Verdens ældste bibliotek:

"Ved udgravninger af oldtidsbyen Knossos på Kreta har man fundet verdens ældste spor af arkivrum, hvor man har opbevaret samlinger af ler- og stentavler. Arkæologerne daterer fundene helt tilbage til år 6000 f.Kr. I byen Nippur i det nuværende Irak viser ruinerne af et 5000 år gammelt babylonsk tempel, at der har været et lignende arkivrum.

Det bedst kendte bibliotek i oldtiden er dog biblioteket i Alexandria i Egypten. Det blev grundlagt omkring år 280 f.Kr. af grækerne og makedonerne, der havde den politiske magt i Middelhavsområdet på det tidspunkt. Med op mod 500.000 værker var biblioteket et kraftcenter for viden, og græske videnskabsmænd som Archimedes og Euclid har haft deres gang på biblioteket. Digtere var også tilknyttet stedet, og skriftkloge var ansat til at kopiere skriftruller. På grund af det omfattende kopieringsarbejde, som foregik på biblioteket, har den græske antikke litteratur overlevet til i dag.

Omkring år 400 e.Kr. brændte biblioteket, og det blev aldrig opført igen. Kristne biskopper stod angiveligt bag ødelæggelsen. Biblioteket var en torn i øjet på den kristne kirke, der anså stedets skrifter som hedensk materiale."

Kilde: faktalink.dk : her 

Om homöopati

Hvordan kan det begribes, at en ikke målbar substans kan have sin virkning på fx. ganske vist mikroskopiske men stadig via mikroskop registrebare vira?

Måske er sygdom i virkeligheden en proces, der hele tiden foregår. Hele tiden pågår der en nedbrydelse. Hele tiden er der 'noget', der vil have en bid af mig. Vira er måske således ganske vist et fysisk nedre udtryk for et sådant 'noget'.  Og derfor vi således kan nå langt i sygdomsforebyggelse, når vi gennem hygiejne netop tager fysiske forholdsregler for at dæmme op for netop vira og bakterier.  Men hvad er vira udtryk for andet end et finere estimat af noget animalsk. Vi kan bekæmpe vira, og vi kan bekæmpe svampevækst, svulster etc. Ved at bygge dæmninger og forsvarsværker eller ved decideret krigsførelse – eller vi kan forsøge at komme i samtale med den dyreverden og den planteverden, som vira, svampevækst, cyster, modersmærker og svulster er udtryk for. En sådan samtale er det min opfattelse, at der foregår ved brugen af potenserede substanser. Hvad er det sygdomsvæsenet vil have af mig. Hvad er det jeg skal lære? Jeg tænker også, at det er dette, der ligger og lå til grund for forskellige folkeslags hang til at ofre til guderne; en intuition om at nogen eller noget ville have noget af os. Et studie i tesen lige helbreder lige – og lige forebygger lige – blotlægger hvilke fine substanser, det drejer sig om, når ’ofring’ virkelig skal have en specifik og signifikant virkning.

Gennem forsøg vil man og har man allerede kunne påvise at vand har hukommelse. Det er denne hukommelse homöopatien bringer i anvendelse gennem potensering. Selvom den pågældende potenserede substans ikke længere er fysisk målbar til stede i den bærende substans (væske, globuli etc), så bærer denne bærende substans alligevel idéen om den potenserede substans i sig.  Idéen bliver lysende og eftertragtelsesværdig for de væsener, der konstant væver ind og ud af ethvert menneske. På den måde er den potenserede substans føde for de væsener, som den potenserede substans korrespondere med, og på denne måde bliver ’jeg’ som sygdomsramt ladt lidt i fred til at hele via mine egne livskræfter.

Disse ’egne livskræfter’ er det, at man i antikkens Ægypten ønskede at fristille til heling, når man ad kontrolleret vej bragte menneskebevidstheden ud af sit legeme. Narkose og passage mellem livet og dødsriget er et absolut ægyptisk speciale, som man allerede bemærkelsesværdigt mestrede i en vis grad dér allerede for flere tusinde år siden.  Det er åbenbart at lægevidenskaben i dag i høj grad lukrerer på dette hvad narkose som redskab til operative indgreb angår. Men den levende tilgang til sygdom som forvandling og forvandling som selve livets forudsætning skal vi frem til det antikke Grækenland for at finde.