Hvilke storpolitiske strategier ligger der bag mordet på Quassem Soleimani?

Hvad er det værst tænkelige scenarie i Mellemøsten - set med amerikanske briller. At der bliver indgået en alliance mellem Saudi Arabien og Iran. Vil U.S.A. gøre alt, hvad der står i deres magt for at forhindre, at en sådan indgåelse finder sted. Ja. Er mordet på den iranske generalmajor Quassem Soleimani et sådant tiltag, der har til hensigt at forhindre indgåelse af nævnte alliance? Måske. Er det i så fald en strategi, som vil have den ønskede effekt. Nej.

Brexit og Invasionen af Irak:

Alle, der har så travlt med at pege fingre af England for deres Brexit og kalde flertals beslutningen for taget af en dumpkopfbefolkning, skulle hellere se op til det engelske demokrati, der tillader en kritisk gennemgang af egne beslutninger med så vidt rækkende konsekvenser som invasionen i Irak. Det såkaldte demokrati vi bryster os af i Danmark blegner ihvertfald hundredefirs grader ved siden af det britiske.

Verdens ældste bibliotek:

"Ved udgravninger af oldtidsbyen Knossos på Kreta har man fundet verdens ældste spor af arkivrum, hvor man har opbevaret samlinger af ler- og stentavler. Arkæologerne daterer fundene helt tilbage til år 6000 f.Kr. I byen Nippur i det nuværende Irak viser ruinerne af et 5000 år gammelt babylonsk tempel, at der har været et lignende arkivrum.

Det bedst kendte bibliotek i oldtiden er dog biblioteket i Alexandria i Egypten. Det blev grundlagt omkring år 280 f.Kr. af grækerne og makedonerne, der havde den politiske magt i Middelhavsområdet på det tidspunkt. Med op mod 500.000 værker var biblioteket et kraftcenter for viden, og græske videnskabsmænd som Archimedes og Euclid har haft deres gang på biblioteket. Digtere var også tilknyttet stedet, og skriftkloge var ansat til at kopiere skriftruller. På grund af det omfattende kopieringsarbejde, som foregik på biblioteket, har den græske antikke litteratur overlevet til i dag.

Omkring år 400 e.Kr. brændte biblioteket, og det blev aldrig opført igen. Kristne biskopper stod angiveligt bag ødelæggelsen. Biblioteket var en torn i øjet på den kristne kirke, der anså stedets skrifter som hedensk materiale."

Kilde: faktalink.dk : her 

KONFLIKT KONTROL & KRAVET OM FRED

Måden at bekæmpe DAESH's hærgen i Syrien og Irak er at sørge for, at intet fly afgår til eller fra disse områder, således at luftrummet bliver et tomrum hvad angår trafik - ikke mindst hvad angår bombefly- og dronetrafik. At ingen olieleverancer slipper ud af områderne. At ingen våben slipper ind i områderne. At ingen terrorist forlader områderne. Men at den fra DAESH-terroren flygtende civilbefolkning behandles humant. Det er således fx ingen idé at fratage dem deres værdier eller muligheder for at blive velstående eller blot i stand til at brødføde sig selv. Deres modstandskræfter skal derimod styrkes og virkningerne af de skader de måtte have pådraget sig lindres eller behandles. Uden moralsk opbakning i civilbefolkningen vil terrorbevægelsen DAESH ganske snart implodere. Uden tilstrømning af stadig nye flokke af mennesker, der, pikerede over Vestens handlinger, tilslutter sig terror-organisationen, vil den ikke have nogen gang på jorden.

Nej, naturligvis kan vi ikke undgå konflikten ved bare at passe os selv. Derimod kan vi mindske dens styrke ved at sørge, for at den ikke længere har så solidt et økonomisk afsæt. Den vigtigste kilde til fortsat fremmarch er økonomi. Så det vigtigste over alt andet må være at få stoppet strømmen dels af olie fra de daesh-tilranede oliekilder dels af våbenstrømmen til terrorbevægelsen Daesh i Syrien og Irak. Et af de lande, som NATO bør se på i netop den forbindelse, kunne være Tyrkiet (ja, det kan faktisk være rigtigt, hvad Putin påpeger), men andre medlemslande af NATO burde nok også ses efter i sømmene.

Ingen vesterlænding bør deltage i mellemøstlige krige. Eller nogen andre krige for den sags skyld. Den danske grundlov forbyder iø NB danske soldater at føre angrebskrig på fremmed jord. Krig avler krig; tragedien vokser blot og øger sit omfang des mere der gribes ind med decideret krigsanvendelse.  Kun ved at undgå støtte til det, der bevirker og vedligeholder krig, vindes FRED.

Årsager og selvopholdelsesdrift

Krigen i Syrien er (som jeg har forstået det) på sær vis forårsaget af globale klima-problemer. Det startede med at bønderne oplevede år med tørke, alle deres afgrøder (peberbuske fx) gik til. Regeringen nægtede bønderne ret til at bore deres egne brønde og brandbeskattede de statslige brønde. Bønderne måtte opgive deres landsteder og søgte ind til hovedstaden; jeg mener, at det har været i størrelsesordenen 1,4 millioner mennesker det drejede sig om. De skulle nu forsøge at overleve i storbylivet. Så skete der det, at 16 teenage-drenge inspireret af det arabiske forår skrev murtags imod regimet og blev taget til fange af sikkerhedspolitiet. De blev tortureret - fik blandt andet revet fingerneglene af. Nu forholdt det sig imidlertid sådan at teenage-drengene var sønner af rigmandsfamilier. Disse protesterede naturligvis over den grusomme behandling af deres sønner. Protesterne vakte let genklang ikke mindst, kan jeg tænke mig, blandt 1,4 millioner rodløse bønder, og der på eskalerede konflikten, da El Assad ikke var parat til at give de mindste indrømmelser.

Så polemisk sagt - ville der være brug for at gøre noget ved klodens klima-problematik, om en konflikt som den i Syrien skulle have været undgået.

Før konflikten brød ud, regnedes Syrien for et af de mest stabile regimer i det område. Ingen nabolande havde vel forestillet sig, at det skulle gå, som det er gået.

De der kaldes IS eller på deres hjemmebane for Daesh (al-Dawla al-Islamiya al-Iraq al-Sham) opstod vel egentlig som en lille gruppe, der trængte ind i Irak - i slipstrømmen på at balancen mellem sunni- og shia-.muslimer var gået i opløsning. Men nogen må have bevæbnet disse få tusinde Daesh-folk - qua deres relativt moderne våben. . Disse nogen kan lige så vel være saudi arabere. I den skjulte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien kan Irak og Syrien ganske sikkert være vigtige brikker.Ingen andre nabolande endsige nogen stormagt kunne have noget ønske om et destabiliseret Ægypten eller Syrien, idet disse lande bragte stabilitet også ud over deres egne grænser. Det samme gælder for Libyen, som var en slags motor, som tiltrak arbejdere fra en lang række afrikanske og arabiske lande. Kun som et skakspil om olien kan der være en interesse i konflikten, og der ud over har våbenhandlerne jo helt klart en interesse og et udbytte af alle disse konflikter. Det gælder hvad enten det er producenter i USA, Rusland, Kina eller Sverige.

At vi roser os selv af de relativt få mennesker, der hjalp relativt få flygtninge under og efter besættelsen, skyldes nok mest en selvopholdelsesdrift, der skal få os til som nation ikke at bukke under for et depressivt mindreværd. Noget tilsvarende som at der efter nederlaget i 1864 blev et fokus og en spirituel sproglig opblomstring og forkærlighed for litteratur. Intet menneske eller nation kan i længden opretholde et liv med en bevidsthed om at være af tabernatur, at være underlegen og slet. Sorgen leder mennesket hen til de få lyspunkter, der overhovedet kan være, disse bliver repeteret og finpudset, som var de ædelstene. Det vil til enhver tid være vigtigt for menneskeheden at kunne fortælle historien om at nogen, om det så kun var én eneste og vedkommende ikke var større end en kvart dværg sindbilledligt talt, gjorde modstand mod den ellers herskende og altomspændende ondskab.
Situationen med den syriske og irakiske flygtningestrøm er til dels sammenlignelig med situationen i Danmark under og efter besættelsen. Heller ikke den gang førte den danske regering en mindeværdig politik. Specielt heller ikke når spørgsmålet handlede om jøder og kommunister. Og efter besættelsen med hensyn til de mange tyske civile flygtninge og krigsofre. Men dét eftertiden har husket, og dét, vi selv har fokuseret på, var dé danskere, der trodsede den officielle politik og hjalp (her især jøder på flugt). Sådan vil det sikkert også blive med vore dages eftertid. Folketinget og store dele af den danske befolkning vil gå i glemmebogen, fordi deres gerninger er fortrængelsesværdige i forhold til et værdig selvbilled. Imens de mange, der vitterlig hjælper, vil være dem, vi finder det værd at huske, fordi deres handlinger er menneskeværdige - på trods af et herskende inhumant politisk anti-klima. Men de mange mennesker, der bare går og går i en folkevandring, som vi skal flere tusinde år tilbage i tiden for at erindre i vores egen folkestamme, kan ikke undgå at gøre indtryk. Man rejser ikke flere tusinde kilometer og mange af dem til fods eller i gummibåde til havs uden grund. Vi kender udmærket grundene, og det er os heller ikke så fjernt, at vi ikke kan sætte os ind i - at vi selv kunne komme eller være i samme
situation.
Men glemmebogen er jo også det store kollektive ubevidste - et ressoire der åbner sig i krisesituationer og lader livgivende handlinger flyde ind i menneskers vilje.