Om homöopati

Hvordan kan det begribes, at en ikke målbar substans kan have sin virkning på fx. ganske vist mikroskopiske men stadig via mikroskop registrebare vira?

Måske er sygdom i virkeligheden en proces, der hele tiden foregår. Hele tiden pågår der en nedbrydelse. Hele tiden er der 'noget', der vil have en bid af mig. Vira er måske således ganske vist et fysisk nedre udtryk for et sådant 'noget'.  Og derfor vi således kan nå langt i sygdomsforebyggelse, når vi gennem hygiejne netop tager fysiske forholdsregler for at dæmme op for netop vira og bakterier.  Men hvad er vira udtryk for andet end et finere estimat af noget animalsk. Vi kan bekæmpe vira, og vi kan bekæmpe svampevækst, svulster etc. Ved at bygge dæmninger og forsvarsværker eller ved decideret krigsførelse – eller vi kan forsøge at komme i samtale med den dyreverden og den planteverden, som vira, svampevækst, cyster, modersmærker og svulster er udtryk for. En sådan samtale er det min opfattelse, at der foregår ved brugen af potenserede substanser. Hvad er det sygdomsvæsenet vil have af mig. Hvad er det jeg skal lære? Jeg tænker også, at det er dette, der ligger og lå til grund for forskellige folkeslags hang til at ofre til guderne; en intuition om at nogen eller noget ville have noget af os. Et studie i tesen lige helbreder lige – og lige forebygger lige – blotlægger hvilke fine substanser, det drejer sig om, når ’ofring’ virkelig skal have en specifik og signifikant virkning.

Gennem forsøg vil man og har man allerede kunne påvise at vand har hukommelse. Det er denne hukommelse homöopatien bringer i anvendelse gennem potensering. Selvom den pågældende potenserede substans ikke længere er fysisk målbar til stede i den bærende substans (væske, globuli etc), så bærer denne bærende substans alligevel idéen om den potenserede substans i sig.  Idéen bliver lysende og eftertragtelsesværdig for de væsener, der konstant væver ind og ud af ethvert menneske. På den måde er den potenserede substans føde for de væsener, som den potenserede substans korrespondere med, og på denne måde bliver ’jeg’ som sygdomsramt ladt lidt i fred til at hele via mine egne livskræfter.

Disse ’egne livskræfter’ er det, at man i antikkens Ægypten ønskede at fristille til heling, når man ad kontrolleret vej bragte menneskebevidstheden ud af sit legeme. Narkose og passage mellem livet og dødsriget er et absolut ægyptisk speciale, som man allerede bemærkelsesværdigt mestrede i en vis grad dér allerede for flere tusinde år siden.  Det er åbenbart at lægevidenskaben i dag i høj grad lukrerer på dette hvad narkose som redskab til operative indgreb angår. Men den levende tilgang til sygdom som forvandling og forvandling som selve livets forudsætning skal vi frem til det antikke Grækenland for at finde.

AMMETRÆ:

Elletræet har en meget smuk farve indeni. . .  Og i dag, netop i dag, tænkte jeg på min far og min bror, som begge er døde.  Jeg tænkte, at der nu er gået lige så længe, siden min far døde, som han nåede at leve.

 Jeg savner ham lige så meget i dag, som jeg har gjort det i alle de år, der er gået.

Jeg mærkede også, at de begge var nærværende i dag, det var derfor, jeg begyndte at tænke på dem.

Når bladene falder ned i vandet, hvad de ofte gør, for elletræet kan nemlig vokse helt ude i vandet, så vil det have en klargørende virkning på vandet, for bladene indeholder et stof, som frigives i vandet, og modvirker alger.

Naturen ved det ikke selv, sådan som vi tror, vi ved noget for os selv, når vi glemmer, at der er så uendeligt meget mere vi ikke ved; men alligevel har den en visdom og en hukommelse, der rækker langt ud over, hvad vi kan begribe.

En nat vågnede jeg og kunne mærke fire væsener stå bøjede over mig; det var som om de rystede opgivende på deres hoveder, og så fortrak de og opløstes. I tiden, der er gået siden denne nat, har jeg været indlagt 4 gange på hospitalet. To gange akut-indlæggelser og to gange indlagt til operation.

Jeg kan ikke lade være at tænke, at det var engle, der besøgte mig den nat, og at de forsøgte, hvad de kunne, men at de måtte opgive. Der var en gennemlyst ægyptisk-arkaisk stemning omkring dem.  Jeg ved ikke, om jeg mødte dem under de langvarige narkoser. Men jeg er overbevist om, at det under den sidste var mig en hjælp at tænke på havens sommerfugle, inden min bevidsthed slap op.