Om Urevangeliet

 

 

 

I følge det apokryfe skrift Evangeliet om det fuldkomne liv - eller - De Tolv Helliges Evangelium - var Jesus født ind i et samfund, hvor alle gik klædt i hvide klæder og var vegetarer. Det fremgår også tydeligt i evangeliet, der virker som en udvidelse af Lukas Evangeliet, at Jesus reagerede meget prompte og aktivt som beskytter af dyrene.

Grunden til, at der i Bibelen remses hele Jesu fædrene slægtlinie op i syv gange syv slægtsled, er for at fortælle, at Jesu fødsel var forberedt og at hans legeme var rent. Josef var altså naturligvis fader til jesusbarnet. Var han ikke det - havde han bare været en stedfar, havde der ingen grund været til at remse så mange slægstled op. Slægtstræet er for at vise, at Jesus i den nedadstigende blodlinie havde blod rullende i sig, der, hvad fædrene linie angik, var nøje udvalgt og forberedt. Det essæiske samfund var vegetarisk i følge De Tolv Helliges Evangelium. Men havde dog en kedelig tradition med at male blodtegn på indgangspartier til deres landsby, hvilket Jesus ikke brød sig om og gjorde op med.

Der findes i den autoriserede bibel mange oversættelses problematikker. Én af dem er spørgsmålet om Jesus bespisning af 5000 mennesker. Her er spørgsmålet om ikke det aramæiske ord, som fejlagtigt er blevet oversat til 'fisk' (som jo symbolsk ganske vist passer så alt for godt i hele lidelsesfortællingen), i virkeligheden betyder ´meloner´.

Egentlig er De tolv helliges evangelium som nævnt - meget sandsynligt LUKAS EVANGELIET ucensureret. Det er her vi finder det, der kommer nærmest bethlehems nattens krybbe. Den uskyldsrene budhiske æterglans omkring Jesus:

Fra Urevangeliet :

"Jesus fordømmer mishandlingen af dyr" (kapitel 38)

”(1) Og nogle af hans disciple kom og fortalte ham om en vis ægypter, Belials søn, som lærte, at det var lovligt at pine dyr,

såfremt deres lidelser var til gavn for menneskene.

(2) Og Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: de, som drager fordel af den uret, som begås mod en af Guds skabninger,

Kan ikke være retfærdige; heller ikke kan de, hvis hænder er plettede med blod, eller hvis munde er forurenede af kødføde, berøre

hellige ting eller lære om Rigets hemmeligheder.

(3) Gud giver kornsorterne og jordens frugter til ernæring, og for retfærdige mennesker gives der i sandhed

ikke nogen anden

lovlig ernæring for kroppen.

(4) Røveren, som bryder ind i et hus, bygget af mennesker, er skyldig; men de, som bryder ind i et hus, bygget af Gud,

enddog det mindste af disse, er endnu større syndere. Derfor siger jeg til alle, som ønsker at være mine disciple:

 hold hænderne fra blodudgydelse og lad intet kød komme ind i jeres mund; for Gud er retfærdig og gavmild og har bestemt, at mennesket udelukkende

skal leve af jordens frugter og sædekorn.”

:::

”Hvis alle mennesker blev vegetarer eller veganere ville risikoen for pandemier være uendeligt meget mindre”.

Professor i infektionsmedicin ved Uppsala Universitet, Björn Olsen. 

 

Den levende organisme og menneskehedens udvikling

Jeg har været vegetar i 25 år og ved derfor, at der intet utopisk er ved et sådant projekt. Og mener i øvrigt ikke, at planter er dyr, ligesom jeg heller ikke mener, at dyr er mennesker eller for den sags skyld omvendt. Det vil i min optik være forkert at sige, at planter kan føle noget som helst. Det vil være mere korrekt at sige, at planter kan registrere visse for planterne ude fra kommende fænomener og iværksætte kemiske reaktioner i sig selv og interagere med sine artsfæller som respons på de ude fra kommende stimuli. Hvad det er, planter kan registrere, vil videnskaben, sådan som den allerede er i færd med, fortsat afdække.

Sådan som menneskeheden i vor tidsalder i stigende grad er ved at bevæge sig væk fra en animalsk baseret føde over til en plante baseret, vil den langt ude i fremtiden måske endda under anvendelse af lignende argumenter, som dens repræsentanter i dag gør brug af, overgå fra en fortrinsvis plante baseret føde til en udelukkende lys baseret.

Om afí - og vor tids veganermentalitet.

  Da min og 13 andres afí var 21 år blev han vegetar efter at have læst Martinus’ tanker i et tidsskrift, der hed O.M.. Det har på den tid været ret usædvanligt at blive vegetar – ikke mindst i det Nordvestlige hjørne af Island. Og Martinus’ råd til ham, da de endelig mødtes i Danmark, var da faktisk også, at han ikke nødvendigvis behøvede at tage dén beslutning; der kunne også være en overgang, hvor han lejlighedsvis kunne spise en smule kød – og da helst lyst kød så langt fra pattedyrsriget som muligt. Det ville også gøre det lettere at bevæge sig i sociale sammenhænge, så han og resten af hans familie stadig kunne tage del.  Dette vidste jeg ikke noget om, da jeg 18 år gammel besluttede mig for at blive vegetar (lacto-vegetar - idet jeg nemlig spiste smør). Men det har sikkert været med til at nuancere min egen tilgang til det at være vegetar, at jeg nogle år senere oplevede, hvordan min afí i sociale sammenhænge, når der fx blev serveret rejer, godt kunne tage et stykke franskbrød – komme salat og dild og til slut en enkelt reje på toppen af det hele. Når han så blev spurgt, om ikke han ville have nogle flere, for der var nok af dem, var svaret med et smil: Én er nok. Som pensionist spiste han helst kogt ris med en lille smule fint skårne gulerødder og ærter. Og der til drak han i spandevis af kaffe. Sådan gjorde man som typograf. Fik han ikke sine 10 kopper kaffe om aftenen, så kunne han ikke falde i søvn, sagde han. Om det har været den enkle kost, så langt fra det overdådige, man kan tænke sig, kaffen eller det islandsk-færøske blod, der gjorde det, ved jeg ikke, men gammel blev han i hvert fald: 102½ år!

Da, jeg var 35 år, skete det, at jeg stod midt i Dantes Inferno, og gennem Statsamtet blev anklaget for at være fanatisk vegetar. Syv år senere – lige forinden jeg igen fik børn, valgte jeg at blive det man vel i dag vil kalde flexitar, altså stadig overvejende grøntsagsspiser – men fleksibel – ikke mindst i forhold til sociale sammenhænge. Da jeg i sin tid som atten-årig blev vegetar, var der ingen i min omgangskreds, der var vegetar (ud over fandt jeg jo senere ud af altså lige min afí), men jeg var heldig, at have en forstående mor, der jo også var vokset op med, at det at være vegetar også er en mulighed; men faktisk oplevede jeg, som tiden skred frem, at omverdenen åbnede sig mere og mere op for, at vegetarisme faktisk er et sundt og i klimaperspektiv godt valg. Så på en måde oplever jeg nu igen - på en omvendt måde ganske vist - at tage valg, der går mod strømmen. Den ydmyge og i visse sammenhænge fleksible tilgang til levevaner, som jeg så at sige har arvet, oplever jeg ikke at de nye generationer af veganere har. Det har overrasket mig meget, hvor krigeriske og militante vore dages veganer kan være. Det skal siges, at jeg har kendt til tre generationer af veganer, og selvom også de havde og stadig har dyrenes velfærd og lige værd meget højt prioriteret, så har jeg aldrig oplevet, at de ikke har behandlet andre mennesker respektfuldt og aldrig har jeg oplevet, at de har haft brug for store armbevægelser for at gøre deres levevaner manifeste; det at leve vegansk og tage sig godt af alle dyr på sin vej, var og er en selvfølge, som de blot vil leve i balance og harmoni med. At bruge kræfter på krig ligger dem meget fjernt, om end deres broderlige forhold til dyreriget ikke lader mig i tvivl om, at de bestemt og naturligvis føler indignation over, hvordan dyr nogle gange og alt for ofte bliver behandlet – ikke mindst i det industrialiserede landbrug. Men med de nye generationer af veganer må jeg undre mig, hvor kommer al den aggression fra? Hvem er det, de skal overbevise. Mest af alt virker det i flere tilfælde, som om de skubber folk fra sig, og faktisk skader mere end gavner sagen. Men det vil tiden vise. Menneskeheden vil under alle omstændigheder over tid gå mere og mere væk fra at spise af deres skæbneforbundne fæller. Det er jeg overbevist om, men vi har alle hver især vores vej, og enhver har ret til at være på vej, og jo mindre den vej er på bekostning af andres lidelse – jo bedre.