at håndtere de overnævnte for menneskeheden så svære og smertelige nuværende tilstande. 

 

Fred i verden

Hvorfor er der ikke en eneste folketingspolitiker i kongeriget Danmark, der taler om fred. Der taler FOR fred? 

Efter den sidste, som i dét ovenstående perspektiv nærmere er den seneste, verdenskrig dannede en række lande ud fra deres da vundne lidelseserfaring FN - de Forenede Nationer (UN). Mange ildsjæle bar med på at gøre FN til det ideal for fred, som et stigende antal mennesker naturligt hungrede efter. Nogle gik i døden for denne drøm, dette ideal. 

Lad os ikke her dvæle ved det, som endnu ikke er lykkedes tilfredsstillende med dette projekt - eller de mange enkeltstående fiaskoer, skandaler - eller ved spørgsmålet - i hvor høj grad FN også er infiltreret af lobyisme og mørke agendaer. Men holde fokus på et enkeltstående længere varende projekt, som fx Cypern. Dette land blev i begyndelsen af 70'erne invaderet af tyrkiske tropper og græsk-cyprioterne blev trængt op i en afkrog af øen. Grækenlands styre valgte klogeligst at undlade en modinvasion - for ikke at eskalere konflikten til det endnu mere uoverskuelige perspektiv. Men græsk-cyprioterne blev ikke ladt i stikken. FN gik nemlig ind og trak en streg i sandet. Og så måtte tyrkere holde sig i det ene område og græsk-cypriotere i det andet. Denne skillelinie har med en vis succes været oppebåret lige siden. Men 'en vis succes' skriver jeg af den grund, at den jo har kostet ofre, for krigen er jo sådan set aldrig blevet afsluttet, men blot holdt hen. 24 danske soldater har i den forbindelse i de forløbne årtier sat deres liv til for opretholdelsen af det mindste onde. For de berørte implicerede pårørende er dette sandsynligvis en ringe trøst; for dem må det, der har ramt, opleves som urimeligt, al den stund - at ingen af de ofrede soldater sandsynligvis har nogen personlig del i konflikten. 

Men trods ofrene er FN løsningen stadig den man sætter sin lid til. Hvad skulle man ellers?

Hvorfor er en lignende løsning ikke sat på tegnebrædtet for Rusland-Ukraine konflikten? Og for Israel-Palæstina konflikten? 
Hvorfor er det, at verdenssamfundet accepterer disse helt utilstedelige begivenheder blive ved med at finde sted - med så store civile tab til følge? 

Hvorfor gennemtvinger FN ikke en løsning, hvor de russisk talende ukrainere får deres region - og de ukrainske ukrainere får lov at være i fred i resten af det store land? 

Svaret fra de, der ikke ønsker fred, er at så får Putin jo sin vilje. Men er det ikke akkurat også det samme Tyrkiet fik med Cypern? Man valgte jo ikke at trænge tyrkerne helt væk fra øen. Diplomatiet talte - og valgte som man ville gøre det i en børnehave. Der blev opstillet nogle regler, hvor under begge parter kunne leve i nogenlunde "fred og fordragelighed".

Hvorfor opretholder FN ikke også en sådan tilsvarende løsning for Israel-Palæstina?

Svaret på begge opstillede scenarier er - FORDI MAGTFULDE INSTANSER IKKE ØNSKER FRED.

Men hvad siger verdens befolkninger? Hvad siger europæerne? Hvad fortæller det seneste EU parlamentsvalg os?

Hvad siger intelligensiaen i U.S.A.? Tror man virkelig, at et amerikansk præsidentvalg bliver vundet på agitation for amerikansk deltagelse i endnu en optrappende krig?

Hvis verdenssamfundet skal videre uden en gentagelse af historien i opskaleret lidelsesniveau, så må den styrke sine organer for mulig fred. Og dette organ findes i øjeblikket ikke bedre, end hvad FN gøres til.

Afstandstagen & Solidaritet

To lande stemte sidste år imod en resolution i FN om at tage afstand fra nazistiske virksomheder. De to lande var U.S.A. og Ukraine. Dette har disse to lande hvert år gjort fra og med 2014. 49 lande undlod sidste år at stemme. 

I en lignende afstemning i år i FN om at fordømme nazisme stemte hele 52 lande der iblandt Danmark imod en sådan fordømmelsesresolution.

Hvordan kan det nu være. Et par artikler til at belyse fænomenets mulige årsager og baggrunde: HER i SOLIDARITET - Venstrefløjens medie, samt HER i ARBEJDEREN. 

En mere mundret og ligetil forklaring, end ovenstående artiklers - er i min optik for Danmarks vedkommende, at det officielle Danmark og mange andre lande jo solidariserer og ønsker at solidarisere sig med Ukraine. Hvor der, hvad end et medie-tabu det nu pt er at påpege, især i det sidste årti har dannet sig stærkt højre-orienterede, nationalistiske grupperinger, der i visse dele af disse grupperinger ynder at anvende nazi-symbolik. Det er jo helt elementær logik, at det er svært at solidarisere sig med noget, man samtidig må tage afstand fra. Derfor er det mere enkelt ikke længere at tage afstand fra det. Hvilket i vores nations historie må siges at være meget meget sørgeligt. 

 

Hvilke udenlandske råd, forums og agendaer er danske politikere (og andre) medlemmer af og hvilke politikere (og andre) er IKKE medlemmer af noget sådant:

 Dokument med oversigt over hvilke forbindelser, der er indgået HER.

Planet Lockdown

 Se film HER.

Cold Case Hammarskjöld

Hvorfor var Dag Hammarskjölds lig som det eneste fra det forulykkede, nedskudte fly - ikke forkullet?

Hvorfor var spillekortet Spar Es, der anses for CIA's visitkort, stukket ned i Dag Hammarskjölds krave?

Blev A.I.D.S. udviklet på viruslaboratorierne i Afrika? Skete det samme senere med EBOLA?

Bliver vacciner stadig hemmeligt brugt til bekæmpelse af befolkningstilvækst?