Epstein-filerne som styrings-organ for verdens gang?

 

Selvom et svimlende antal dokumenter (3½ millioner!) er gjort offentligt tilgængelige fra Epstein-filerne, så anslås det, at disse kun udgør 2 % af det samlede antal. Så når det norske kongehus kommer ud med en melding om, at Kronprinsesse Mette-Marits mails til Jeffrey Epstein ikke kan genskabes fra hendes egen mail-konto, så må man gå ud fra, at det allerede er undersøgt, om disse ikke genskabelige Slette-Mette mails skulle befinde sig blandt de 2% allerede tilgængelige dokumenter. Såfremt disse mails så befinder sig blandt de 98%, så udgør disse resterende 98 % i princippet et effektivt afpresnings-middel; for er den overvejende del af Mette-Marits mange Epstein-mails ikke at finde blandt de 2%, så må de jo sandsynligvis være blandt de 98%. Dermed udgør kronprinsessen muligvis en stor sikkerheds risiko for den norske nation, hvilket logisk set burde være en grund til, at hun aldrig kan blive Norges dronning.

Men hvad nu om Epstein-filerne samlet set ligger som kopi et andet sted i verden? Så udgør filerne jo i sig selv potentielt set en sikkerheds risiko for U.S.A., for skulle der blandt dokumenterne findes komprimtierende materiale for Amerikas øverste myndighedspersoner, så udgør de et pressions middel. At de netop bliver brugt sådan, kunne bringe lidt logik ind i, hvorfor en amerikansk præsident, der ellers har haft et drivende ønske om, at modtage Nobels Fredspris, krydser klinger med Iran uden hverken NATO- eller FN-mandat.

 

Hvilke storpolitiske strategier ligger der bag mordet på Quassem Soleimani?

Hvad er det værst tænkelige scenarie i Mellemøsten - set med amerikanske briller. At der bliver indgået en alliance mellem Saudi Arabien og Iran. Vil U.S.A. gøre alt, hvad der står i deres magt for at forhindre, at en sådan indgåelse finder sted. Ja. Er mordet på den iranske generalmajor Quassem Soleimani et sådant tiltag, der har til hensigt at forhindre indgåelse af nævnte alliance? Måske. Er det i så fald en strategi, som vil have den ønskede effekt. Nej.

Krigens kasse-apparat dinger og vi er dets bøjede femogtyve øre, der aldrig synes at lande:

Hvorfor filmer hætteklædte iranere sig selv inde i en helikopter og senere imens de firer sig selv ned for at kaprer et engelsk skib; og hvordan er vestlige medier kommet i besiddelse af sådanne optagelser?

Årsager og selvopholdelsesdrift

Krigen i Syrien er (som jeg har forstået det) på sær vis forårsaget af globale klima-problemer. Det startede med at bønderne oplevede år med tørke, alle deres afgrøder (peberbuske fx) gik til. Regeringen nægtede bønderne ret til at bore deres egne brønde og brandbeskattede de statslige brønde. Bønderne måtte opgive deres landsteder og søgte ind til hovedstaden; jeg mener, at det har været i størrelsesordenen 1,4 millioner mennesker det drejede sig om. De skulle nu forsøge at overleve i storbylivet. Så skete der det, at 16 teenage-drenge inspireret af det arabiske forår skrev murtags imod regimet og blev taget til fange af sikkerhedspolitiet. De blev tortureret - fik blandt andet revet fingerneglene af. Nu forholdt det sig imidlertid sådan at teenage-drengene var sønner af rigmandsfamilier. Disse protesterede naturligvis over den grusomme behandling af deres sønner. Protesterne vakte let genklang ikke mindst, kan jeg tænke mig, blandt 1,4 millioner rodløse bønder, og der på eskalerede konflikten, da El Assad ikke var parat til at give de mindste indrømmelser.

Så polemisk sagt - ville der være brug for at gøre noget ved klodens klima-problematik, om en konflikt som den i Syrien skulle have været undgået.

Før konflikten brød ud, regnedes Syrien for et af de mest stabile regimer i det område. Ingen nabolande havde vel forestillet sig, at det skulle gå, som det er gået.

De der kaldes IS eller på deres hjemmebane for Daesh (al-Dawla al-Islamiya al-Iraq al-Sham) opstod vel egentlig som en lille gruppe, der trængte ind i Irak - i slipstrømmen på at balancen mellem sunni- og shia-.muslimer var gået i opløsning. Men nogen må have bevæbnet disse få tusinde Daesh-folk - qua deres relativt moderne våben. . Disse nogen kan lige så vel være saudi arabere. I den skjulte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien kan Irak og Syrien ganske sikkert være vigtige brikker.Ingen andre nabolande endsige nogen stormagt kunne have noget ønske om et destabiliseret Ægypten eller Syrien, idet disse lande bragte stabilitet også ud over deres egne grænser. Det samme gælder for Libyen, som var en slags motor, som tiltrak arbejdere fra en lang række afrikanske og arabiske lande. Kun som et skakspil om olien kan der være en interesse i konflikten, og der ud over har våbenhandlerne jo helt klart en interesse og et udbytte af alle disse konflikter. Det gælder hvad enten det er producenter i USA, Rusland, Kina eller Sverige.

At vi roser os selv af de relativt få mennesker, der hjalp relativt få flygtninge under og efter besættelsen, skyldes nok mest en selvopholdelsesdrift, der skal få os til som nation ikke at bukke under for et depressivt mindreværd. Noget tilsvarende som at der efter nederlaget i 1864 blev et fokus og en spirituel sproglig opblomstring og forkærlighed for litteratur. Intet menneske eller nation kan i længden opretholde et liv med en bevidsthed om at være af tabernatur, at være underlegen og slet. Sorgen leder mennesket hen til de få lyspunkter, der overhovedet kan være, disse bliver repeteret og finpudset, som var de ædelstene. Det vil til enhver tid være vigtigt for menneskeheden at kunne fortælle historien om at nogen, om det så kun var én eneste og vedkommende ikke var større end en kvart dværg sindbilledligt talt, gjorde modstand mod den ellers herskende og altomspændende ondskab.
Situationen med den syriske og irakiske flygtningestrøm er til dels sammenlignelig med situationen i Danmark under og efter besættelsen. Heller ikke den gang førte den danske regering en mindeværdig politik. Specielt heller ikke når spørgsmålet handlede om jøder og kommunister. Og efter besættelsen med hensyn til de mange tyske civile flygtninge og krigsofre. Men dét eftertiden har husket, og dét, vi selv har fokuseret på, var dé danskere, der trodsede den officielle politik og hjalp (her især jøder på flugt). Sådan vil det sikkert også blive med vore dages eftertid. Folketinget og store dele af den danske befolkning vil gå i glemmebogen, fordi deres gerninger er fortrængelsesværdige i forhold til et værdig selvbilled. Imens de mange, der vitterlig hjælper, vil være dem, vi finder det værd at huske, fordi deres handlinger er menneskeværdige - på trods af et herskende inhumant politisk anti-klima. Men de mange mennesker, der bare går og går i en folkevandring, som vi skal flere tusinde år tilbage i tiden for at erindre i vores egen folkestamme, kan ikke undgå at gøre indtryk. Man rejser ikke flere tusinde kilometer og mange af dem til fods eller i gummibåde til havs uden grund. Vi kender udmærket grundene, og det er os heller ikke så fjernt, at vi ikke kan sætte os ind i - at vi selv kunne komme eller være i samme
situation.
Men glemmebogen er jo også det store kollektive ubevidste - et ressoire der åbner sig i krisesituationer og lader livgivende handlinger flyde ind i menneskers vilje.