Teletubbies

 

Der er ingen evidens for, at det hjælper mod kosmisk stråling at gå med en swupper trykket fast på issen. Men hvis nu der er nogle, der føler sig mest trygge ved at have en swupper trykket fast på issen, så lad dem dog, så længe de ikke folder sig ud som aggressive teletubbies, kan man godt lige se tiden an, før man ringer efter den blå vogn - lige meget hvor meget pegefingeren ellers klør efter at køre rundt i små cirkler ud for tindingen. Og lige meget hvor sundhedsfarligt det er at spise mad fra skraldespande, så er der nogle mennesker, der gør det alligevel. Vi kan godt synes at det er skørt og tumpet. Det er skørt og tumpet. Måske er en stor del af befolkningen faktisk dybt neurotiske og angste. Hvis ikke de var det før, så er de da blevet det efter to års stats finansieret hypnose.

 

:::

”Hvis alle mennesker blev vegetarer eller veganere ville risikoen for pandemier være uendeligt meget mindre”.

Professor i infektionsmedicin ved Uppsala Universitet, Björn Olsen. 

 

Tanker og spørgsmål om inflammation og skæbne

En betændelse, der kun kan ses gennem et mikroskop; jeg har altid været skeptisk, når en læge har fremlagt noget sådant for mig, for det skubber al magt over til lægen - - - en betændelse, jeg kan se og føle med mine egne øjne, kan jeg forholde mig til uden helt at miste følelsen af selvbestemmelse, en betændelse jeg kan se udvikle eller afvikle sig, giver mig stadig muligheden for at træffe mine egne valg ud fra min egen dømmekraft. Kort sagt - min angst for at miste herredømmet. . . håber at du kære læser har bedre kort på hånden dér.

Og så ... det stigende problem ... bakterier og deres endnu mindre kusiner, vira, er dyr, der er ... mikroskopisk små. Hvorfor er de ved at blive et stigende problem. Det kender vi jo godt svarene på. Men det er ikke svar, der gør, at det er muligt at ændre på - isoleret set. Selv den, der ingen som helst intention har om at træde et eneste væsen fra dyreriget over tæerne, kan rammes af disse mikroskopiske dyrs indtrængen i organismen. Hænger dette sammen med, at det ikke isoleret set kan lade sig gøre at undfly sig sit skæbnefællesskab. Og - Eller - er der tale om en form for langsigtet boomerang-effekt?

Mæslinger vs influenza

Der er siden 1990 konstateret 19 forskellige genotyper af mæslingevira. Kun den ene af disse er den man vaccinere for. Og i ingen af de smittetilfælde, der pt har været offentliggjort, er den iblandt. Udover at vaccinen kun fremmer antistoffer i en kortere årrække og IKKE giver immunitet, så kan en af årsagerne til, at der også ses tilfælde af smittede og samtidig i forvejen vaccinerede personer, måske netop være, at der, nøjagtig som i en miniature af influenza-virus, findes en bred vifte af genotyper i omløb.

Det skal så siges fra et dansk perspektiv, at der er mere end ti gange så mange smittetilfælde i forhold til befolkningspopulation i resten af Europa - end der er i Danmark. Og hvis man inddrager resten af verden vil dette forholdsmæssige tal sikkert være endnu større.

De 19 omtalte genotyper (der er 24 i alt) benævnes med bogstaver og tal som følger: A*, B2, B3, C1, C2, D2, D3, D4, D5, D6, D7, D8, D9, D10, D11, G2, G3, H1, H2

Hvor A* er den i den aktuelle vaccine forekommende.

Lindholm (1) :

"I dag råder Danmarks Tekniske Universitet over øen og har udnyttet den isolerede placering midt i Stege Bugt til at forske i smitsomme virussygdomme i sikker afstand fra husdyr i resten af landet.

Det er blandt andet sygdomme som mund- og klovsyge, rabies og svinepest, der blev lavet forsøg i.

Der er kun adgang til øen med særlig tilladelse, og er et dyr først er fragtet med færgen til Lindholm, kommer det ikke levende derfra. For at minimere risikoen for smittespredning bliver dyrene aflivet og brændt i øens krematorium, når de forsøg, de har været en del af, er ovre." 

                   Kilde : dr.dk

Om homöopati

Hvordan kan det begribes, at en ikke målbar substans kan have sin virkning på fx. ganske vist mikroskopiske men stadig via mikroskop registrebare vira?

Måske er sygdom i virkeligheden en proces, der hele tiden foregår. Hele tiden pågår der en nedbrydelse. Hele tiden er der 'noget', der vil have en bid af mig. Vira er måske således ganske vist et fysisk nedre udtryk for et sådant 'noget'.  Og derfor vi således kan nå langt i sygdomsforebyggelse, når vi gennem hygiejne netop tager fysiske forholdsregler for at dæmme op for netop vira og bakterier.  Men hvad er vira udtryk for andet end et finere estimat af noget animalsk. Vi kan bekæmpe vira, og vi kan bekæmpe svampevækst, svulster etc. Ved at bygge dæmninger og forsvarsværker eller ved decideret krigsførelse – eller vi kan forsøge at komme i samtale med den dyreverden og den planteverden, som vira, svampevækst, cyster, modersmærker og svulster er udtryk for. En sådan samtale er det min opfattelse, at der foregår ved brugen af potenserede substanser. Hvad er det sygdomsvæsenet vil have af mig. Hvad er det jeg skal lære? Jeg tænker også, at det er dette, der ligger og lå til grund for forskellige folkeslags hang til at ofre til guderne; en intuition om at nogen eller noget ville have noget af os. Et studie i tesen lige helbreder lige – og lige forebygger lige – blotlægger hvilke fine substanser, det drejer sig om, når ’ofring’ virkelig skal have en specifik og signifikant virkning.

Gennem forsøg vil man og har man allerede kunne påvise at vand har hukommelse. Det er denne hukommelse homöopatien bringer i anvendelse gennem potensering. Selvom den pågældende potenserede substans ikke længere er fysisk målbar til stede i den bærende substans (væske, globuli etc), så bærer denne bærende substans alligevel idéen om den potenserede substans i sig.  Idéen bliver lysende og eftertragtelsesværdig for de væsener, der konstant væver ind og ud af ethvert menneske. På den måde er den potenserede substans føde for de væsener, som den potenserede substans korrespondere med, og på denne måde bliver ’jeg’ som sygdomsramt ladt lidt i fred til at hele via mine egne livskræfter.

Disse ’egne livskræfter’ er det, at man i antikkens Ægypten ønskede at fristille til heling, når man ad kontrolleret vej bragte menneskebevidstheden ud af sit legeme. Narkose og passage mellem livet og dødsriget er et absolut ægyptisk speciale, som man allerede bemærkelsesværdigt mestrede i en vis grad dér allerede for flere tusinde år siden.  Det er åbenbart at lægevidenskaben i dag i høj grad lukrerer på dette hvad narkose som redskab til operative indgreb angår. Men den levende tilgang til sygdom som forvandling og forvandling som selve livets forudsætning skal vi frem til det antikke Grækenland for at finde.